Lidt blandet fra ugen..


..som optrevlede hurtigere end et løbsk garnnøgle. Nu er det søndag eftermiddag. Vinterferien ligger forude. Regnen falder og jeg har egentlig lyst til at gå ud i haven og rive de afklippede staudegrene sammen som jeg i går efterlod på plænen. Sjovt nok finder jeg hele tiden på småting indenfor. Som jeg skal i stedet for. Sy en knap i, vaske mudrede fodspor af entregulvet, rydde et hjørne af køkkenøen hver gang jeg passerer den (en køkkenø som vi altid tømmer vores lommer ud over og aldrig kommer helt i bund med), høre ungerne jamre når de skal sortere kassen med plast, metal, glas og papir, lægge smådimser ud på trappen der hører til på 1.salen osv.

Nu greb jeg pc´en et øjeblik. Smækkede rumpen i lænestolen for at skrive lidt her, lave lidt mere på vores familiefotobog 2018, tænke planer om forårets 2 x 40års fødselsdage, en konfirmation og en nonfirmation. Ingen af delene er noget jeg skal afholde, men gaverne må gerne være noget særligt. De to unge mænd er jeg fx henholdsvis gudmor og faster til. Så jeg må lige stramme mig an og komme på noget med lidt tanker i.

Nå, tilbage til jer og det jeg vil skrive om. Ugen. Eller noget af den. I hvert fald det der relaterer sig til have og blomster. Vi gider ikke tale om den mælketand jeg fik hevet ud fredag. Krateret er syet fint sammen, heler som det skal. Ikke skyggen af smerte. Ikke skyggen af en tandfe…hmm. 

Da jeg stadig havde den lumske tand, torsdag, var jeg til blomsterbinding for første gang. Det viste sig mest at være blomsterdekorationer mere end buketbinding som jeg ellers havde håbet på. Men pyt, det er blot over fem gange og jeg lærte nu allerede noget. En af tingene var, at der går flere tulipaner end tre til et aflangt fad:-)

20190207_181524

I weekenden har vi hentet et læs kompostjord mere til højbedene i min kommende lille køkkenhave. Og det rækker filmar ikke engang! Nu må resten op til kanten blive havejord jeg graver af når jeg gør klar til stenmelsbelægning og så en håndfuld billige plantesække. Det kan godt være de bede skulle have været et bræt lavere. På den anden side er der god jord til rødderne.

20190210_100015

Det er i øvrigt et værre smattet vejr at rode rundt med det jord, men virkelig rart at få det gjort. Det kribler jo som en gal i mig for at komme i gang med hvad der er helt nyt for mig: afgrøder, køkkenhave, kål, ærter, løg og beder. 

Jeg prøver at nedtone mine indre forventningsvisualiseringer. Jeg ser sprøde struttende bede, der dufter og vælter ud over kanten i et stort grønt inferno. Jo mere jeg læser om hvornår hvad skal forspires, hvad skal sås direkte i bedet, hvilke afgrøder passer bedst sammen med hvilke andre og hvad for en jord og kvælstofindhold, for ikke at nævne hvornår hvilke afgrøde er klar til høst og kan afløses af andre. Sikke et puslespil. Det er helt tydeligt, at dem der får det til at ligne en leg er virkelig garvede!

I min iver over at komme i gang, glædede det mig at opdage at chili er langsom, at de med fordel kan såes indenfor allerede i februar. Jeg har valgt en mild slags til salat. “Biquino Yellow” hedder den (den sætter jeg i øvrigt nok i det lille miniaturedrivhus og slet ikke i højbedene). Og så to løgsorter, en bananskalotte og en fransk favorit “Paille des Vertus” kan såes nu. Så det gjorde jeg i går. Med hjælp fra mine to piger. I en smart flamingospirekasse fra Pindstrup (den som er vist på øverste billede). Der er hul i bunden af de 60 plantehuller. På den måde kan man nemt skubbe de små planter op når de skal ompottes.

I marts sker næste omgang såning. Ærter, forårsløg og diverse kål.
Jeg glæder mig til at få fyldt spirebordet på kontoret igen. Et fint fint bord Ulrik byggede til mig for et år siden. Jeg viser lidt billeder af det når det senere på foråret er fyldt op med herligheder og små nye liv.

