Roser #3

Efter 3 dage væk på havebesøg i sidste uge, kom jeg hjem i egen have til et vældigt rosenflor. De havde vist stået på spring. Og tænkt, når hun drejer bilen ud af indkørslen, springer vi.

20190615_154606
20190605_122737
20190610_151541
20190615_155946

Perioden med at holde væksten kørende, er i gang. Med det mener jeg en masse klip og knæk, nus og vand. Ligeså hurtigt de smukke knopper folder sig ud dør foregående blomster. Og de skal af, så busken ikke sætter hyben og bruger krudt på det. Det ser bare skønnest ud at der, hvis muligt, ingen visne hoveder er. Selvom det kan være en omfattende beskæftigelse.

Nu kribler det heldigvis helt naturligt i mig for at fjerne de døde blomster. Faktisk på en måde så jeg finder mig selv gøre det andre steder end hjemme, hvis jeg altså kender folk eller ingen ser det!

Hver aften, morgen, anytime har jeg en haverunde, så de kære roser kan blive nusset og trimmet.

20190617_191432
20190617_200107
20190616_201432
20190615_154656
20190615_154548
20190615_154515
20190615_154343
20190615_154531

Det er jo sådan at jeg ikke skal fortsætte med at bo med disse skønheder. Og det smerter mig. Mest tanken om risiko for forsømmelse, hvis de nye ejere af herligheden her ikke er haveinteresseret. Måske graver de dem op! Åh. Den tanke! Gys!

Nej, jeg gider ikke forholde mig til det. Nu vil jeg bare nyde alt det smukke i haven. Og det er ikke ikke svært!

20190615_155446
Signature"

Gensyn med Haven i Hune..

..var og er ikke en skuffelse. Kun at tiden her passerer så forb*ndet hurtigt.
 
To overnatninger. I Værkstedet inde i haven. Et gensyn. En gentagelse.

Måske ikke helt 1:1 gentagelse. For modsat juli og den tørre sommer i 2018, hvor haven nu i den grad alligevel struttede, er denne juni i 2019 sprød frodighed helt ud til sidste knop, bælg, kronblad. Mange stauder står store og ivrige, lige på nippet til at danne sidste hånd på værket inden et orgie af farver bryder løs.

20190613_161759
20190612_163807
20190613_133917
20190613_134034

Farverne er fortryllende. Men alt det grønne drager mig især. Og til det er den vigtige ingrediens vand. Der har været en hel del fra oven. Det fortryller haven på en helt særlig måde. Både under og efter. Jeg har oplevet haven på en helt anden måde. Dasket kjolestoffet mod tunge regnfyldte staudegrene, stukket næsetippen i våde fristende rosenhoveder, listet den kortskaftede Lacrosse gennem pytter af ukendt dybde, henført mig i en tolkienslignende verden da solen, efter et heftigt haglskyl, sendte molekylerne retur og indhyllede haven i emmende damp. Eller dis. Eller hvad den meteorologiske korrekte definition af fænomenet nu end er.

20190613_182210
20190613_182135

Mellem regn og hagl, torden og blæst har solen vist sig og blæsten lagt sig. Vejret har på ingen måde vidst hvad ben det skulle stå på, været vægelsindet, ubeslutsomt. Eller spillet smart og spillet på alle tangenter. Måske er det aftalt spil. Et samspil med haven. For at gøre den ekstra lækker med sin vekslen mellem havens to vigtige kilder; vand og sol. Jeg ved det ikke. Men jeg tror det fungerer. For haven tog sig intet mindre end pragtfuldt ud her til aften. Med store duftende vandpytter og det hele.

20190613_184326
20190613_184002
20190613_183918

/Mit besøg i haven i 2018

 

Signature"

Stilhed før stormen..

..stilhed på sitet. Stilhed fordi jeg i en periode har valgt at prioritere anderledes. Jeg har ikke været mindre i haven dog, nok nærmere det modsatte. Men stilhed ifht. det skrevne ord. For at skabe mere bevidsthed til møgsvære beslutninger. Som at gå fra hinanden, Ulrik og jeg.

Og ikke for at negligere den tunge del at bryde op med en samlever gennem mange år og sende ungerne i pendulfart, men bruddet betyder jo desværre, også, et farvel til min lille have.

