Frø..

Frø. Af de tørre slags. Ikke de fugtige der hopper og siger quark quark.
Raslende, tørre frø. Liv. Gentagelse. Forventning. Den stemning rammes jeg af, når jeg tænker på hvad de tørre frø fra haven bringer mig af skønhed næste år.

Jeg er ikke altid sikker på hvordan og hvornår alle frø spirer bedst. Det tager jeg hen ad vejen. Prøver mig frem. Gode råd, havebøger, magasiner, nettet. Faktisk sidder jeg og kommer i tanke om bogen “Frøbogen” af Ulla Hasselmark. Den kan jeg varmt anbefale. Jeg skal have opstøvet den et sted. Det er sjovere, at have den lige ved hånden, end at skulle frem og tilbage på biblioteket. Bogen indeholder utroligt mange fifs om alt, hvad damen Ulla har afprøvet med frø. Således havde jeg da også op til flere forskellige frø i køleskabet hen over vinteren. Hun har nogle gode ideer og råd, ja vel nærmere eksakt viden om hvornår og under hvilke forhold frøene er gladest og mest gavmilde.

De frø jeg samler i øjeblikket er akeleje, tobaksplante, klokketræ og den flotte lyserøde pom pom valmue “Pink Bombast” som jeg har haft for første gang i haven i år. Akelejerne, en skøn forårsplante, har nu allerede sået sig selv flittigt. Flotte genkendelige blade rundt om i haven. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan drysse lidt flere hist og pist.

 

Sidste år fandt jeg frøposer i Søstrene Grene og har heldigvis stadig en rest tilbage. For en start ligger frøene dog og tørrer helt inden de kommer i poser og system.

I England har jeg købt en metalkasse til frøposer og -breve. Den er tom. Indtil videre. Står og bidrager til havestemningen i mit havehus. Snart bliver den fyldt op med gode sager.

Frø fra RHS. Royal Horticultural Society. Det engelske haveselskab. Jeg meldte mig ind på en haverejse tilbage i september. Senere på året modtog jeg den herligste medlemsmail om, at jeg, ud fra en alen lang liste, kunne vælge frø til en billig penge. Frø samlet ind i de 4 haver selskabet har rundt om i England. 15 små frøposer for under 10 pund! Hva´be´har? Det kan jeg da ikke lade være med. Og jeg hyggede mig virkelig i de mørke vintertimer. Googlede oversættelser af diverse spændende engelske og latinske navne inden jeg nøje udvalgte min samling blandt hundredevis.

England har et mildere klima end Danmark, grundet Golfstrømmen der passerer i Atlanten. Jeg undlod derfor, at vælge frø af de mest frostsårbare stauder, da jeg formentlig ikke ville få særlig glæde af dem her i Danmark. Det må afprøves en dag i fremtiden når jeg har det der lækre orangeri med brændeovn eller anden form for varmeforsyning. Hm..

En af de meget vellykkede fra RHS frøposerne, det er Rehmannia Elata “Chinese Foxglove. Jeg har fået enormt mange planter ud af den pose frø. Givet en del væk, men nyder stadig en ti stykker her i haven. Og den første der har skabt en stængel og flotte pink klokker er denne skønhed.

Og se så her. Et hav af bittesmå, spæde, grønne digitalisplanter. Allerede! Det er få uger siden jeg skrev om, at have drysset jorden fuld. Fantastisk.

Signature"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.