Den store havefest på Sofiero..

…eller den stora trädgårdsfesten om du vil. Vi er i hvert fald i Sverige. Eller det var vi. I går. Hele dagen. Fra morgen til sen eftermiddag. En haveveninde og jeg.

Jeg har længe ønsket, at opleve Sofiero Slott og parken omkring. Og da jeg, lidt sent, kom i tanke om jeg sidste år var gået glip af årets trädgårdsfest fik jeg hurtigt styr på datoen og var heldig, at få følgeskab af Maj. Det er altid dejligt, at dele oplevelsen med en anden. Det var også Maj jeg havde glæde af, at opleve CPH Garden Festival 2017 med og Maj jeg var på min første tur rundt i engelske haver med. Den haverejse kan du læse om her.

Hold k*ft hvor var det hyggeligt igår. Jamen, virkelig en dejlig dag. Planter, prydløg, pileflet. Krukker, havehandsker og -redskaber, træbænke, vand i jern, zink og et hav af madvarer produceret lokalt. Flotte blomsterdekorationer, stande med sjove minihaver, brede kulørte bede. Øjenguf så langt mit øje rakte.

Frodige krukker der gennem sommeren er vandet godt og svulmer over i flotte farver. Og de skønneste grønne kløfter, raviner, som slottet vist er ret kendt for. Her trives rhododendron i læ og det er både sikkert og vist, at jeg kommer tilbage et sent forår. For, at gå en tur i det enorme og vidtstrakte blomsterhav. Det må jeg simpelthen opleve. Og det selvom jeg (endnu) ikke ser rhododendron blandt mine favoritter og alene har to stykker for, at skabe mere grønt i haven vinteren igennem. Derudover synes jeg det er sjovt, at nipse de visne toppe af efter afblomstring. Det kan jeg. Fordi jeg kun har to. Sofiero lader vist de millioner af visne toppe drysse ned af sig selv..

I orangeriet var det street-art af kunstneren Camillo. Hvor jeg fluks ville have fyldt det skønne glashus med vækster all over, så var det enkelt og tomt. Det lækreste gamle teglgulv fik rigtig plads at vise sig på. Helt tomt var det nu ikke. Et kæmpemæssigt bed svang sig fra et normalt horisontalt niveau og op ad væggen. Som en dyne indhyllede blomsterhavet et sovende grafisk skabt kærestepar. Meget fin installation.

I kongens gamle vinhus dannede de meget gamle vinstokke et flot gardin langs glasset og udgjorde en fin eventyrlig ramme. Der kunne jeg godt have siddet en halv dag i fred og ro og ladet tankerne rende. Hvis det altså ikke havde været for alle de andre haveelskende der også havde fundet vej til Sofiero.

Omkring vinhuset ligger bla. lysthaven, køkkenhaven, melonhaven. En pragtfuld stemning forstærket af duften af modne æbler og grøntsager.

Sofiero har naturligvis også en hyggelig lille stråtækt bygning med blomster, krukker og staudesalg. En stund var jeg henført til de store engelske besøgshaver hvor stråtag, potter, stauder og havesager nærmest er helt obligatorisk.

Endelig var der de sprøde, høje, farverige dahlia. I år har jeg selv forsøgt mig med to forskellige, eller det vil sige tre, men sneglene nåede at gumle den ene.
Jeg er ret begejstret for dem og næste år vil jeg helt sikkert igen tilføje min have denne skønhed. Måske denne gigantiske lyserøde sag, som jeg desværre ikke fik navnet på, men enorm og smuk var den.

Afslutningsvis vil jeg ikke undlade at nævne, at tanken om, at vores afdøde Dronning Ingrid jo har trådt sine barndomssko på Sofiero slot er ret fin når man vandrer rundt på slottet, i parken, i haverne. På slottet hang der billeder og ved et fremtidigt besøg kunne det være sjovt, at bruge mere tid på, at dykke ned i den historik. På det første billede nedenfor, er det Dronning Ingrid der står med sine søskende, nr.to set nede fra. I går var samme trappe regnvåd og blomsterpyntet.