Det, blandt mange andre ting og tanker, har jeg vrælet over. Mens jeg har gået rundt i haven og sagt farvel til alle de vækster jeg er kommet på fornavn med gennem årene. En del har jeg ikke sagt farvel til. For dem har jeg ærligt talt gravet op. De skal med mig. Blåkant, hjortetrøst, indianermynte, kattehale, silkekatost, tre nyligt plantede roser samt lampepudsergræs. Ved afrejse graver jeg også en håndfuld digitalis op. Og alt det lyder jo skønt, og det giver mig rent faktisk også en boblende rar fornemmelse indeni, men det er jo forsiden. Bagsiden er svær, underlig, et vakuum, stilhed, tom, uvis og alt muligt andet der er svært at sætte ord på.

Med hele paletten af følelser pakker jeg sammen og flytter meget snart til et fint lille rækkehus ganske tæt på ungernes skole. Med en terrasse hvor der ingen grænser bliver for antallet af krukker. Hvor miniaturedrivhuset får en plads og hvor jeg på sigt ønsker en dejlig træterrasse som kan skabe en god ramme om den lille-mini-mindre have jeg nu får. Uanset størrelsen er jeg super glad for overhovedet at have et udeareal tilknyttet min nye bolig og bare rolig, jeg er fuld af ideer hvad angår planter der kan tales om, ses på og pyntes med, jeg er fuld af iver for at skabe en skøn oase der kan glæde mig når jeg kommer hjem fra arbejde, når jeg vågner om morgenen og kigger ud af døren fra soveværelset.

Midt i brud, afvikling, hussalg osv osv har jeg besøgt haver. Besøg der i forvejen var bookede og som egentlig har været dobbelt op på balsam oveni den situation jeg står i. Jeg har haft en overnatning i Borre, Møn. På Møllebækgaard hvor haven er paradis på jord. Jeg har besøgt Peter Wibroes smukke stringente have i Holte. I kommende uge ser jeg frem til et gensyn med Anne Just´s Haven i Hune og ugen efter et gensyn med CPH Garden Festival. Og jeg bliver ved. For jeg næres af det. Og det trænger jeg til.

Vi ses snart igen!

Signature"

Tiden der gik..

..med alt andet end havesager. Eller næsten. For selvfølgelig har der i den seneste tid gudskelov også sneget sig øjeblikke ind der relaterer sig til haven og kommende sæson, påvirkningen fra længere dage med lys, en snert af mild forårsluft og jordens skattekiste af mirakler der fortsætter med at udfolde sig for hver dag der går.

Ja, jeg holder i den grad øje med vokseriet. Alle steder i havens kroge. Hver dag.
Derudover er de chilier (biquino yellow) jeg såede i starten af februar blevet ompottet.  De fem styks der var store nok til det i hvert fald.

Avocadostenen med sin lange rod er blevet sat i jord og bagefter læste jeg, at det skulle den først når både rod OG plantespire var kommet frem. Ok. Men den får så lov at være med sin lange rod i krukken, bliver vandet vel og forhåbentlig klarer roden at danne nok energi til at fremelske en plante. Vi får se.

20190303_161733

Højbedene har fået stenmel omkring sig og jeg har sat støttepinde til de kommende ærter som jeg påtænker at så i slutningen af marts. En jumboært og en lilla sort “Desiree”.

20190311_082648

I min iver efter at se hurtig og grøn vækst og endda kunne nyde det i et måltid, har jeg ladet mig lokke af instagrams lækre billeder af sprøde ærtespire.
Jeg har købt lidt forskelligt på nettet og er startet ud med tre forskellige; ærteskud, brocolispirer samt rødkløverspire. De to sidste kan åbenbart bedst spire i en spirebakken, hvilket jeg ikke ejer. De er kommet i en trådsi med lå. Spirerne skal nemlig skylles to gange om dagen hvorimod ærteskudene er lidt nemmere og blot skal putte nogle uger i jord med hyppig vanding.

20190312_214814
20190313_125957
20190313_070427
20190313_153707

Jeg spirer tobaksplanter af frø fra en frodig plante i sommers, de vokser hurtigt og desværre meget tæt, men mon ikke det går. Tre stiklinger fra pragtkærten der har overlevet vinteren ude i havejorden og som jeg såede fra frø sidste forår, samt en håndfuld blåregnfrø som jeg er spændt på om dukker op. Det er skønt hvis de kommer, bliver til noget og trives. Hvis ikke har det været sjovt at prøve og forventningen været sød. Det handler det jo også om. Det handler det jo lige netop om. Alt det der med at være begejstret for planter og havejord.