20190208_085807

Afslutningsvis et billede af min krans fra torsdagens blomsterbinding. Den hænger pt på muren til havehuset. Desværre kan jeg ikke se fra huset om fuglene er gået ombord i hirsefrøene. Men det håber jeg.

Signature"

Køkkenhave..


..har vi ikke tidligere haft plads til. Og mange vil nok, ud fra ovenstående billede mene, at det har vi stadig ikke. Jeg synes dog en miniaturekøkkenhave må passe fint i en miniaturehave, ligeså vel som miniaturedrivhuset gør. Og det er heller ikke sådan, at jeg nu får 100 kvm lækkerhed med afgrøder. Ikke desto mindre etablerer jeg i år en køkkenhave. Og det glæder jeg mig enormt til.

“Størrelsen på en have har meget lidt at gøre med dens fordele. Det er størrelsen på haveejerens hjerne, hjerte og velvilje, der betinger om haven er behagelig og interessant at opholde sig i eller ej”
Gertrud Jekyll, britisk landskabsarkitekt

Mine forældre havde en vældig køkkenhave med et bredt udvalg. Jeg kan genkalde mig duften. Og det at luske ned mellem rækkerne og knække de sprøde runde rosenkål af stokkene.

Nu fyldes mit tankemylder af sol, jord, kvælstof, forspiring, rækkefølge og afstand, smag og lyst. Det er faktisk et større projekt. Og det selvom det kun drejer sig om to stk. højbede af 3×1 mtr + 0.6×2 mtr. Samt et par tilhørende krukker og muligvis et par beholdere med tomatplanter voksende nedad. For at udnytte den vertikale plads.

Jeg har grebet projektet an på min nye velfungerende opdelt-i-små-bidder-metode. Ungernes gyngestativ blev savet ned i starten af december. Ingen traumer. De brugte det sjældent. Den ældste på ni havde selv foreslået en køkkenhave lige netop der. Den idé lod jeg ikke falde til jorden! Det er så ikke sikkert hun lige havde drømt om grønkål.

Væk med græsset og tilbage var ca. 10 kvm. blotlagt jordstykke. Med en hulens masse knuste havefliser i. Jeg bliver altid så nysgerrig når jeg finder spor af levet hverdag i jorden. Gad vide hvordan haven så ud med de fliser. Har det været en havegang eller underlaget i et drivhus?
 
I jorden var også en del større rødder fra de kravlende vedbend der omkranser den kommende køkkenhave. Muren fra skuret støder op og danner en skyggefuld vestside (så her placerer jeg muligvis blot et plantebord og krukker med hosta og bregner – det skal nemlig også kæmpe om pladsen med en stor velduftende caprifolie), havemuren ud mod et grønt fællesareal danner bunden af den enorme køkkenhave og den sidste side mod øst er et kedeligt plankeværk. Her har jeg også ladet det grønne kravle og dække. Den tildækning vil jeg naturligvis helst ikke miste. Så rødderne skulle bevares i et eller andet omfang. Det er lykkes nogenlunde.
 
20181128_095253
Mellem jul og nytår hvor vi havde et par langsomme hjemmedage uden planer, fik Ulrik bygget de to højbede i lærketræ. Gode og massive. Og jeg fik maset dem på plads i jorden, uden om og forbi diverse rødder. Den røde Ingrid Bergman rose der var forvist til hjørnet bag gyngestativet, står nu fint som en inkluderet del af det ene højbed. Det håber jeg hun kommer til at trives med.
 
20181225_143454
I januars blandede frost og pløre lod jeg projektets fysiske del passe sig selv (og tumlede mentalt videre i min søgning efter hvilke planter, af dem jeg ønsker i køkkenhaven, der trives bedste sammen, hvilken type jord til hvilken plante osv.)
 
