Haverunde..

En haverunde hos mig er, for de fleste, hurtigt overstået. Især hvis man tænker antal skridt. For mig kan det, hvis jeg får tiden, tage ganske lang tid. Og jeg elsker det. Jeg skal lige catche op på hver en blomst og plante. Se hvordan den har udviklet eller afviklet sig siden jeg sidst jeg kiggede til den. Sommetider får jeg kigget og trimmet hyppigt. Det fungerer dog sjældent i virkeligheden, så oftest går der et par dage i mellem. Og så nyder jeg, at opdage, at blomster og planter har levet deres helt eget liv mens jeg har levet eller hængt i med mit. Naturligvis er det særligt tydeligt når jeg har været bortrejst. Jeg elsker at træde ind i haven. Hvis jeg kan se mit snit til det, har jeg kun lige sat det første læs fra bilen ind i huset, før end jeg med rolige skridt lusker rundt i haven og hilser. Det er ren og magisk opladning. Sortering i de oplevelser jeg netop har været afsted på. I går ankom vi fra en dejlig uge ved Algarvekysten i Portugal. Hvor vegetationen er fuldstændig anderledes og knap så frodig. Hvor klipper, bølgeskvulp og solens særlige lys har indprentet sig. 

Med en haverunde får jeg rejsens oplevelser på plads samtidig med, at jeg flytter mig mentalt hjem igen. Andre opnår det samme ved, at pakke ud og vaske tøj. Nogle smider sig på sofaen og forholder sig helt i ro mens det indre øje bearbejder oplevelserne. Det må være de færreste der kører fuld skrue med almindelig hverdags adfærd efter en rejse. Eller måske findes der faktisk mennesker der får klaret deres oplevelser fuldstændig undervejs mens de opleves? Uden at vende tilbage i de indre billeder og bearbejde, men blot får oplevelsen gemt direkte på drevet. Det kan være de samme mennesker der altid kommer hjem med rent tøj i kufferten, klar til at blive lagt på plads, fordi de undervejs på ferien har vasket tøjet. Jeg ved det ikke. Det er også lige meget. Det finder vi hver især nok ud af. Vi kan jo kun forholde os til, samt leve ud fra, vores eget indre liv og præferencer. Jeg ved i hvert fald hvordan jeg selv får rystet rejsen ned i de mentale hukommelsesskuffer.

Haverunden starter sommetider direkte fra bildøren, ind i haven og tjekke det første bed med Willestrup, Gertrud Jekyll, Eglantyne og Brother Cadfael. Ja det er roser. De 3 sidste er sat i efteråret, så de er mere sårbare end den førstnævnte som jeg har haft i en del år. Alle mine roser har fået hestepærer i efteråret. Godt krudt, at starte foråret op på (de kiggede ikke engang underligt da jeg stod med min spand og ske og spurgte om lov på rideskolen..). Jeg har efterfølgende læst mig til, at friske pærer kan være lige stærkt nok for rødderne, men det er heldigvis gået uden nævneværdige skader.

I bedet står også en del digitalis (fingerbøl) som nu næsten er afblomstret efter en masse flotte uger med besøg af adskillelige brumbasser. De elsker at kravle op i hvert fingerbøl og guffe pollen. Det kan jeg stå og glo på i ret lang tid! Der er også et fint lille tæppe af nye digitalisplanter. Rosetter der er kommet af frø i år og som næste år gror lange flotte stokke med et utal af mørklyserøde fingerbølblomster. Digitalis er 2årig. Grønne bladrosetter det første år, blomster det andet år, rosetter, blomster, rosetter..

Pink Bombast

I år har jeg i samme bed drysset frø fra den smukke “Pink Bombast” valmue. Frø fra min mors have. Den første frynsede pudderkvast sprang ud lige akurrat inden vi rejste. Eller det vil sige jeg fik et tip som fremskyndede processen, fra min meget erfarne havenabo. Babette. Hun deler en masse viden om blomster med mig. Det er fantastisk med havesludder på stien mellem vores haver. Valmueblomsten var dagen inden afrejse ca.1cm. åben med hver en grøn yderskal. Da jeg nævnte, at den desværre nok foldede sin skønhed ud efter jeg var taget afsted, fortalte hun, at man lige så forsigtigt kan lirke de grønne yderskaller åben, så springer blomsten hurtigere ud og så ville jeg kunne nå, at se den frisk udsprunget. Jeg var ikke klar over, at man kunne gøre det uden at ødelægge alle de fine sammenkrøllede kronblade, som jeg forestiller mig blomsten har en helt bestemt udspringsrækkefølge på. Faktisk havde jeg lidt svært ved, at rode med naturen og krænge blomsten op inden den selv var klar. Jeg lyder vanvittigt, I know. Hvor mange gange har jeg som barn ikke undersøgt diverse blomster og hakket, pillet, åbnet knopperne. I hvert fald fik det mig til, at stoppe midt i den naturstridige handling. Jeg turde kun lirke den halvt åben. Dagen efter kvitterede den heldigvis med en helt åben, rund lyserød kvast. Wow. I dag, en uge efter, er der både nogle helt i blomst, nøgne frøstande samt knopper der kun lige akkurat har åbnet sig. De valmuer skal jeg helt sikkert også have næste år.