Skråt over vejen fra slotsparken ligger Sofiero Gård. Med brødudsalg, kage og en lækker butik med diverse økosager. Vi snuppede te og en kage, købte en håndfuld grovboller til hjemturen og en stak sjove knækbrød med kommen.

Så var vi tanket op og klar til hjemturen. Bilen blev fyldt med snak og tanker omkring hvilke planter der ville passe hvor og hvilke bede der skulle tages fat på først. Hvad der helt sikkert ikke duede og hvad der helt sikkert gerne måtte finde vej til vores haver. Vi shoppede lidt sager, men fyldte ikke bilen som mine dagdrømme ellers sendte mig billeder af da vi var på vej. Der var flotte planter, men egentlig til samme pris som herhjemme, så vi drog intet hastværk. Underligt nok! Jeg købte to forskellige alliumløg som jeg er meget spændt på. Allium vineale hair og oreophilum. Dem har jeg ikke mødt før, så det glæder jeg mig til.

Har du lyst til noget, at glæde dig til, så kan du jo tjekke slottets hjemmeside her og se om ikke du skal have planlagt en dagstur til det svenske. Jeg lover dig du får en sanserig dag. Også selvom der ikke lige er havefest.

Signature"

Mit havehus..

Mit. Ja, det kalder jeg det uden at tøve. Det gør jeg vist også med haven. Selvom det ret beset også er de tre andre familiemedlemmers. Men kaldenavnet afspejler brugerne. Og jeg er enormt meget enebruger. Særligt når det kommer til havehuset. På instagram tagger jeg det #sivshavehus. Og vores yngste datter kaldte det fornylig “mors hus”. Herligt. For det er fuldstændig rigtig set. Denne sommer har jeg hver morgen lusket derud med morgenteen. Jeg har siddet i min gode stol omgivet af havebøger og notesbøger, plantepinde, beskærersakse, frøposer og jutegarn, stiklinger i små potter og andre fremelskede planter.

Luk bagdøren op, mærk den friske morgen, bare tæer, fire trin ned, to skridt hen. Der ligger mit havehus. I det slidte murede skur. Opført i 1923, lige som vores hus. Havehuset udgør halvdelen af skuret. Det er dannet af to sprossede vinduesrammer hvor der før var muret gavl. I fronten hvor der før var dør og et vindue, er der nu åbent kig til haven.

Skuret omdannede vi til havehus i sommeren 2015. På det tidspunkt havde jeg nok talt pænt meget om muligheden. Så meget, at jeg nok pressede det ud over kanten. Jeg målte og talte mursten, til beregning af vinduesvæggen. Handlede vinduer i passende størrelser på dba. Og så kom min kæreste om bord i det. Måske mest for, at få fred for sin plageånd. Mig. Senere opdagede han hurtigt hvor glad jeg blev for havehuset og det arbejde han havde lagt i det.

Efter vinduesvæggen var etableret rensede og vandskurede jeg indervæggene. Sidste år blev gulvet nivileret. Før det var gulvet temmelig skævt grundet et for længst funktionelt afløb. Vandtilførelsen i den gamle metalledning blev sløjfet og vandet i skuret ført hen på hovedhuset i form af en udendørshane som jeg siden har haft meget glæde af når krukkerne skal vandes.

Gennem de tre år har stole, bænke, borde, potter, planter, billeder og diverse skiftet plads utallige gange. Om vinteren fjerner jeg det der ikke tåler kulde og fugt. Havehuset bliver fyldt med krukker og planter der skal skærmes for sne og slud. Bladene fra pæretræet hvirvler ind og det hele ser lidt tamt og forladt ud. I løbet af foråret når varmen kommer, begynder jeg lige så stille, at feje, tørre af, rykke krukker ud, rykke rundt og omplacere.