Signature"

Marts..


Velkommen forårsmåned. Dit navn står på mange af mine frøposer, du får så meget smukt til at ske derude under havejordens overflade, du gør mig glad og optimistisk.

Tænk at opkoble sig den kraft der sker i denne måned. Den kraft der ophober sig i løg og rødder, skydes af sted i sprøde og farverige faconer, op gennem havejordens kedelige vinternøgne overflade, eller masende vej ud blandt visne blade, gran og mos. Hvis man kunne, ville det være vildt. Men igen, hvis man kunne, ville forårshaven miste sin magi. Den energi der er programmeret og skabt af guderne ved hvem, skal da forblive i jorden og overraske os år efter år.
Men tanken er sjov.

Solen har skinnet i idag, i Holbæk i hvertfald. Det har været til den kølige side. Luften har været frisk, og samtidig lugtet af landmændenes jordforbedring.

Foran postkassen tog jeg en lap græs af i efteråret, lagde krokusløg. Og se, de er på vej op. Sådan noget kan jeg juble over i en grad der får ungerne til at ryste på hovedet.
 
20190301_132254
I krukker og jord er tulipaner på vej. I havehuset og det tilstødende lille rodede værksted, står forskellige planter til opbevaring. Særligt er jeg glad for at se, at Tibets Blå valmue har overlevet vinteren og er begyndt at vokse under grangrenen. Syren og hortensia har spæde knopper.
20190301_100911
20190301_132411
20190301_132348
20190301_132332

Blåkant, akeleje, mynte, anemone, violfrøstjerne, de kære væsner kommer!

20190301_132655
20190301_132533
20190301_132622
20190301_132543

Det river i mine fingre for at rydde bedene for vinterbeskyttelsen, væk med kokosmåtter, gran og mos der var så skønt at se på da det blev lagt. Nu vil årets cyklus det heldigvis sådan, at vi higer efter spire, farver, sol. Men ak, jeg venter med at pille væk. Det får lov at “rode” i haven lidt endnu. Nogen siger nemlig der kommer sne i næste uge.

God weekend! Nyd solen og det spirende forår..
 
Signature"

Lidt blandet fra ugen..


..som optrevlede hurtigere end et løbsk garnnøgle. Nu er det søndag eftermiddag. Vinterferien ligger forude. Regnen falder og jeg har egentlig lyst til at gå ud i haven og rive de afklippede staudegrene sammen som jeg i går efterlod på plænen. Sjovt nok finder jeg hele tiden på småting indenfor. Som jeg skal i stedet for. Sy en knap i, vaske mudrede fodspor af entregulvet, rydde et hjørne af køkkenøen hver gang jeg passerer den (en køkkenø som vi altid tømmer vores lommer ud over og aldrig kommer helt i bund med), høre ungerne jamre når de skal sortere kassen med plast, metal, glas og papir, lægge smådimser ud på trappen der hører til på 1.salen osv.

Nu greb jeg pc´en et øjeblik. Smækkede rumpen i lænestolen for at skrive lidt her, lave lidt mere på vores familiefotobog 2018, tænke planer om forårets 2 x 40års fødselsdage, en konfirmation og en nonfirmation. Ingen af delene er noget jeg skal afholde, men gaverne må gerne være noget særligt. De to unge mænd er jeg fx henholdsvis gudmor og faster til. Så jeg må lige stramme mig an og komme på noget med lidt tanker i.

Nå, tilbage til jer og det jeg vil skrive om. Ugen. Eller noget af den. I hvert fald det der relaterer sig til have og blomster. Vi gider ikke tale om den mælketand jeg fik hevet ud fredag. Krateret er syet fint sammen, heler som det skal. Ikke skyggen af smerte. Ikke skyggen af en tandfe…hmm. 

