Roser #2

Roser tiltrækker mig. Jeg ævler ofte om dem, jeg fylder min have med dem, nyder dem i bøger og med lurende blikke over hække og stakitter. Familie og venner ved det og jeg beriges med gaver der relaterer sig til denne gudesmukke stikkende plante.

En af julens særlige overraskelser til haven, er et gavekort til David Austin Roses i England. Fik jeg lige ekstra julelys i øjnene? Det skaber dog et enormt dilemma. En af de dejlige slags dilemmaer; hvilke roser blandt hundredevis af sart rosa, lyserøde, pink skal jeg denne gang kaste min kærlighed på og hjembringe til min lille have? Hvilken ledig plet er mest solrig, hvor skal de slå deres rødder.

Dernæst opstår endnu et væsentligt spørgsmål; Skal jeg netshoppe eller bringer gavekortet mig ud i endnu en magisk rundtur i engelske haver. Naturligvis med laaangvarigt rutestop i Austins plantecenter, rosenhave og tesalon.

Spørg mig om jeg allerede har tjekket flypriser til Birmingham! Tilset mine på googlemaps gemte “where-to-go” garden and manors i en god radius af Austin Roses. Svaret er et rungende JAAA!! Beslutningen er langt fra taget. Drømmen bobler ulmende mens jeg nyder den farverige og velillustreret 250 siders håndbog der fulgte med gavekortet.
 

Udover Torben Thims rosenbog og en stående invitation til rosenplanteskolen i Løwe, fik jeg også min første barrodsrose i fødselsdagsgave i efteråret. Sendt med posten fra min kusine i Odense. Herligt. Og hendes valg af rose var formidabelt. En rose jeg allerede havde købt det forgange efterår. Spot on på min smag. Og dobbelt op på skønhed, nu da jeg har to af samme slags.

Jeg modtog også et tip om en rundrejse i Bulgarien hvor der er rosenfestival i starten af juni. En rejse jeg siden har drømt en del om fordi den er skruet så fantastisk sammen. Og fordi jeg vil det hele. Hvilket kun lader sig gøre for ganske få. Lottomillionærer og sådan nogen. Men tjek lige rejsen ud. Den er da for lækker.

Tilbage til slutningen af årets anden sidste dag har jeg nydt, at den milde vinter gør det muligt fortsat at se blomster på Ingrid Bergmann, Willestrup og Gertrud Jekyll og at jeg har fået den lækreste rosensaks der kribler i hånden for at komme ud og skyde sæsonen i gang. Men. Vi skal vel lige have en vinter først. Og et nytår først. Og i det nye år er der både blomsterbinderkursus, flere havebesøg, etablering af ny køkkenhave og hvad der HELT sikkert ellers bliver tilføjet af fantastiske haveoplevelser jeg vil dele med jer. Vi ses i 2019!

Signature"

Julefred. Hvad er det?

..ja jeg ved det altså ikke. Hvis du troede jeg ville komme med forklaringen, så må jeg skuffe dig. Jeg sad bare og tyggede lidt på ordet efter at have ledt efter den stemning, der var i mig lige nu.

Den kan både opstå og sænke sig. Mærkelig modsætning egentlig. Er den der når vi er lige ved at nå klimaks d.24. om aftenen. Eller er det lige nu. Hvor fridagene fra den almindelige hverdag starter. Ingen madpakker, vækkeure, bagkanter. Er det turen i kirken med ungernes skole i dag, julebingo i klassen eller den konfekt vi trillede rundt med i eftermiddags, til playlisten “Christmas Crooners”. Mens vi både fik jogget marcipan og flormelis i gulvtæppet, hældt flydende chokolade på den nye stol i papirflet og i øvrigt glemte klokken fordi den ikke var vigtig.

Det stritter lidt i mig at bruge ordet. Julefred. Her er sgu ingen fred. December. Det er december. Hvem filan finder rigtig fred i december. Helt ærligt? Det er en måned med hverdag plusset med flere arrangementer end sædvanligt. Og de er hyggelige. Det er de faktisk. Plusset med gaver og indkøb. Og det meste har jeg da godt nok nået uden stress. For jeg har den frihed at kunne prioritere at være på nedsat tid, så en del har jeg kunne ordne mens mine kollegaer har arbejdet. Og jeg har nydt det og er taknemmelig for muligheden.

Det betyder ikke jeg ikke har travlt. Det synes jeg altid jeg har. Med at nå hen til næste opgave, glemme en anden, komme i tanke om en tredje og løse en fjerde. Det ruller. Ind mellem benene på mig. Datoen skifter hurtigere end jeg nærmest får øje på.

Jeg har af samme årsag ikke prioriteret, at lave indlæg her på bloggen i mere end en måned. Det gik der lige pludselig. En måned og tre dage faktisk. Men nu fik jeg et øjeblik. En dejlig stemning af minus opgaver i pipeline. Et nyt spisebord at sidde ved, der er hvidt og lyser ethvert sind let. Her er ro. Intet tv. For Ulrik er på bar. Her er ingen Christmas Crooners. Ingen søde døtre der i hvert mit øre spørger og fortæller. De sover. En let brummen fra den bærbare. Let regn på ruden.

Min sjæl har i et sjældent øjeblik indhentet mig. Jeg er forenet med den. Det føles rart. Det er ikke tit det sker. Oftest halser den efter mig. Jeg har savnet den. Måske er det derfor ordet julefred kom til mig. Da jeg ledte efter at sætte ord på den stemning inden i. Men hvad hedder stemning så hvis den opstår i februar, i maj eller august?

Det finder jeg ud af til den tid. Hvis den rammer mig.
Måske er det sjælefred? Ja den tager jeg!

Men for nu kalder jeg den julefred. Og med den følger også lidt konfekt til teen. Jeg er jo alene i stuen. Ingen ser jeg hapser lidt godter i kagedåsen.

Glædelig jul til jer alle. Find din fred og nyd den. I smug eller sammen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Signature"