Stadig i samme bed ved indkørelsen, har jeg Chinese Foxglove. Pink. På dansk; kinesisk fingerbøl. En blomst i digitalis familien. Jeg har sået den fra frø og har, blandt andre steder, udplantet i dette bed. Den trives, er grøn, vokser, men må være lidt sen i det. Jeg kender den ikke i forvejen. Frøene er sendt fra England. Jeg venter spændt på hvordan den arter sig gennem sommeren.

Videre til det jeg kalder skyggebedet. Grundet placeringen i skyggen af carporten. Det er kun nogle år gammelt og ikke vokset helt til endnu. I bedet har jeg forskellige hostaer, bregner, påskeklokker, løvefod. Samt et lille aflangt kar i granit hvor solsortene elsker at tage bad. Og jeg elsker at betragte dem gøre det, fra køkkenvinduet.

Jeg går forbi den grimme trampolin og stikker hovedet ind i drivhuset.  Agurken og de 2 tomater har det godt i vandingskassen. Forskellen fra sidste uge er, at tomaterne på planten Tiny Tim nu ikke kun er grønne! Juhuu! Røde tomater. Jeg plukker 4. De smager ikke af meget. Øv. De næste skal vist sidde lidt længere inden jeg ivrigt hiver dem af klasen.

Rosen Abraham Darby der står i krukke nær drivhuset får klippet et par kedelige hoveder af. Lathyrus (ærteblomst) er også i fuld gang 3 steder i haven. Trods de er knap på langt fremme som sidste år på denne tid. “Midnight Blues” og så en mixet lyserød som jeg ikke husker navnet på. Jeg knipser lidt bælge af hist og pist. Så blomstrer de flittigere da planten ikke skal bruge energi på at danne og udvikle bælgen der opstår efter afblomstring. Klipper man blomster af til vase, blomstrer lathyrus også flittigere. Det samme gælder Dahlia/Georginer. Dem har jeg ikke haft tidligere da jeg har anset dem for store til haven. I år har jeg dog prøvet, i hver sin krukke (Og en i jorden, men den blev hurtigt strippet af sneglene). Knoldene blev lagt på tyndt lag jord i marts, indenfor, og sprayet med ganske lidt vand nu og da. Efter kort tid kom der skud som voksede sig gode og sprøde inden knolde med skud blev plantet ud i haven efter sidste nattefrost. De blomstrede inden vi rejste og blomstrer flot i dag. Et fantastisk smukt og grafisk mønster de præsterer, at danne. Hvordan hulen gør de det, de knolde der.

I bedet med roserne Louise Odier og James Galway, bor også drumsticks (prydløget Sphaerocephalon – ja, derfor kalder jeg dem bare drumsticks..), samt lægekvæsturt, stjerneskærm og blåhat “Mars Midget” (som egentlig er bordeaux). Bedet mangler fylde. Så jeg skal enten væbne mig med tålmodhed, hvilket absolut ikke er min stærke side, eller supplere bedet med en blåhat og en stjerneskæm mere. For nu får de lov, at vælte lidt rundt blandt hinanden.

Ved havehuset står lidt blandet og der sker løbende lidt udskiftning og omrokering. En flot stikling af en gren fra et klokketræ (Abutilon Hybridum), en lyserød Hortensia, den klassiske pelargonie Dronning Ingrid, en del fremspirrede planter der pynter i krukker og på fade i stedet for i bedet, en zinkbalje med nedklippede staudesalvie.

Omme ved hoveddøren, på den anden side af havehuset, har roserne Strawberryhill og New dawn taget en pause i varmen og har ikke tid til flere blomster pt. Krukken med pragtkærte, som jeg har spiret fra frø sidst på vinteren, pynter med et par drumsticks som eneste blomster i det hjørne. Jeg lagde mærke til den hvide pragtkærte første gang i Italien, sidste sommer, og i denne uge i Portugal. Den er let, hvid og med en anelse pink kanter i kronbladet. På gasskabet står en række husløg og i nærheden også en sart og lys stokrose.

Som du nok kan læse kender jeg knap begrænsningen for hvad jeg skal bringe ind i haven. Og jeg har endda knap nævnt det halve af hvad der egentlig stikker op af den stenede jord. Jeg betragter det som et forsøg på, at tjekke ud hvad der kan leve i delvis skygge og kedelig havejord. Trives det i haven, hvordan vokser det til, sår det sig selv, er det nemt/svært at holde, hvordan er farverne osv osv. Det er en stor del af charmen ved det daglige liv året rundt i haven. Og især ved disse haverunder. De er vigtige. Synes jeg.

Signature"

2 tanker om “Haverunde..”

  1. Så flotte blomer og andre vekster – og så godt skrevet. Som om eg var på besøk i hagen din. Fortsatt god sommer Siv!

  2. Tak Trine. Jeg går og kigger på dem hvert øjeblik jeg kan. Rigtig god sommer til dig også.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.