Da stormfloden ramte Holbæk Fjord og skyllede tang op som isolerende stibelægning, hentede jeg to cykelkurvfulde. Det var helt magisk at cykle på det tykke lag tang. Og naturligvis blev jeg nødt til at tage billeder og nyde den isolerende og anderledes lyd, inden jeg lagde den halvfrosne tang i først den ene cykelkurv og så den anden. Tangen har jeg haft liggende på havefliserne til skylning i regnbygerne. Jeg gemmer det til palmekålen og grønkålen.
 
20190110_090831

I weekenden har jeg, udover at komme til at bestille en håndfuld frøposer på nettet i en tidlig morgentime, hentet kompostjord på genbrugspladsen og købt stenmel til at stampe havestier omkring bedene.

Nu får det lov til igen at ligge på standby for en stund. For nu er en ny uge i gang med yoga mandag, kurbad tirsdag, fødselsdag hos min bror onsdag, første kursusaften i blomsterbinding + talentshow på ungernes skole torsdag for ikke at nævne en udtrækning af en mælketand (min!) og en tur på ambulatoriet hvor yngste datter på syv skal have ny insulinpumpe, fredag.
 
Jo ugen kommer til at gå hurtigt, som altid. Midt i alle ugens herligheder glæder jeg mig over, at weekenden er relativ ledig til køkkenhaveprojektets etape nr. jeg ved ikke hvad. Små skridt. Det er blevet mit havemantra. Så kan jeg nemlig nå at udføre planer i haven, mens jeg navigerer rundt i familiens øvrige hverdagsliv. Det ene må ikke udelukke det andet.
Signature"

Nåletræer og sne..

…i stille vind. Knirkende frostkrystaller under skiene og ditto i lungerne. En ny tyk og ualmindelig blød halsdisse, bevægelse af den stive kontorkrop, mange nybagte sprøde boller til morgenmad. Og lösgodis. Ja, det er de små detaljer der gælder.

Som fx at jeg vælger at nævne at jeg har erhvervet en ny halsdisse. Det gør jeg fordi den har ydet ekstra lækker varme og blødhed. To vigtige ting for en der elsker at lukke enhver sprække der skaber gåsehud. Sprækker der forstyrrer mig i at opleve nuet. Sensitiv, ja!

Jeg har lige været på ski. I Lindvallen, Sälen. Min egen lille familie og en anden på fem. Det er alpin, løjpe op og ned. Og i år en særlig fornøjelse fordi der nærmest ingen vind var. Ingen brainfreeze på stoleliften. Lidt mindre sne end andre år. Løjperne fine at stå på dog. Det var mere tyngden af sne på de flotte nåletræer rundt om i terrænet der var anderledes end fx sidste år.

Nåletræer udstråler en fantastisk ro som de står der. Og bare står. Ligeglade med barske vejrforhold og sneen der til tider ligger i tykke forpuppede lag på de elastiske grene. Dette billede er fra sidste år:

20190127_115435

I år anede man de grønne nåle i højere grad. Ja bortset fra på toppen hvor rimfrosten på smukkeste vis indhyller enhver overflade:

20190126_091637
20190126_091921

Jeg bliver aldrig træt af at betragte dem uanset hvor meget sne, eller ej, der måtte være faldet på dem. Stoppe op og knipse billeder, nyde de forskelligartede faconer på de tusindvis af træer mellem hytter og løjper.

Denne gang kom jeg lidt tættere på. Både fordi jeg kørte ind i et træ på en sjov skovtur..

20190126_095528

…men også fordi jeg i år lejede langrendsski i nogle timer. Tempoet og roen tiltalte mig og jeg drog afsted uden at have haft de smalle ski på før. Det gik fint, ingen skulle jo skynde sig. Altså dvs dem der sprintede afsted i sporet i det fedeste slimwear og alene med konditionstræning for øje, ja de var jo samtidig gode til uden problemer at drøne ud af sporet, forbi mig og ind på de to smalle spor igen.

Efter noget tid med øjnene fast naglet i sporet og fokus på balance og bevægelse kunne jeg i højere grad løfte hovedet (og lyne jakken op og tage lufferne af, for nu havde jeg da fået varmen!). Jeg nød lyden af stilhed og synet af sne og nåletræer.