Da jeg stadig havde den lumske tand, torsdag, var jeg til blomsterbinding for første gang. Det viste sig mest at være blomsterdekorationer mere end buketbinding som jeg ellers havde håbet på. Men pyt, det er blot over fem gange og jeg lærte nu allerede noget. En af tingene var, at der går flere tulipaner end tre til et aflangt fad:-)

20190207_181524

I weekenden har vi hentet et læs kompostjord mere til højbedene i min kommende lille køkkenhave. Og det rækker filmar ikke engang! Nu må resten op til kanten blive havejord jeg graver af når jeg gør klar til stenmelsbelægning og så en håndfuld billige plantesække. Det kan godt være de bede skulle have været et bræt lavere. På den anden side er der god jord til rødderne.

20190210_100015

Det er i øvrigt et værre smattet vejr at rode rundt med det jord, men virkelig rart at få det gjort. Det kribler jo som en gal i mig for at komme i gang med hvad der er helt nyt for mig: afgrøder, køkkenhave, kål, ærter, løg og beder. 

Jeg prøver at nedtone mine indre forventningsvisualiseringer. Jeg ser sprøde struttende bede, der dufter og vælter ud over kanten i et stort grønt inferno. Jo mere jeg læser om hvornår hvad skal forspires, hvad skal sås direkte i bedet, hvilke afgrøder passer bedst sammen med hvilke andre og hvad for en jord og kvælstofindhold, for ikke at nævne hvornår hvilke afgrøde er klar til høst og kan afløses af andre. Sikke et puslespil. Det er helt tydeligt, at dem der får det til at ligne en leg er virkelig garvede!

I min iver over at komme i gang, glædede det mig at opdage at chili er langsom, at de med fordel kan såes indenfor allerede i februar. Jeg har valgt en mild slags til salat. “Biquino Yellow” hedder den (den sætter jeg i øvrigt nok i det lille miniaturedrivhus og slet ikke i højbedene). Og så to løgsorter, en bananskalotte og en fransk favorit “Paille des Vertus” kan såes nu. Så det gjorde jeg i går. Med hjælp fra mine to piger. I en smart flamingospirekasse fra Pindstrup (den som er vist på øverste billede). Der er hul i bunden af de 60 plantehuller. På den måde kan man nemt skubbe de små planter op når de skal ompottes.

I marts sker næste omgang såning. Ærter, forårsløg og diverse kål.
Jeg glæder mig til at få fyldt spirebordet på kontoret igen. Et fint fint bord Ulrik byggede til mig for et år siden. Jeg viser lidt billeder af det når det senere på foråret er fyldt op med herligheder og små nye liv.

20190208_085807

Afslutningsvis et billede af min krans fra torsdagens blomsterbinding. Den hænger pt på muren til havehuset. Desværre kan jeg ikke se fra huset om fuglene er gået ombord i hirsefrøene. Men det håber jeg.

Signature"

Køkkenhave..


..har vi ikke tidligere haft plads til. Og mange vil nok, ud fra ovenstående billede mene, at det har vi stadig ikke. Jeg synes dog en miniaturekøkkenhave må passe fint i en miniaturehave, ligeså vel som miniaturedrivhuset gør. Og det er heller ikke sådan, at jeg nu får 100 kvm lækkerhed med afgrøder. Ikke desto mindre etablerer jeg i år en køkkenhave. Og det glæder jeg mig enormt til.

“Størrelsen på en have har meget lidt at gøre med dens fordele. Det er størrelsen på haveejerens hjerne, hjerte og velvilje, der betinger om haven er behagelig og interessant at opholde sig i eller ej”
Gertrud Jekyll, britisk landskabsarkitekt

Mine forældre havde en vældig køkkenhave med et bredt udvalg. Jeg kan genkalde mig duften. Og det at luske ned mellem rækkerne og knække de sprøde runde rosenkål af stokkene.

Nu fyldes mit tankemylder af sol, jord, kvælstof, forspiring, rækkefølge og afstand, smag og lyst. Det er faktisk et større projekt. Og det selvom det kun drejer sig om to stk. højbede af 3×1 mtr + 0.6×2 mtr. Samt et par tilhørende krukker og muligvis et par beholdere med tomatplanter voksende nedad. For at udnytte den vertikale plads.

Jeg har grebet projektet an på min nye velfungerende opdelt-i-små-bidder-metode. Ungernes gyngestativ blev savet ned i starten af december. Ingen traumer. De brugte det sjældent. Den ældste på ni havde selv foreslået en køkkenhave lige netop der. Den idé lod jeg ikke falde til jorden! Det er så ikke sikkert hun lige havde drømt om grønkål.

