Roser #2

Roser tiltrækker mig. Jeg ævler ofte om dem, jeg fylder min have med dem, nyder dem i bøger og med lurende blikke over hække og stakitter. Familie og venner ved det og jeg beriges med gaver der relaterer sig til denne gudesmukke stikkende plante.

En af julens særlige overraskelser til haven, er et gavekort til David Austin Roses i England. Fik jeg lige ekstra julelys i øjnene? Det skaber dog et enormt dilemma. En af de dejlige slags dilemmaer; hvilke roser blandt hundredevis af sart rosa, lyserøde, pink skal jeg denne gang kaste min kærlighed på og hjembringe til min lille have? Hvilken ledig plet er mest solrig, hvor skal de slå deres rødder.

Dernæst opstår endnu et væsentligt spørgsmål; Skal jeg netshoppe eller bringer gavekortet mig ud i endnu en magisk rundtur i engelske haver. Naturligvis med laaangvarigt rutestop i Austins plantecenter, rosenhave og tesalon.

Spørg mig om jeg allerede har tjekket flypriser til Birmingham! Tilset mine på googlemaps gemte “where-to-go” garden and manors i en god radius af Austin Roses. Svaret er et rungende JAAA!! Beslutningen er langt fra taget. Drømmen bobler ulmende mens jeg nyder den farverige og velillustreret 250 siders håndbog der fulgte med gavekortet.
 

Udover Torben Thims rosenbog og en stående invitation til rosenplanteskolen i Løwe, fik jeg også min første barrodsrose i fødselsdagsgave i efteråret. Sendt med posten fra min kusine i Odense. Herligt. Og hendes valg af rose var formidabelt. En rose jeg allerede havde købt det forgange efterår. Spot on på min smag. Og dobbelt op på skønhed, nu da jeg har to af samme slags.

Jeg modtog også et tip om en rundrejse i Bulgarien hvor der er rosenfestival i starten af juni. En rejse jeg siden har drømt en del om fordi den er skruet så fantastisk sammen. Og fordi jeg vil det hele. Hvilket kun lader sig gøre for ganske få. Lottomillionærer og sådan nogen. Men tjek lige rejsen ud. Den er da for lækker.

Tilbage til slutningen af årets anden sidste dag har jeg nydt, at den milde vinter gør det muligt fortsat at se blomster på Ingrid Bergmann, Willestrup og Gertrud Jekyll og at jeg har fået den lækreste rosensaks der kribler i hånden for at komme ud og skyde sæsonen i gang. Men. Vi skal vel lige have en vinter først. Og et nytår først. Og i det nye år er der både blomsterbinderkursus, flere havebesøg, etablering af ny køkkenhave og hvad der HELT sikkert ellers bliver tilføjet af fantastiske haveoplevelser jeg vil dele med jer. Vi ses i 2019!

Signature"

4 tanker om “Roser #2”

    1. På en måde er det svært at vente. Samtidig er det rart at have tid til at nyde længslen. Rigtig godt nytår til dig.

  1. Nytår og havedrømme hører sammen, og du er allerede godt i gang….
    Godt nytår med mange haveoplevelser!

    Hilsen Elna

    1. Godt nytår, Elna. Havedrømme krydser hen over årsskifte og andre milepæle. De er i gang hele året og flere avles frem. Heldigvis er drømme en utømmelig kilde 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.