Det er ikke ligefrem et sted man ruller sig på gulvet, her er støv og plante-snuller, jord, edderkopper og vandskjolder, efter mine uhæmmede vandinger. Og skjolder fra de utallige krus med te jeg har haft stående hist og pist. Men her er rart og hyggeligt, grønt og inspirerende.

Taget er (næsten) intakt. Noget alm.bølgeeternit. Jeg drømmer sommetider om glastag eller blot termotag med godt lysindfald. Denne sommer har jeg nu elsket den kølige skygge. Med et glastag ville jeg dog selv kunne vælge sol eller skygge – der kunne etableres lyse lette gardiner hvis vi får flere af disse dejlige solrige somre. Jeg tænker vindrue og flere solelskende blomster. Samtidig kunne resten af det gamle skur få et sedum tag. Et grønt tag. I vækst. Hvor hyggeligt ville det ikke være, at betragte inde fra huset? Og fra haven? Det ville være enormt smukt og frodigt! Drømme, drømme..

Hvad der befinder sig i havehuset og hvilke krukker, planter, sten og finurlige ting der er opstillet foran havehuset, det varierer. Både fra år til år, men også mange gange i løbet af sæsonen. Noget visner og bliver kedeligt, andet gives væk, nyt kommer til. Det hele skaber en naturlig forandring i indtrykket. Det må også gerne rode lidt. Ting efterlades ofte som de blev brugt dagen før.

I havehuset dannes og gror ideer og drømme om kap med forårets fremspirede spæde haveglæder, med sommerblomster og bier, med sensommerens kulør og efterårets varme glød. På det tidspunkt begynder havehuset at blive forladt af sin ellers faste beboer. Der krammes farvel og på gensyn til alle de gode stunder.

Men for nu er sæsonen langt fra slut. Langt fra.  Her er stadig en masse grønt, at nyde..

Signature"

Vand. Regnvand..

Vindstille. Vindue på klem. Frisk luft strømmer ind. Presses nærmest ind. Af regnen. Den massive regn der buldrer ned over veje, tage, plæner og træer. Mmm. Det dufter himmelsk. Sådan oprindeligt. På en måde. Så simpelt. Jeg elsker, at den smukke indviklede natur fremstår så simpel. Sol, tørke, tung luft, regn, opklaring, storm, vindstille.

Dryp. Lyden er mild og afrunder seancen af buldrende regn. Dryp, dryp. Fra tagrender, grene og havemøbler. Jeg nyder lyden fra det åbne vindue her inden sengetid. Det har været en god dag. 1.skoledag-dag og tid til det hele uden, at gøre det hele. Vejrmæssigt har det været en meget blandet dag. Den har indeholdt en masse regn. Og sol. Den har været lidt kølig, men også ret varm.

Efter et kæmpemæssigt regnskyl (som naturligvis kom lige som vi forældre forlod skolen efter fælles morgenmad!), ankom vi hjemme, ret fugtige. Og selvom det stadig dryppede lidt, måtte jeg bare runde haven. For solen havde afløst regnen. Haven stod grøn, sprød og frisk i sollyset.

 

 

 

 

 

Nu vil jeg sige farvel til dagen. Indsnuse den sidste kubikmeter og sige godnat godnat..

 

 

 

Signature"

Kæmpejernurt..

En af mine ynglingsblomster. Yndig, let og svævende. En staude, og så alligevel ikke, altid. Jeg købte 2 for nogle år siden. Efter hver af de første par vintre, dukkede der fint blade og senere blomster frem. I år er det kun den ene plante der har overlevet. Flere steder sælges den også som 1-årig da de ofte ikke klarer den danske vinter.

Heldigvis er det en plante der er enormt god til, at sikre sig efterkommere. Måske er det dens lange vejrende stilke. Der i efterårsvindene svinger sine tørre frø vidt omkring. Jeg finder dens babyplanter spirende frem temmelig langt fra selve moderplanten. På bar jord, i krukker hos andre vækster eller i flisebelægningens smalle fuger.

Jeg er ret glad for blomster der svæver. Lidt løftet over resten af bedet. I evig bevægelse med deres små nydelige hoveder.

