Miniaturedrivhuset..

Drivhus, væksthus, orangeri. Jeg reagerer særdeles positivt på enhver beskrivelse af noget med glas og lysindfald, varme og grøn frodighed. Det tiltaler mig enormt. Et sted at få ting til, at vækste. Både planter og kreative ideer. Jeg har længe drømt om de dejligste hjemmegjorte genbrugsdrivhuse. Eller et nyt, opmuret et. Med plads til tænkehat og tomater, plastret til med grønt øjenguf. Til at nyde synet af inde fra huset og til at dimse rundt i, som en forlængelse af haven. En forlængelse af årstiderne. Jeg drømmer videre om de store, pompøse. Og jeg drømmer videre om dem i helt almindeligt format. Som man kan sidde indeni. At have det på matriklen her er stadig på drømmestadiet.
 
Udover, at det jo koster en hel del, vil det kræve, at den gamle slidte carport nedrives for, at afgive den bedste solplads. Den giver husly til brænde, cykler, plæneklipper, havemøber osv. Så det vil betyde et nyt sted til det. Hmm. Pludselig er tankerne på dominoeffekt. Selvfølgelig vil det kunne lade sig gøre. Det er jo bare en tids- og økonomiprioritering. Og måske også et drys enighed.
 
Indtil jeg opdager, at den stenede havejord indeholder smaragder eller jeg vinder i det lotto jeg aldrig spiller, så glæder jeg mig helt vildt over den løsning jeg har været så heldig, at få i år.
 
Jeg har nemlig fået mig et miniaturedrivhus. Uden siddeplads.120×80 cm. Hvad? Det kan da også noget. Hvidt, fint, i genbrugsvinduer og pallerammer.
 
Og der vokser både skoleagurk, busktomaten tiny tim, cherrytomat, basilikum, mynte, purløg, persille, citronverbena, en halvvissen oregano og vandmelon. Det sidste et sjovt forsøg af kerner fra en melon vi spiste i maj. Der er faktisk kommet blomster på og små behårede meloner i pinocchiokuglestørrelse.
 
Der er også en krukke der ser absolut tom ud, men stadig bliver vandet. Det er blommesten fra nogle venners træ. Blommer der smager fuldstændig fantastisk. Jeg mener det er blommen af sorten “Opal”. En tidlig blomme. Stenene var i køleskabet i 3 mdr. i vinters. En kuldeperiode. Og så kan der gå op til 18 mdr. før der sker noget. Vi har ikke givet op.
 
Tilbage til drivhuset. Jeg gik med tanken om selv, at bygge. Men det måtte godt se nogenlunde rart ud, at kigge på. Så jeg fik efter noget tid overtalt min kæreste til, at stå for opbygningen. Det er han nemlig god til. Og han brummede kun lidt undervejs i processen.
 
Ideen til miniaturedrivhuset fik jeg sidste år på CPH Garden Festival i Valby parken. Der stod det. I Signe Wennebergs udstillingshave. Jeg tog billeder. Og hele vinteren kiggede, zoomede, savlede jeg på de billeder. Jeg undlod heller ikke, at dele den lille drøm herhjemme. Der var ikke så stor reaktion.

I foråret fandt jeg pallerammer. Og gamle vinduer. Jeg besøgte klassiske-vinduer.dk ved Kattinge. Gigantisk og fristende udvalg i gamle døre og vinduer. Wow! Jeg målte, vurderede, forstillede mig, beregnede, målte igen, grublede, besluttede mig og kom af sted. Kun med det jeg var taget afsted efter. Ikke et vindue mere end planlagt. Jeg var stolt. Jeg ræsede afsted inden de piplende idéer fik overtalt mig til, at shoppe bilen fuld til senere projekter.

 

20180324_163705

På en forårsdag blev det bygget og efterfølgende malet. Jeg kunne nærmest ikke vente på, at luften blev varmere så der kunne flytte grønt ind og indvie første sæson.

