Juletræ af skovbund..

..et plantestativ i en potte, ståltråd, thuja, mos i mange arter, lau. Hygge i havehuset i aftes. Ved mit nye nostalgiske arbejdsbord, en høvlebænk fra min gamle folkeskole. Te i termokop og egentid en stund.

Det var et forsøg på at lave noget der ligner et juletræ. Og det er endt nogenlunde. Grønt og duftende. Jeg dykkede ned i poser med svensk skovbund. I dag er mostræet kommet ud i dagslys og pynter i haven. Ovenpå mit lille murede vandkar, der er tømt for i år. Forhåbentlig pynter træet hele vinteren. Eller i hvert fald indtil fuglene hapser det fra hinanden. Vi får se.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Lyset var naturligvis anderledes i aftes. Elektrisk og ikke direkte på arbejdsbordet. Men I kan nok fornemme forløbet her alligevel:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hen over de næste uger vil jeg prøve at lave et par mindre træer. Også i potte, men svævende, på en lodret gren, og bundet omkring hønsenet. Derudover har kransebinderveninderne en aftale søndag hvor jeg vil glæde mig til endnu engang at skabe selv, i fællesskab. Det bliver formentlig den obligatoriske adventskrans. Den skal jo for dælen snart være klar.

Derudover bliver der også en dag i børnehøjde, hvor granfnuller, lerfingre og fuld gas på glimmer og julestads, omdannes til juledekorationer med eget kalenderlys. Og jeg har vist også fået lovet ungerne, at vise hvordan de binder om en halmkrans. Det skal der nok komme skønne, livlige kreationer ud af.

Her er mørket så småt på vej ind over weekendens sidste timer. Og jeg glæder mig til at se de små diodelys på det nye mostræ. God søndag aften!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Signature"

Sæsonskiftet..

..har uden overraskelse været undervejs de seneste mange uger. Det har vi ligesom opdaget alle sammen. Også at det har været et lunere efterår end sædvanligt. Men har vi alle sammen lagt mærke til farveforskellene på de planter, træer og buske vi har i egen have? Eller er væksternes klædeskifte kun betragtet som en flygtig konstatering, mens vi fræsede afsted i bil, tog eller cykel. På vej til noget der skulle ordnes. Forbi flotte læhegn af træer og buske der i oktober stod som det vildeste flammehav. Lige der tror jeg vi alle bemærkede det. For nogle var det blot denne flygtige konstatering, for andre; gentagne udbrud af dyb betagelse helt inde fra hjertet, som et ydmygt tak for hvad øjnene netop havde sendt.

Når så bilen, cyklen, gåbenene, favne fulde af varer, tasker, børn kommer hjem, i tiltagende mørke eftermiddage og aftener, ser vi så havens forvandling? Nej ikke rigtigt, vel?

Og man kan så spørge sig selv om det er vigtigt. Det er jo det samme der sker hvert år. Det sker jo uanset om man kigger med eller ej. Og det hele bliver jo grønt igen mens solsorten triller. For mig er det dog vigtigt at følge med. For mig er det nærende fordybelse. At stikke snuden og alle sanser tæt på nærmest hvert enkelt blad, bed, hjørne af haven. (Godt den ikke er stor, haven).

Jeg higer efter haverunder i dagslys. Sommetider ultrakorte, andre gange lidt længere og langsommere.

Lige så meget som jeg elsker foråret, i hvert fald n.æ.s.t.e.n lige så meget, elsker jeg efteråret. Altså når følelsen af sommer helt definitivt har sluppet sit tag i mig. Så vender jeg mig mod den kommende periode, sæson, årstid. Og nyder oprydning og afvikling. Havemøbler og sarte planter der skal i skjul og frem med lys, gran og tanker om året i haven.