Som med violfrøstjerne. Jeg har en almindelig og en dobbelt. Især den dobbelte havde jeg glædet mig til, at skulle se blomstre i år. Plantet i efteråret. Ak, den tørre sommer krøllede knopperne sammen inden de sprang ud. Så den har jeg stadig til gode. Bladene er grønne, så den er fint i vækst, og jeg har klippet den lidt tilbage. Måske når den at komme med nye blomster? Vi får se.

En anden sprællende staude på høje spinkle stilke er den vinrøde blåhat. Ja navn og farve matcher ikke rigtig vel? Den hedder altså blåhat, på dansk. Ellers Knautia Macedonia “Mars Midget”. Den blomstrer længe. Jeg har kun en enkelt. Skulle lige se hvor meget den bredte sig ved selvsåning. Det er den så ikke pokkers ihærdig med (eller også er jeg utålmodig..). Jeg har noteret i mine efterårsplaner, at bedet skal have en blåhat mere. Der skal fylde på så de fine stilke kan støtte hinanden.

Kæmpejernurt, eller Kæmpeverbena om du vil, lader jeg gro hvis den kommer egnede steder. Ellers lirker jeg dem forsigtigt op og omplacerer i egen have eller giver væk til glæde andre steder.

I år har jeg lavet en lille koloni i en høj spand. I et hjørne af haven. Nær cykelparkeringen i carporten, der i øvrigt altid kan trænge lidt cover up. På nær de to uger i maj hvor Klematis Montana Rubens lyserøde blomster danner det smukkeste tæppe omkring carporten.

Det andet sted kæmpejernurt er samlet i flok, ud over moderplanten i mit lillabed, er i en zinkbalje der egentlig indeholder rosen Dronning Margrethe. Rosen er afblomstret og kæmpejernurten har taget over. Helt af sig selv. Som en af dette haveårs overraskelser. Tænk de bare dukker op og ser så forbandet godt ud. Og så lige ved indgangen til vores hus. Hvilken velkomst!

Signature"

Kinesisk fingerbøl..

“Nu skal I høre alle tre, jeg har lige opdaget noget helt vildt specielt” siger jeg, med dryssende havehandsker og store øjne. Midt i stuen. Der kan jeg altid finde min familie. Jeg overdriver mit tonefald, bare for sjov. Ungerne tror jeg har fundet en fyldt og forladt Hjem-is bil. Det har jeg ikke. Jeg har opdaget noget der er meget bedre!

Den største og fremmeste plante af mine fremspirede kinesiske fingerbøl, har sat en ordentlig håndfuld sideskud. Det vidste jeg da ikke den gjorde sådan en? Jeg troede den spirede ved frø. Senere på året havde jeg tænkt mig, at samle frø fra den. Så jeg blev noget overrasket da jeg, for at vande den grundigt, løftede de mange takkede blade, og opdagede de små babyer moderplanten havde sat omkring sig i krukken.

I virkeligheden var jeg bare ved at vande krukkerne for derefter, at banke de 3 andre i lynkrig, som er denne uges favorit kortspil inden sengetid.

Kortspillet blev hurtigt udsat. Jeg var alt for nysgerrig omkring, at komme retur i haven. Retur for lige så stille, at lirke de små sprøde babyplanter væk fra deres mor. Hen i hver deres potte med plads til at vippe rødderne.

Det var først efter omplantning og kortspil, at jeg igen søgte efter et dansk navn til denne skønne plante. Og fandt, at kaldenavnet er kinesisk fingerbøl. Jeg var klar over den var i slægtskab med digitalis/alm.fingerbøl, men jeg havde kun det latinske og engelske navn på frøposen fra Det Engelske Haveselskab. Rehmannia Elata og Chinese foxglove.

Jeg kan læse, at den ikke er særlig vinterhårdfør. Så måske mister jeg den snart store familie med de takkede blade og fine pink fingerbøl. Heldigvis kunne jeg samtidig læse mig til, at der til efteråret kan samles frø. Så skulle planterne ikke overleve vinteren, er der håb i frøene.