20190125_152556
20190125_150827
20190125_151711
20190125_144225

I mens min varme krop arbejdede rytmisk i sporet og tilbagelagde 9 km, drømte jeg om en hytte-til-hytte tur på langrendsski. Bevægelse og ro, sove primitivt i naturen, ud og afsted og indånde en langsom sneisoleret verden.

Den sidste hyttelignende bygning jeg så i Sverige i nat var nu blot et WC på en p-plads. Men se lige hvor idyllisk sådan en simpel fornødenhed kan se ud i et vinterlandskab:

20190126_195356
20190126_195432

Hvor kan naturen bare noget. Som intet menneskeskabt nogensinde ville kunne. Det var bare det jeg ville sige.

Signature"

En ny oplevelse..

..der intet har med havefordybelse at gøre. Og måske alligevel. Hvis man reflekterer over hvorfor oplevelsen er ny for mig.

Helt uvant bød årets første uger på både HBO og Netflix. To steder jeg ikke ellers begår mig. Og på sigt heller ikke kommer til at benytte i samme omfang. Men det har faktisk været en god oplevelse. På Netflix har jeg set Biers nye Birdbox.
En genre jeg efterhånden helt udelukker at se. Scary shit. Og alligevel gav den mig et pust af en svunden tid med den type dvdfilm, venner, dyner, chips og ingen bagkant. Ja dengang var Bullock der også!

Det der dog har gjort mest indtryk og er grunden til, at jeg skriver om det, er HBOserien “My brilliant friend”. Jeg må bare anbefale den. Jeg har set den første og indtil videre eneste sæson, otte episoder. Hvad? Det er pænt mange timer. Hvordan kan det lade sig gøre for mig, er der måske nogen der kan tænke. Det tænker jeg i hvert fald selv.

Forklaringen findes i Napoli-romanerne. Elena Ferrantes fire velskrevne bøger om to veninders opvækst i et arbejderkvarter i Napoli. Bøgerne skildrer 50’erne og 60’erne og videre frem gennem pigernes voksenliv.

Jeg mangler at læse den fjerde og sidste bog “Det forsvundne barn”. Jeg “sparer” lidt på den. I stedet kastede jeg mig som sagt over den første sæson som udkom i november og som udspiller den første bog der på dansk hedder “Min geniale veninde”. Fantastisk filmet og spillet. Historiens begivenheder er meget sammenlignelige de indre billeder jeg dannede ved læsningen. Barske livsvilkår og langsom fordybelse.

Og hvorfor nu gøre så meget ud af at have set film og serier…de fleste jeg kender gør det på fast basis hver dag, hver uge…jamen det ved jeg ikke. Måske fordi indholdet alligevel har tilført mig noget. En oplevelse at fordøje og en masse at reflektere over. Blandt andet hvorfor jeg føler at tv er en udefinerbar virkelighedsflugt som jeg da holder af i små mængder og med mellemrum, men ikke som et dagligt fix. Det ville gøre mig trist. Jeg vil gerne være tilstede i den verden jeg ånder i. Også selvom den verden ofte overmander mig med stimulans så jeg glemmer at ånde. I hvert fald at ånde fuldt ud. Kender I det?
 
Vejrtrækningen er kun placeret i toppen af lungerne indtil jeg bliver opmærksom og i få minutter trykker stemplet i bund, fylder de hungrende lunger for derefter at sende stemplet til tops så den sidste kuldioxid i lungernes mørke bund presses ud og væk.
 

Det er også derfor jeg søger haven og planterne, finder værdi i min tid der. Hvor der godt nok er nye tanker og stimuli, men hvor jeg for det meste får fordøjet det hele. Husker at trække vejret og er til stede. Vi er jo forskellige. For alle I serie og film folk, I får nok nøjagtig samme velvære og følelse når I har været inde i det jeg tillader mig at kalde virkelighedsflugt.

Nu er bog nr fire pakket ned. Den skal med på skiferie, læses langsomt, den skal holde længe. For efter den stopper alle de dejlige billeddannende ord i Napolis gader. Derefter den søde ventetid til sæson to udgives og jeg igen kan hoppe ind og gense Lenú og Lila´s verden i billeder dannet af andre end jeg.

