Mit havehus..

Mit. Ja, det kalder jeg det uden at tøve. Det gør jeg vist også med haven. Selvom det ret beset også er de tre andre familiemedlemmers. Men kaldenavnet afspejler brugerne. Og jeg er enormt meget enebruger. Særligt når det kommer til havehuset. På instagram tagger jeg det #sivshavehus. Og vores yngste datter kaldte det fornylig “mors hus”. Herligt. For det er fuldstændig rigtig set. Denne sommer har jeg hver morgen lusket derud med morgenteen. Jeg har siddet i min gode stol omgivet af havebøger og notesbøger, plantepinde, beskærersakse, frøposer og jutegarn, stiklinger i små potter og andre fremelskede planter.

Luk bagdøren op, mærk den friske morgen, bare tæer, fire trin ned, to skridt hen. Der ligger mit havehus. I det slidte murede skur. Opført i 1923, lige som vores hus. Havehuset udgør halvdelen af skuret. Det er dannet af to sprossede vinduesrammer hvor der før var muret gavl. I fronten hvor der før var dør og et vindue, er der nu åbent kig til haven.

Skuret omdannede vi til havehus i sommeren 2015. På det tidspunkt havde jeg nok talt pænt meget om muligheden. Så meget, at jeg nok pressede det ud over kanten. Jeg målte og talte mursten, til beregning af vinduesvæggen. Handlede vinduer i passende størrelser på dba. Og så kom min kæreste om bord i det. Måske mest for, at få fred for sin plageånd. Mig. Senere opdagede han hurtigt hvor glad jeg blev for havehuset og det arbejde han havde lagt i det.

Efter vinduesvæggen var etableret rensede og vandskurede jeg indervæggene. Sidste år blev gulvet nivileret. Før det var gulvet temmelig skævt grundet et for længst funktionelt afløb. Vandtilførelsen i den gamle metalledning blev sløjfet og vandet i skuret ført hen på hovedhuset i form af en udendørshane som jeg siden har haft meget glæde af når krukkerne skal vandes.

Gennem de tre år har stole, bænke, borde, potter, planter, billeder og diverse skiftet plads utallige gange. Om vinteren fjerner jeg det der ikke tåler kulde og fugt. Havehuset bliver fyldt med krukker og planter der skal skærmes for sne og slud. Bladene fra pæretræet hvirvler ind og det hele ser lidt tamt og forladt ud. I løbet af foråret når varmen kommer, begynder jeg lige så stille, at feje, tørre af, rykke krukker ud, rykke rundt og omplacere.

Det er ikke ligefrem et sted man ruller sig på gulvet, her er støv og plante-snuller, jord, edderkopper og vandskjolder, efter mine uhæmmede vandinger. Og skjolder fra de utallige krus med te jeg har haft stående hist og pist. Men her er rart og hyggeligt, grønt og inspirerende.

Taget er (næsten) intakt. Noget alm.bølgeeternit. Jeg drømmer sommetider om glastag eller blot termotag med godt lysindfald. Denne sommer har jeg nu elsket den kølige skygge. Med et glastag ville jeg dog selv kunne vælge sol eller skygge – der kunne etableres lyse lette gardiner hvis vi får flere af disse dejlige solrige somre. Jeg tænker vindrue og flere solelskende blomster. Samtidig kunne resten af det gamle skur få et sedum tag. Et grønt tag. I vækst. Hvor hyggeligt ville det ikke være, at betragte inde fra huset? Og fra haven? Det ville være enormt smukt og frodigt! Drømme, drømme..

Hvad der befinder sig i havehuset og hvilke krukker, planter, sten og finurlige ting der er opstillet foran havehuset, det varierer. Både fra år til år, men også mange gange i løbet af sæsonen. Noget visner og bliver kedeligt, andet gives væk, nyt kommer til. Det hele skaber en naturlig forandring i indtrykket. Det må også gerne rode lidt. Ting efterlades ofte som de blev brugt dagen før.

I havehuset dannes og gror ideer og drømme om kap med forårets fremspirede spæde haveglæder, med sommerblomster og bier, med sensommerens kulør og efterårets varme glød. På det tidspunkt begynder havehuset at blive forladt af sin ellers faste beboer. Der krammes farvel og på gensyn til alle de gode stunder.

Men for nu er sæsonen langt fra slut. Langt fra.  Her er stadig en masse grønt, at nyde..

Signature"

En tanke om “Mit havehus..”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.