 

Nu er der fuld gang i det lille hus og jeg har sat en havestol ved siden af. Det er nemlig lige der eftermiddagssolen lander sine bløde stråler. Mellem trampolinen, som er drivhusets tætte nabo, den rædsel, og drivhuset, sniger jeg mig til en stund i solen. Kigger ind ad ruden. Så længe, at jeg kan se det hele gro? Nej, men længe nok til, at huske, at trække vejret længere ned i lungerne end hvad dagligdagen ellers byder dem. Imens øver jeg mig i, at holde lyden af trampolinens knirkende fjedrer og ungernes hvin lidt på afstand.  

Agurken gik lidt i stå. Efter et afkast på omkring 10 sprøde agurker, er de kommende agurker gået i stå. De blev gule og visnede. Planten har nået toppen af drivhuset og bugter sig langs taget. Det er formentlig varmen der har standset væksten. Selvom drivhuset er uden bagside, skal dørene vist åbnes hyppigere på de varmeste dage. Det må jeg huske. De vinduer jeg valgte til taget er med råglas. De er matte og yder lidt beskyttelse mod direkte sollys. De stammer i øvrigt fra rådhuset i Roskilde.

Nu venter jeg på, at solen skal modne tomaterne som stadig er fuldstændig grønne. Næste år omrokerer jeg muligvis planternes placering og lader tiny tim komme længst mod syd. Det kan også være det utænkelige sker og min familie forstår det virkelig vigtige behov for, at nedlægge trampolin og carport og skabe mere plads med glas, flere planter med mad på, mere herlighed. Det er lidt op ad bakke ikk´? Vi får se. Indtil da vil jeg fortsætte med, at nyde synet og hyggen ved det lille søde miniaturedrivhus.

Signature"

Roser..

Jeg husker ikke roser i min barndomshave. Og selvom vi boede i Gartnerhaven og alene vejnavnet gjorde det oplagt, at vores og nærliggende haver havde et bredt udvalg af planter og vækster incl. roser, så husker jeg ikke en eneste have med den smukke blomst. Ja vi lavede selvfølgelig parfume af rosenblade, men de kronblade kom vist fra en have nede ad markvejen et sted.

Min forgabelse i roser? Den er bare kommet. Har groet sig fast. Dukkede ud af det blå den første sommer vi havde hus og have. For 10 år siden. Jeg startede med en klassisk rød. Stor og flot. Med en overflade som fløjl. Ingrid Bergmann. Siden er jeg endt med 15 forskellige roser.

Det med den røde rose, det havde jeg ikke valgt i dag. Og Ingrid måtte da også sidste år forlade sin plads centralt i haven. Gemt lidt væk, bagerst i haven (og det med bagerst, det udtryk kan man slet ikke bruge om vores have, men nu gjorde jeg det alligevel). Jeg synes røde roser er guddommelig smukke. Jeg har bare erhvervet mig en mild form for aversion mod gule, orange og røde blomster når vi snakker i min havejord. Jeg synes ikke der er plads til hele farveskalaen på den begrænsede plads vi har. Så jeg holder mig som regel til nuancer i lyserød, fersken, lilla.

 
Når jeg køber en ny rose har jeg (for det meste!) nøje tænkt hvor den skal placeres ifht. solens vandren omkring vores matrikel. Jeg har engang læst, at roser skal have mindst 6 timers sol om dagen for at trives og blomstre optimalt. Vores have er lille og skyggefuld mange timer om dagen. Roser elsker sol. Vores havejord er hård og stenet. Roser elsker løs og rig jord. Det lyder ikke som en god kombination vel? Det er nu gået ret fint alligevel.

 

 

Ghislaine de Féligonde. Ja, det hedder den altså. Den seneste rose her i haven. Jeg plantede et par stykker i efteråret. Og jeg forventer meget af dem. Blomsten skifter farve undervejs som den springer ud. Den er nærmest igennem 4 farver, hvid, creme, sart gul og en knop i koral.