Signature"

Forår inden vinter..

..eller forår uden vinter. Forårsbebuderne er piblet frem i løbet af den milde december. Sikkert også hjemme hos dig.

I dag er vejret fugtigt, mildt og lyst. Og jeg har fået hilst på de første deltagere til 2019 haveåret. De var sprøde, grønne og struttende af livsbekræftende vækst.

Nogle steder i landet er vintergækker og erantis sprunget ud. Det er de nu ikke i min have. Vintergækker har jeg på vej med lange fine skud. Det hele er lidt tidligere end ellers grundet det milde vejr. Det er svært at modsætte sig forårsfornemmelserne der kommer straks jeg får øje på de sprøde skud der er brudt gennem den bløde jord.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Selvom jeg stadig venter på, at perioder med sne og kulde skal rulle over mig for at få kalibreret mit indre ur, så nyder jeg at starte på hyppigere haverunder igen. Nu hvor det er blevet lysere. Jeg elsker at stikke hovedet helt ned i jorden og undersøge hvor langt de forskellige løgplanter og tidlige stauder er nået. Hvordan de sårbare førsteårs skud af sommerens frø har overlevet, indtil videre. Og senere om noget udebliver grundet en manglede længerevarende frostperiode. Vi får se.

I virkeligheden er jeg lidt glemsom omkring hvad jeg har drysset af frø forskellige steder. I det øjeblik jeg drysser løs, føler jeg mig sikker på, at det husker jeg let til næste år. Jeg har da trods alt skrevet en del ned. Man kender vel sine begrænsninger. Men skriblerierne sker både i notesbog, på frøposer og i noter på min telefon. I år vil jeg lave en havekalender. Et samlet overblik.
Så skal jeg ikke gå og gætte om en skøn sommerblomst er på vej eller om der er tale om en invasiv ukrudtsplante jeg burde hive op.

Inden jeg bliver for ivrig er der stadig nogle måneder hvor haven kan nå at blive en bundfrossen pind. Og det er også ok. Faktisk mere end ok. Jeg bliver jo bare så draget af det spirende liv under fodsålerne, at jeg nærmest ikke kan vente med at komme ud og nyde det grønne og farverige.

Har du stadig snuden i sporet for at klare juleoprydning og gavebytterier?
Eller har du lagt mærke til ændringerne. Lige der ude. I din have eller langs fortove, i kummer, på plæner og i bede. Kom nær en jordflade, buk dig, snus og stil øjet skrapt, de er der. De er på vej med fuld styrke. Og de er bare så hjertelig velkomne.

 

Signature"

Roser #2

Roser tiltrækker mig. Jeg ævler ofte om dem, jeg fylder min have med dem, nyder dem i bøger og med lurende blikke over hække og stakitter. Familie og venner ved det og jeg beriges med gaver der relaterer sig til denne gudesmukke stikkende plante.

En af julens særlige overraskelser til haven, er et gavekort til David Austin Roses i England. Fik jeg lige ekstra julelys i øjnene? Det skaber dog et enormt dilemma. En af de dejlige slags dilemmaer; hvilke roser blandt hundredevis af sart rosa, lyserøde, pink skal jeg denne gang kaste min kærlighed på og hjembringe til min lille have? Hvilken ledig plet er mest solrig, hvor skal de slå deres rødder.

Dernæst opstår endnu et væsentligt spørgsmål; Skal jeg netshoppe eller bringer gavekortet mig ud i endnu en magisk rundtur i engelske haver. Naturligvis med laaangvarigt rutestop i Austins plantecenter, rosenhave og tesalon.

Spørg mig om jeg allerede har tjekket flypriser til Birmingham! Tilset mine på googlemaps gemte “where-to-go” garden and manors i en god radius af Austin Roses. Svaret er et rungende JAAA!! Beslutningen er langt fra taget. Drømmen bobler ulmende mens jeg nyder den farverige og velillustreret 250 siders håndbog der fulgte med gavekortet.
 