De kom med posten og udviklede sig til en simpel glæde for mig.

Og i virkeligheden er det ikke simpelt, for hey, hvor enestående er det lige, at et bitte frø kan skabe så meget skønhed? Jeg kan blive ved, at undres over det. Min glæde ved planternes udvikling blev bekræftet med den glæde der boblede i mig ved mit fund. Jeg lignede en lottovinder, en glad julegris, en kvinde der så to streger. Her var der bare mindst 10 babyer. Og I kan tro jeg holder øje med flere.

Signature"

Frø..

Frø. Af de tørre slags. Ikke de fugtige der hopper og siger quark quark.
Raslende, tørre frø. Liv. Gentagelse. Forventning. Den stemning rammes jeg af, når jeg tænker på hvad de tørre frø fra haven bringer mig af skønhed næste år.

Jeg er ikke altid sikker på hvordan og hvornår alle frø spirer bedst. Det tager jeg hen ad vejen. Prøver mig frem. Gode råd, havebøger, magasiner, nettet. Faktisk sidder jeg og kommer i tanke om bogen “Frøbogen” af Ulla Hasselmark. Den kan jeg varmt anbefale. Jeg skal have opstøvet den et sted. Det er sjovere, at have den lige ved hånden, end at skulle frem og tilbage på biblioteket. Bogen indeholder utroligt mange fifs om alt, hvad damen Ulla har afprøvet med frø. Således havde jeg da også op til flere forskellige frø i køleskabet hen over vinteren. Hun har nogle gode ideer og råd, ja vel nærmere eksakt viden om hvornår og under hvilke forhold frøene er gladest og mest gavmilde.

De frø jeg samler i øjeblikket er akeleje, tobaksplante, klokketræ og den flotte lyserøde pom pom valmue “Pink Bombast” som jeg har haft for første gang i haven i år. Akelejerne, en skøn forårsplante, har nu allerede sået sig selv flittigt. Flotte genkendelige blade rundt om i haven. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan drysse lidt flere hist og pist.

 

Sidste år fandt jeg frøposer i Søstrene Grene og har heldigvis stadig en rest tilbage. For en start ligger frøene dog og tørrer helt inden de kommer i poser og system.

I England har jeg købt en metalkasse til frøposer og -breve. Den er tom. Indtil videre. Står og bidrager til havestemningen i mit havehus. Snart bliver den fyldt op med gode sager.

Frø fra RHS. Royal Horticultural Society. Det engelske haveselskab. Jeg meldte mig ind på en haverejse tilbage i september. Senere på året modtog jeg den herligste medlemsmail om, at jeg, ud fra en alen lang liste, kunne vælge frø til en billig penge. Frø samlet ind i de 4 haver selskabet har rundt om i England. 15 små frøposer for under 10 pund! Hva´be´har? Det kan jeg da ikke lade være med. Og jeg hyggede mig virkelig i de mørke vintertimer. Googlede oversættelser af diverse spændende engelske og latinske navne inden jeg nøje udvalgte min samling blandt hundredevis.

England har et mildere klima end Danmark, grundet Golfstrømmen der passerer i Atlanten. Jeg undlod derfor, at vælge frø af de mest frostsårbare stauder, da jeg formentlig ikke ville få særlig glæde af dem her i Danmark. Det må afprøves en dag i fremtiden når jeg har det der lækre orangeri med brændeovn eller anden form for varmeforsyning. Hm..

En af de meget vellykkede fra RHS frøposerne, det er Rehmannia Elata “Chinese Foxglove. Jeg har fået enormt mange planter ud af den pose frø. Givet en del væk, men nyder stadig en ti stykker her i haven. Og den første der har skabt en stængel og flotte pink klokker er denne skønhed.

Og se så her. Et hav af bittesmå, spæde, grønne digitalisplanter. Allerede! Det er få uger siden jeg skrev om, at have drysset jorden fuld. Fantastisk.

Signature"