De har allerede været ret gavmilde den første tid her på matriklen. Og det endda selvom de står med noget så kedeligt som udsigten til vores affaldsspande. Rosen kan blive meget høj og jeg håber de med tiden kravler op og dækker det armeringsjern de er plantet op ad og bugter sig videre hen langs havemuren. Det skal jeg nok hjælpe dem med.

 
Når jeg tænker efter tror jeg en del af min kærlighed til disse yndefulde, duftende, farverige, stikkende buske ligger i den meditative vedligeholdelsesproces og det busken efterfølgende kvitterer med.
Gøde, beskære, klippe visne blomsterhoveder af, fjerne sygdomsramte blade, binde op til støtte samt binde grene ned til vandret så planten sætter lodrette sideskud og dermed givere frodigere blomstring.

 

Om vinteren får de en jakke af granris så rødderne kan holde sig varme.Det kribler altid voldsomt i mig i forårsmånederne; hvornår er det varmt nok og uden risiko, at fjerne den efterhånden visne og kedelige jakke og lade roden suge varme fra solen? Ja ja, tjek vejrudsigten “Fjern først når der ingen nattefrost er længere”. Men fakta fjerner altså ikke kriblerier, så jeg skal altid virkelig beherske mig for, ikke at starte oprydning og sæson op for tidligt.

Nu er det sommer. Og selvom den smukkeste periode med roserne er overstået, den hvor de første knopper kommer og blomstringen går amok, så venter jeg spændt på en omgang mere fra de remonterende. Dem der blomstrer mere end en gang i sæsonen. Og lad nu også sommervarmen remontere. Giv os endnu et skud med varme dage og lune nætter. Bare her i juli. Det er jo M.E.G.E.T snart ferietid.

 

 


Signature"

Lyden af siv er sprød..


Sivene, hvis spidse, sprøde blade knitrende strejfer hinanden når vinden leger sig gennem dem, laver den skønneste beroligende lyd, da vi går over dæmningen ved Nyord. Det får mig til at stoppe op og lytte med hovedet i skiftende retninger. Ørerne indfanger lyden på forskellig vis, mens vinden fjumrer rundt i mit hår. Det er sjovt.

Nogle er på arbejde, andre er til eksamen, jeg er her. Med intet andet formål end at være. Og uden anden bagkant end at nå frem til næste B&B. Jeg føler mig heldig. Og afslappet.

Jeg forestiller mig hvordan alle skulle forkæle sit sind ved, at gå over dæmningen. Over de åbne vidder på Nyord, til haven på Lollesgård og spise krebinetter og nye kartofler, til en gæstfri seng hos naboen Nyord B&B, og til dagen efter atter, at blive blæst igennem. Lade vinden tage alle unyttige tanker med sig, ud over dæmningen og sivene, lade dem synke i Østersøen. Med de utallige svalers sang som afsked.
 
 
 
Jeg har lige været 4 dage på Møn. Med min mor. For, af hvad jeg kan erindre, første gang.

Vi har vandret langs en del af Camønoens afmærkede stier, men også ad veje væk fra alfarvej.

Ad smalle stier langs hede, folde, moser, skove. Tilbagelagt kilometervis af strand, på tang, sten, over høfder. Lyttet til gøgen, gulspurven, svaler og fasaner, i krat, træer, på himlen. Nydt synet af smukke græs- og kornarter svaje yndefuldt i vinden på hver side af bugtende hjulspor.

 

Opslugt af den pragtfulde park omkring Liselund Slot hvor vi sov i nat, nød jeg nysgerrigt alle de hver især fremadartede lysthuse rundt om i parken. Sådan et ville jeg gerne have plads til i min have!

Jeg har stukket snuden i kridten ved klinten og fundet lidt fossiler. Indsnuset duften af sommervarme markveje. Helt ind hvor det hele huskes og føles.