Udover Torben Thims rosenbog og en stående invitation til rosenplanteskolen i Løwe, fik jeg også min første barrodsrose i fødselsdagsgave i efteråret. Sendt med posten fra min kusine i Odense. Herligt. Og hendes valg af rose var formidabelt. En rose jeg allerede havde købt det forgange efterår. Spot on på min smag. Og dobbelt op på skønhed, nu da jeg har to af samme slags.

Jeg modtog også et tip om en rundrejse i Bulgarien hvor der er rosenfestival i starten af juni. En rejse jeg siden har drømt en del om fordi den er skruet så fantastisk sammen. Og fordi jeg vil det hele. Hvilket kun lader sig gøre for ganske få. Lottomillionærer og sådan nogen. Men tjek lige rejsen ud. Den er da for lækker.

Tilbage til slutningen af årets anden sidste dag har jeg nydt, at den milde vinter gør det muligt fortsat at se blomster på Ingrid Bergmann, Willestrup og Gertrud Jekyll og at jeg har fået den lækreste rosensaks der kribler i hånden for at komme ud og skyde sæsonen i gang. Men. Vi skal vel lige have en vinter først. Og et nytår først. Og i det nye år er der både blomsterbinderkursus, flere havebesøg, etablering af ny køkkenhave og hvad der HELT sikkert ellers bliver tilføjet af fantastiske haveoplevelser jeg vil dele med jer. Vi ses i 2019!

Signature"

Julefred. Hvad er det?

..ja jeg ved det altså ikke. Hvis du troede jeg ville komme med forklaringen, så må jeg skuffe dig. Jeg sad bare og tyggede lidt på ordet efter at have ledt efter den stemning, der var i mig lige nu.

Den kan både opstå og sænke sig. Mærkelig modsætning egentlig. Er den der når vi er lige ved at nå klimaks d.24. om aftenen. Eller er det lige nu. Hvor fridagene fra den almindelige hverdag starter. Ingen madpakker, vækkeure, bagkanter. Er det turen i kirken med ungernes skole i dag, julebingo i klassen eller den konfekt vi trillede rundt med i eftermiddags, til playlisten “Christmas Crooners”. Mens vi både fik jogget marcipan og flormelis i gulvtæppet, hældt flydende chokolade på den nye stol i papirflet og i øvrigt glemte klokken fordi den ikke var vigtig.

Det stritter lidt i mig at bruge ordet. Julefred. Her er sgu ingen fred. December. Det er december. Hvem filan finder rigtig fred i december. Helt ærligt? Det er en måned med hverdag plusset med flere arrangementer end sædvanligt. Og de er hyggelige. Det er de faktisk. Plusset med gaver og indkøb. Og det meste har jeg da godt nok nået uden stress. For jeg har den frihed at kunne prioritere at være på nedsat tid, så en del har jeg kunne ordne mens mine kollegaer har arbejdet. Og jeg har nydt det og er taknemmelig for muligheden.

Det betyder ikke jeg ikke har travlt. Det synes jeg altid jeg har. Med at nå hen til næste opgave, glemme en anden, komme i tanke om en tredje og løse en fjerde. Det ruller. Ind mellem benene på mig. Datoen skifter hurtigere end jeg nærmest får øje på.

Jeg har af samme årsag ikke prioriteret, at lave indlæg her på bloggen i mere end en måned. Det gik der lige pludselig. En måned og tre dage faktisk. Men nu fik jeg et øjeblik. En dejlig stemning af minus opgaver i pipeline. Et nyt spisebord at sidde ved, der er hvidt og lyser ethvert sind let. Her er ro. Intet tv. For Ulrik er på bar. Her er ingen Christmas Crooners. Ingen søde døtre der i hvert mit øre spørger og fortæller. De sover. En let brummen fra den bærbare. Let regn på ruden.

Min sjæl har i et sjældent øjeblik indhentet mig. Jeg er forenet med den. Det føles rart. Det er ikke tit det sker. Oftest halser den efter mig. Jeg har savnet den. Måske er det derfor ordet julefred kom til mig. Da jeg ledte efter at sætte ord på den stemning inden i. Men hvad hedder stemning så hvis den opstår i februar, i maj eller august?