Væk med græsset og tilbage var ca. 10 kvm. blotlagt jordstykke. Med en hulens masse knuste havefliser i. Jeg bliver altid så nysgerrig når jeg finder spor af levet hverdag i jorden. Gad vide hvordan haven så ud med de fliser. Har det været en havegang eller underlaget i et drivhus?
 
I jorden var også en del større rødder fra de kravlende vedbend der omkranser den kommende køkkenhave. Muren fra skuret støder op og danner en skyggefuld vestside (så her placerer jeg muligvis blot et plantebord og krukker med hosta og bregner – det skal nemlig også kæmpe om pladsen med en stor velduftende caprifolie), havemuren ud mod et grønt fællesareal danner bunden af den enorme køkkenhave og den sidste side mod øst er et kedeligt plankeværk. Her har jeg også ladet det grønne kravle og dække. Den tildækning vil jeg naturligvis helst ikke miste. Så rødderne skulle bevares i et eller andet omfang. Det er lykkes nogenlunde.
 
20181128_095253
Mellem jul og nytår hvor vi havde et par langsomme hjemmedage uden planer, fik Ulrik bygget de to højbede i lærketræ. Gode og massive. Og jeg fik maset dem på plads i jorden, uden om og forbi diverse rødder. Den røde Ingrid Bergman rose der var forvist til hjørnet bag gyngestativet, står nu fint som en inkluderet del af det ene højbed. Det håber jeg hun kommer til at trives med.
 
20181225_143454
I januars blandede frost og pløre lod jeg projektets fysiske del passe sig selv (og tumlede mentalt videre i min søgning efter hvilke planter, af dem jeg ønsker i køkkenhaven, der trives bedste sammen, hvilken type jord til hvilken plante osv.)
 
Da stormfloden ramte Holbæk Fjord og skyllede tang op som isolerende stibelægning, hentede jeg to cykelkurvfulde. Det var helt magisk at cykle på det tykke lag tang. Og naturligvis blev jeg nødt til at tage billeder og nyde den isolerende og anderledes lyd, inden jeg lagde den halvfrosne tang i først den ene cykelkurv og så den anden. Tangen har jeg haft liggende på havefliserne til skylning i regnbygerne. Jeg gemmer det til palmekålen og grønkålen.
 
20190110_090831

I weekenden har jeg, udover at komme til at bestille en håndfuld frøposer på nettet i en tidlig morgentime, hentet kompostjord på genbrugspladsen og købt stenmel til at stampe havestier omkring bedene.

Nu får det lov til igen at ligge på standby for en stund. For nu er en ny uge i gang med yoga mandag, kurbad tirsdag, fødselsdag hos min bror onsdag, første kursusaften i blomsterbinding + talentshow på ungernes skole torsdag for ikke at nævne en udtrækning af en mælketand (min!) og en tur på ambulatoriet hvor yngste datter på syv skal have ny insulinpumpe, fredag.
 
Jo ugen kommer til at gå hurtigt, som altid. Midt i alle ugens herligheder glæder jeg mig over, at weekenden er relativ ledig til køkkenhaveprojektets etape nr. jeg ved ikke hvad. Små skridt. Det er blevet mit havemantra. Så kan jeg nemlig nå at udføre planer i haven, mens jeg navigerer rundt i familiens øvrige hverdagsliv. Det ene må ikke udelukke det andet.
Signature"

Nåletræer og sne..

…i stille vind. Knirkende frostkrystaller under skiene og ditto i lungerne. En ny tyk og ualmindelig blød halsdisse, bevægelse af den stive kontorkrop, mange nybagte sprøde boller til morgenmad. Og lösgodis. Ja, det er de små detaljer der gælder.

Som fx at jeg vælger at nævne at jeg har erhvervet en ny halsdisse. Det gør jeg fordi den har ydet ekstra lækker varme og blødhed. To vigtige ting for en der elsker at lukke enhver sprække der skaber gåsehud. Sprækker der forstyrrer mig i at opleve nuet. Sensitiv, ja!

