Vi har en trampolin. Sådan en er jo eddergrim. Ungerne er begejstret for den. Så den er her. Jeg lever med den. Sikkert en del år endnu. I år er jeg begyndt at fylde op med krukker rundt om den og under den. Altså bare langs den kant der vender ud mod haven. Ikke under hele trampolinen! Jeg sætter ikke fælder ud der giver ungerne varige mén og får dem til at droppe den eddergrimme tingest. Jeg er ikke ond. Dog. Sagen er bare den, at jeg inde fra køkkenvinduet kigger lige ud på den. Det kan ikke være anderledes. Men jeg kan forsøge at forskønne den, gemme den, glemme den. Og det er min mission med disse krukker.
I krukkerne er der rhododendron, hosta, limefarvet hortensia, storkenæb, en stor kløver samt en bregne. Og jeg vil godt have kanten af grønt endnu bredere og grønnere.
Mit skyggebed med hosta, bregner, løvefod støder lige op til trampolinen. Bedet har jeg derfor netop udvidet, så den ene spids nu breder sig lidt ind under trampolin. Foran krukkerækken. En lille del af græsplænen, der alligevel var mos og bare pletter, er nu fjernet til fordel for flere skyggeelskende grønne planter.
Det har ikke kostet mig en tur på planteskolen denne gang. De seneste dage har vi nemlig været i Sverige. På den dejligste ødegård. Omkranset af skov med de smukkeste gyldne farver. I skovbunden fandt jeg lupiner, bregner, små nåletræer, mos, bunddække med sølvmønsterede blade og en enkelt stor digitalis. Da vi trillede af sted med det hele føltes det næsten som om jeg havde været en tur på planteskolen.
I det udvidede skyggebed står nu bregnerne og det flotte bunddække. Samt 5 hostaer (som er stiklinger fra mine egne og andres).
Ved havehuset står mindre krukker med svenske små nåletræer og venter på en tot mos. Så kan de på smukkeste vis bidrage til den kommende vinterpynt i haven.