Det finder jeg ud af til den tid. Hvis den rammer mig.
Måske er det sjælefred? Ja den tager jeg!

Men for nu kalder jeg den julefred. Og med den følger også lidt konfekt til teen. Jeg er jo alene i stuen. Ingen ser jeg hapser lidt godter i kagedåsen.

Glædelig jul til jer alle. Find din fred og nyd den. I smug eller sammen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Signature"

Juletræ af skovbund..

..et plantestativ i en potte, ståltråd, thuja, mos i mange arter, lau. Hygge i havehuset i aftes. Ved mit nye nostalgiske arbejdsbord, en høvlebænk fra min gamle folkeskole. Te i termokop og egentid en stund.

Det var et forsøg på at lave noget der ligner et juletræ. Og det er endt nogenlunde. Grønt og duftende. Jeg dykkede ned i poser med svensk skovbund. I dag er mostræet kommet ud i dagslys og pynter i haven. Ovenpå mit lille murede vandkar, der er tømt for i år. Forhåbentlig pynter træet hele vinteren. Eller i hvert fald indtil fuglene hapser det fra hinanden. Vi får se.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Lyset var naturligvis anderledes i aftes. Elektrisk og ikke direkte på arbejdsbordet. Men I kan nok fornemme forløbet her alligevel:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hen over de næste uger vil jeg prøve at lave et par mindre træer. Også i potte, men svævende, på en lodret gren, og bundet omkring hønsenet. Derudover har kransebinderveninderne en aftale søndag hvor jeg vil glæde mig til endnu engang at skabe selv, i fællesskab. Det bliver formentlig den obligatoriske adventskrans. Den skal jo for dælen snart være klar.

Derudover bliver der også en dag i børnehøjde, hvor granfnuller, lerfingre og fuld gas på glimmer og julestads, omdannes til juledekorationer med eget kalenderlys. Og jeg har vist også fået lovet ungerne, at vise hvordan de binder om en halmkrans. Det skal der nok komme skønne, livlige kreationer ud af.

Her er mørket så småt på vej ind over weekendens sidste timer. Og jeg glæder mig til at se de små diodelys på det nye mostræ. God søndag aften!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Signature"

Sæsonskiftet..

..har uden overraskelse været undervejs de seneste mange uger. Det har vi ligesom opdaget alle sammen. Også at det har været et lunere efterår end sædvanligt. Men har vi alle sammen lagt mærke til farveforskellene på de planter, træer og buske vi har i egen have? Eller er væksternes klædeskifte kun betragtet som en flygtig konstatering, mens vi fræsede afsted i bil, tog eller cykel. På vej til noget der skulle ordnes. Forbi flotte læhegn af træer og buske der i oktober stod som det vildeste flammehav. Lige der tror jeg vi alle bemærkede det. For nogle var det blot denne flygtige konstatering, for andre; gentagne udbrud af dyb betagelse helt inde fra hjertet, som et ydmygt tak for hvad øjnene netop havde sendt.

Når så bilen, cyklen, gåbenene, favne fulde af varer, tasker, børn kommer hjem, i tiltagende mørke eftermiddage og aftener, ser vi så havens forvandling? Nej ikke rigtigt, vel?

Og man kan så spørge sig selv om det er vigtigt. Det er jo det samme der sker hvert år. Det sker jo uanset om man kigger med eller ej. Og det hele bliver jo grønt igen mens solsorten triller. For mig er det dog vigtigt at følge med. For mig er det nærende fordybelse. At stikke snuden og alle sanser tæt på nærmest hvert enkelt blad, bed, hjørne af haven. (Godt den ikke er stor, haven).

Jeg higer efter haverunder i dagslys. Sommetider ultrakorte, andre gange lidt længere og langsommere.

Lige så meget som jeg elsker foråret, i hvert fald n.æ.s.t.e.n lige så meget, elsker jeg efteråret. Altså når følelsen af sommer helt definitivt har sluppet sit tag i mig. Så vender jeg mig mod den kommende periode, sæson, årstid. Og nyder oprydning og afvikling. Havemøbler og sarte planter der skal i skjul og frem med lys, gran og tanker om året i haven.