Jeg har lige været på ski. I Lindvallen, Sälen. Min egen lille familie og en anden på fem. Det er alpin, løjpe op og ned. Og i år en særlig fornøjelse fordi der nærmest ingen vind var. Ingen brainfreeze på stoleliften. Lidt mindre sne end andre år. Løjperne fine at stå på dog. Det var mere tyngden af sne på de flotte nåletræer rundt om i terrænet der var anderledes end fx sidste år.

Nåletræer udstråler en fantastisk ro som de står der. Og bare står. Ligeglade med barske vejrforhold og sneen der til tider ligger i tykke forpuppede lag på de elastiske grene. Dette billede er fra sidste år:

20190127_115435

I år anede man de grønne nåle i højere grad. Ja bortset fra på toppen hvor rimfrosten på smukkeste vis indhyller enhver overflade:

20190126_091637
20190126_091921

Jeg bliver aldrig træt af at betragte dem uanset hvor meget sne, eller ej, der måtte være faldet på dem. Stoppe op og knipse billeder, nyde de forskelligartede faconer på de tusindvis af træer mellem hytter og løjper.

Denne gang kom jeg lidt tættere på. Både fordi jeg kørte ind i et træ på en sjov skovtur..

20190126_095528

…men også fordi jeg i år lejede langrendsski i nogle timer. Tempoet og roen tiltalte mig og jeg drog afsted uden at have haft de smalle ski på før. Det gik fint, ingen skulle jo skynde sig. Altså dvs dem der sprintede afsted i sporet i det fedeste slimwear og alene med konditionstræning for øje, ja de var jo samtidig gode til uden problemer at drøne ud af sporet, forbi mig og ind på de to smalle spor igen.

Efter noget tid med øjnene fast naglet i sporet og fokus på balance og bevægelse kunne jeg i højere grad løfte hovedet (og lyne jakken op og tage lufferne af, for nu havde jeg da fået varmen!). Jeg nød lyden af stilhed og synet af sne og nåletræer.

20190125_152556
20190125_150827
20190125_151711
20190125_144225

I mens min varme krop arbejdede rytmisk i sporet og tilbagelagde 9 km, drømte jeg om en hytte-til-hytte tur på langrendsski. Bevægelse og ro, sove primitivt i naturen, ud og afsted og indånde en langsom sneisoleret verden.

Den sidste hyttelignende bygning jeg så i Sverige i nat var nu blot et WC på en p-plads. Men se lige hvor idyllisk sådan en simpel fornødenhed kan se ud i et vinterlandskab:

20190126_195356
20190126_195432

Hvor kan naturen bare noget. Som intet menneskeskabt nogensinde ville kunne. Det var bare det jeg ville sige.

Signature"

En ny oplevelse..

..der intet har med havefordybelse at gøre. Og måske alligevel. Hvis man reflekterer over hvorfor oplevelsen er ny for mig.

Helt uvant bød årets første uger på både HBO og Netflix. To steder jeg ikke ellers begår mig. Og på sigt heller ikke kommer til at benytte i samme omfang. Men det har faktisk været en god oplevelse. På Netflix har jeg set Biers nye Birdbox.
En genre jeg efterhånden helt udelukker at se. Scary shit. Og alligevel gav den mig et pust af en svunden tid med den type dvdfilm, venner, dyner, chips og ingen bagkant. Ja dengang var Bullock der også!

Det der dog har gjort mest indtryk og er grunden til, at jeg skriver om det, er HBOserien “My brilliant friend”. Jeg må bare anbefale den. Jeg har set den første og indtil videre eneste sæson, otte episoder. Hvad? Det er pænt mange timer. Hvordan kan det lade sig gøre for mig, er der måske nogen der kan tænke. Det tænker jeg i hvert fald selv.

Forklaringen findes i Napoli-romanerne. Elena Ferrantes fire velskrevne bøger om to veninders opvækst i et arbejderkvarter i Napoli. Bøgerne skildrer 50’erne og 60’erne og videre frem gennem pigernes voksenliv.

Jeg mangler at læse den fjerde og sidste bog “Det forsvundne barn”. Jeg “sparer” lidt på den. I stedet kastede jeg mig som sagt over den første sæson som udkom i november og som udspiller den første bog der på dansk hedder “Min geniale veninde”. Fantastisk filmet og spillet. Historiens begivenheder er meget sammenlignelige de indre billeder jeg dannede ved læsningen. Barske livsvilkår og langsom fordybelse.