Som du har gættet har jeg nemlig haft tid. Tid til at tage verden ind. Uploade det pragtfulde og massive indtag af syn, dufte, vind, lyde. Jeg har nydt, at tage det ind efterhånden som naturen har budt mig det. Og taget det ind når vi har pauset på Naturcenteret Ulvshalevej med medbragt te, på en dejlig kollegas sommerhusterrasse til synet af heden og forfriskningen hun kærligt havde efterladt os, i Borre foran Dagligbrugsen fordi der lige var en bænk og sulten meldte sig, på uendeligt smukke og afvaskede træstammer på stranden nedenfor klinten..Ahhhh. Blide bølgeskvulp og synet hvilende i horisonten langt borte. Der uploadede jeg på fuld skrue. Langsomt.

 

 

Nu har jeg givet staffen, som i det her tilfælde er min mor, videre til min moster. Idag vandrede vi alle 3. Imorgen vandrer de. Så med vind i håret, sol i kinderne og nussede bukser, støvede sko og saligt smil, i busser og tog op gennem Sjælland, på vej hjem og kysse på min lille familie, sad jeg henført og drømte om hvornår jeg igen skulle betræde Møns rigdom.

Samtidig sad jeg og afklimatiserede mig selv ved tanken om, at jeg imorgen møder kontrasten; Jeg er inviteret med 22 stk. 0.klasse børn i Tivoli.

Tak møn og tak natur. Tak fordi I begge er langsomme. Det gør mig godt.
Vi ses med sikkerhed igen!

Lad dig friste og inspirere til en fantastisk naturoplevelse. Læs mere om Camøno her
Signature"

Velkommen til..


Mit første indlæg. De ord skrev jeg, og sad så og stirrede lidt på mine fingre. Hvordan skaber jeg direkte forbindelse mellem hjernen og fingrene dernede på tastaturet. Sådan en slags forbindelse der let som ingenting filtrerer og omdanner tanker, fornemmelser og ideer til sorte fine bogstaver.

Ja, det lyder egentlig enkelt. Vi gør det jo hver dag. Omdanner. Til talte ord og tekst. Jeg har virkelig bare meget i pulterkammeret deroppe. Vi snakker ikke verdensøkonomi, politik, sorg eller andet tungt stof. Det er simpel hverdagslogistik i en familie på 4, og den hverdag oplever jeg i flere lag og nuancer end jeg kan holde styr på. Jeg har mere input end jeg når, at fordøje og lægge på plads. Og det trives jeg ikke så godt med.

Min indlærte visuelle hukommelse har i mange år hjulpet mig med de særeste ting. Gennem flere år er de visuelle aftryk af en oplevelse dog begyndt at smuldre. Hverdagsoplevelserne når simpelthen ikke til et blivende billedestadie. Det stadie jeg på et senere tidspunkt kan hive frem på nethinden som et hjælpeværktøj midt i en sætning. Uploadingen afbrydes af nye dejlige oplevelser, nye livsbekræftende indtryk. Moder jord løber hurtigt. Og jeg halser stakåndet efter.

Jeg gider ikke halse mere. Derfor har jeg købt lagerplads ude i byen. Jeg har købt dette værelse på et webhotel. Pulterkammer hjemme, webhotel ude. Så kan jeg fordele mine massive masser 2 steder og få mine billeder igen. Jeg savner dem sådan.

Haven er noget nær det eneste sted jeg opnår, at fuldende uploading af indre billeder. Og det var også her jeg en aften i sidste uge, hvor haven og jeg rigtig var gået i sync, fik ideen om en blog.  Jeg har aldrig haft planer om, at udbasunere og uploade tanker på nettet. Jeg synes derimod det er hyggeligt, at dele havebilleder. At udveksle ideer, planter, historier og tips om vækster med andre der bare har snerten af en grøn lillefinger. Denne blog vil indeholde en blanding af lille have og store tanker.

Min blog er et forsøg, et eksperiment, en impulsiv idé, en udladning. Et ønske om (fra alle der kan og lyster at bidrage til det), at lære mig flere tips om vækster og have, om foto og om mig selv. Særligt er det et ønske, at genetablere min gode hukommelse. Og det gør jeg ved, at muge ud, og skabe lagerplads. Og jeg er lige begyndt med første flyttelæs til webhotellet. Det bliver SÅ godt!

Signature"