Når jeg før skrev “vender mig mod” så er det hvad der konkret sker på mit indre billede. Min indre fornemmelse. Derinde hvor jeg pejler mig ind på en ny sæson, lægger låg på seneste sæson, tuner følelsesmæssigt ind på hvor vi er nået på årskalenderen. Det er faktisk ikke så nemt at forklare. Fordi det hver dag bare sker inden i mig. Det er ikke noget jeg så ofte tænker på, reflekterer over. Et dagligt værktøj som jeg ikke ved hvorfor og hvordan jeg har skabt. Jeg ser både året, måneder, uger og dage visuelt. I forskellige farvetoner. Jeg kan zoome ind, dreje den visuelle kalender, koble følelser, stemninger, begivenheder op. Jeg bruger det hele tiden og når der er sæsonskifte skal jeg lige kalibreres. Sådan at jeg mentalt står det rigtige sted på den der kalender inde i mit hoved. Ja, jeg ved det godt. Det lyder faktisk lidt gakket. Det var egentlig heller ikke det indlægget skulle handle om. Det hænger bare aldeles godt sammen med min betragtning af havens forfald. Og det var det vi kom fra.

Se nogle smukke farver og ændringer i haven:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 Udover blade der ændrer sig er der stadig lidt blomster og grønt:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I krukken hvor en hosta pryder hele sommeren, men nu er visnet ned, har jeg sat taksgrene (snuppet i min mors haven og på ide fra hende, genialt!) Nu står krukken fin og grøn hele vinteren. Samtidig beskyttes hostaknolden. Og de tulipanløg jeg har lagt omkring knolden. En indpakket gave med forårsguf:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De sarte planter i krukker er sat på høvlebænken i værkstedet. Udover kinesisk fingerbølplanterne, er jeg især øm over for “Tibets blå valmue” (Meconopsis Betonicifolia) som det er lykkes mig at holde liv i. Fra frø til plante. Hele to stk. De må meget meget gerne overleve vinteren og til næste år skyde i højden og danne blomster. Jeg ved endnu ikke hvor de skal stå i haven. Men det er lige meget. Det vigtigste er at få dem til at danne spire, se dem gro, nurse dem så de forbliver.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Signature"

Kransebinderi..

..det var hvad jeg oplevede i onsdags. Sammen med en håndfuld dejlige veninder. Hjemme hos mig. Med en skøn, anerkendende, glad blomsterbinder som instruktør. Hun hjalp os i gang efter vi havde fyldt maverne med lækkert brød, ost og pølse. Vi var klar og også spændte på opgaven. I forvejen havde blomsterbinderen sørget for grønt at binde med. Fem forskellige slags vækst som vi findelte i små buketter inden vi gik i gang. Buskbom, sølvblad, hortensia, hyben fra rosa multiflora samt elkogler. Humøret og selvironien var til stede, blandt ja-hatte og god snak. Vi bandt på helt traditionelle halmkranse med kraftig vindseltråd/ståltråd. God og nem begyndertråd sagde damen.

Processen var god og alles fokus var intenst. Familie, arbejde, ting vi burde gøre..alt var glemt, skubbet til side til fordel for det at skabe. Når man skaber noget hver for sig, sammen. Helt tæt på hinanden. Så sker der noget magisk. Det skete for os i onsdags. Det er sådan jeg oplever det. Og se lige resultatet:

Sådan kan man fylde sin fødselsdag med noget godt. Fylde minde-kontoen med noget pragtfuldt. Give inspiration til andre og glædes ved at se dem få ideer (og måske bagefter stjæle nogle af dem..høhø..)

Det er faktisk allerede endt med, at vi i vores euforiserende rus har aftalt en dag om nogle uger hvor vi igen mødes. Og øver os i mere kransebinderi. Hooked? Det tror jeg vist nok!

Og nu vil jeg pakke det sidste, kører op i en svensk skov tre timer herfra. Deltage i et retreat med yoga, meditation, badesø, sauna og RO. Jeg glæder mig SÅ meget. Rigtig god weekend til alle!

Signature"