Og hvorfor nu gøre så meget ud af at have set film og serier…de fleste jeg kender gør det på fast basis hver dag, hver uge…jamen det ved jeg ikke. Måske fordi indholdet alligevel har tilført mig noget. En oplevelse at fordøje og en masse at reflektere over. Blandt andet hvorfor jeg føler at tv er en udefinerbar virkelighedsflugt som jeg da holder af i små mængder og med mellemrum, men ikke som et dagligt fix. Det ville gøre mig trist. Jeg vil gerne være tilstede i den verden jeg ånder i. Også selvom den verden ofte overmander mig med stimulans så jeg glemmer at ånde. I hvert fald at ånde fuldt ud. Kender I det?
 
Vejrtrækningen er kun placeret i toppen af lungerne indtil jeg bliver opmærksom og i få minutter trykker stemplet i bund, fylder de hungrende lunger for derefter at sende stemplet til tops så den sidste kuldioxid i lungernes mørke bund presses ud og væk.
 

Det er også derfor jeg søger haven og planterne, finder værdi i min tid der. Hvor der godt nok er nye tanker og stimuli, men hvor jeg for det meste får fordøjet det hele. Husker at trække vejret og er til stede. Vi er jo forskellige. For alle I serie og film folk, I får nok nøjagtig samme velvære og følelse når I har været inde i det jeg tillader mig at kalde virkelighedsflugt.

Nu er bog nr fire pakket ned. Den skal med på skiferie, læses langsomt, den skal holde længe. For efter den stopper alle de dejlige billeddannende ord i Napolis gader. Derefter den søde ventetid til sæson to udgives og jeg igen kan hoppe ind og gense Lenú og Lila´s verden i billeder dannet af andre end jeg.

Signature"

Forår inden vinter..

..eller forår uden vinter. Forårsbebuderne er piblet frem i løbet af den milde december. Sikkert også hjemme hos dig.

I dag er vejret fugtigt, mildt og lyst. Og jeg har fået hilst på de første deltagere til 2019 haveåret. De var sprøde, grønne og struttende af livsbekræftende vækst.

Nogle steder i landet er vintergækker og erantis sprunget ud. Det er de nu ikke i min have. Vintergækker har jeg på vej med lange fine skud. Det hele er lidt tidligere end ellers grundet det milde vejr. Det er svært at modsætte sig forårsfornemmelserne der kommer straks jeg får øje på de sprøde skud der er brudt gennem den bløde jord.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Selvom jeg stadig venter på, at perioder med sne og kulde skal rulle over mig for at få kalibreret mit indre ur, så nyder jeg at starte på hyppigere haverunder igen. Nu hvor det er blevet lysere. Jeg elsker at stikke hovedet helt ned i jorden og undersøge hvor langt de forskellige løgplanter og tidlige stauder er nået. Hvordan de sårbare førsteårs skud af sommerens frø har overlevet, indtil videre. Og senere om noget udebliver grundet en manglede længerevarende frostperiode. Vi får se.

I virkeligheden er jeg lidt glemsom omkring hvad jeg har drysset af frø forskellige steder. I det øjeblik jeg drysser løs, føler jeg mig sikker på, at det husker jeg let til næste år. Jeg har da trods alt skrevet en del ned. Man kender vel sine begrænsninger. Men skriblerierne sker både i notesbog, på frøposer og i noter på min telefon. I år vil jeg lave en havekalender. Et samlet overblik.
Så skal jeg ikke gå og gætte om en skøn sommerblomst er på vej eller om der er tale om en invasiv ukrudtsplante jeg burde hive op.

Inden jeg bliver for ivrig er der stadig nogle måneder hvor haven kan nå at blive en bundfrossen pind. Og det er også ok. Faktisk mere end ok. Jeg bliver jo bare så draget af det spirende liv under fodsålerne, at jeg nærmest ikke kan vente med at komme ud og nyde det grønne og farverige.

Har du stadig snuden i sporet for at klare juleoprydning og gavebytterier?
Eller har du lagt mærke til ændringerne. Lige der ude. I din have eller langs fortove, i kummer, på plæner og i bede. Kom nær en jordflade, buk dig, snus og stil øjet skrapt, de er der. De er på vej med fuld styrke. Og de er bare så hjertelig velkomne.

 

Signature"