Når jeg før skrev “vender mig mod” så er det hvad der konkret sker på mit indre billede. Min indre fornemmelse. Derinde hvor jeg pejler mig ind på en ny sæson, lægger låg på seneste sæson, tuner følelsesmæssigt ind på hvor vi er nået på årskalenderen. Det er faktisk ikke så nemt at forklare. Fordi det hver dag bare sker inden i mig. Det er ikke noget jeg så ofte tænker på, reflekterer over. Et dagligt værktøj som jeg ikke ved hvorfor og hvordan jeg har skabt. Jeg ser både året, måneder, uger og dage visuelt. I forskellige farvetoner. Jeg kan zoome ind, dreje den visuelle kalender, koble følelser, stemninger, begivenheder op. Jeg bruger det hele tiden og når der er sæsonskifte skal jeg lige kalibreres. Sådan at jeg mentalt står det rigtige sted på den der kalender inde i mit hoved. Ja, jeg ved det godt. Det lyder faktisk lidt gakket. Det var egentlig heller ikke det indlægget skulle handle om. Det hænger bare aldeles godt sammen med min betragtning af havens forfald. Og det var det vi kom fra.

Se nogle smukke farver og ændringer i haven:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 Udover blade der ændrer sig er der stadig lidt blomster og grønt:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I krukken hvor en hosta pryder hele sommeren, men nu er visnet ned, har jeg sat taksgrene (snuppet i min mors haven og på ide fra hende, genialt!) Nu står krukken fin og grøn hele vinteren. Samtidig beskyttes hostaknolden. Og de tulipanløg jeg har lagt omkring knolden. En indpakket gave med forårsguf:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De sarte planter i krukker er sat på høvlebænken i værkstedet. Udover kinesisk fingerbølplanterne, er jeg især øm over for “Tibets blå valmue” (Meconopsis Betonicifolia) som det er lykkes mig at holde liv i. Fra frø til plante. Hele to stk. De må meget meget gerne overleve vinteren og til næste år skyde i højden og danne blomster. Jeg ved endnu ikke hvor de skal stå i haven. Men det er lige meget. Det vigtigste er at få dem til at danne spire, se dem gro, nurse dem så de forbliver.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Signature"

Kransebinderi..

..det var hvad jeg oplevede i onsdags. Sammen med en håndfuld dejlige veninder. Hjemme hos mig. Med en skøn, anerkendende, glad blomsterbinder som instruktør. Hun hjalp os i gang efter vi havde fyldt maverne med lækkert brød, ost og pølse. Vi var klar og også spændte på opgaven. I forvejen havde blomsterbinderen sørget for grønt at binde med. Fem forskellige slags vækst som vi findelte i små buketter inden vi gik i gang. Buskbom, sølvblad, hortensia, hyben fra rosa multiflora samt elkogler. Humøret og selvironien var til stede, blandt ja-hatte og god snak. Vi bandt på helt traditionelle halmkranse med kraftig vindseltråd/ståltråd. God og nem begyndertråd sagde damen.

Processen var god og alles fokus var intenst. Familie, arbejde, ting vi burde gøre..alt var glemt, skubbet til side til fordel for det at skabe. Når man skaber noget hver for sig, sammen. Helt tæt på hinanden. Så sker der noget magisk. Det skete for os i onsdags. Det er sådan jeg oplever det. Og se lige resultatet:

Sådan kan man fylde sin fødselsdag med noget godt. Fylde minde-kontoen med noget pragtfuldt. Give inspiration til andre og glædes ved at se dem få ideer (og måske bagefter stjæle nogle af dem..høhø..)

Det er faktisk allerede endt med, at vi i vores euforiserende rus har aftalt en dag om nogle uger hvor vi igen mødes. Og øver os i mere kransebinderi. Hooked? Det tror jeg vist nok!

Og nu vil jeg pakke det sidste, kører op i en svensk skov tre timer herfra. Deltage i et retreat med yoga, meditation, badesø, sauna og RO. Jeg glæder mig SÅ meget. Rigtig god weekend til alle!

Signature"