Nåletræer og sne..

…i stille vind. Knirkende frostkrystaller under skiene og ditto i lungerne. En ny tyk og ualmindelig blød halsdisse, bevægelse af den stive kontorkrop, mange nybagte sprøde boller til morgenmad. Og lösgodis. Ja, det er de små detaljer der gælder.

Som fx at jeg vælger at nævne at jeg har erhvervet en ny halsdisse. Det gør jeg fordi den har ydet ekstra lækker varme og blødhed. To vigtige ting for en der elsker at lukke enhver sprække der skaber gåsehud. Sprækker der forstyrrer mig i at opleve nuet. Sensitiv, ja!

Jeg har lige været på ski. I Lindvallen, Sälen. Min egen lille familie og en anden på fem. Det er alpin, løjpe op og ned. Og i år en særlig fornøjelse fordi der nærmest ingen vind var. Ingen brainfreeze på stoleliften. Lidt mindre sne end andre år. Løjperne fine at stå på dog. Det var mere tyngden af sne på de flotte nåletræer rundt om i terrænet der var anderledes end fx sidste år.

Nåletræer udstråler en fantastisk ro som de står der. Og bare står. Ligeglade med barske vejrforhold og sneen der til tider ligger i tykke forpuppede lag på de elastiske grene. Dette billede er fra sidste år:

20190127_115435

I år anede man de grønne nåle i højere grad. Ja bortset fra på toppen hvor rimfrosten på smukkeste vis indhyller enhver overflade:

20190126_091637
20190126_091921

Jeg bliver aldrig træt af at betragte dem uanset hvor meget sne, eller ej, der måtte være faldet på dem. Stoppe op og knipse billeder, nyde de forskelligartede faconer på de tusindvis af træer mellem hytter og løjper.

Denne gang kom jeg lidt tættere på. Både fordi jeg kørte ind i et træ på en sjov skovtur..

20190126_095528

…men også fordi jeg i år lejede langrendsski i nogle timer. Tempoet og roen tiltalte mig og jeg drog afsted uden at have haft de smalle ski på før. Det gik fint, ingen skulle jo skynde sig. Altså dvs dem der sprintede afsted i sporet i det fedeste slimwear og alene med konditionstræning for øje, ja de var jo samtidig gode til uden problemer at drøne ud af sporet, forbi mig og ind på de to smalle spor igen.

Efter noget tid med øjnene fast naglet i sporet og fokus på balance og bevægelse kunne jeg i højere grad løfte hovedet (og lyne jakken op og tage lufferne af, for nu havde jeg da fået varmen!). Jeg nød lyden af stilhed og synet af sne og nåletræer.

20190125_152556
20190125_150827
20190125_151711
20190125_144225

I mens min varme krop arbejdede rytmisk i sporet og tilbagelagde 9 km, drømte jeg om en hytte-til-hytte tur på langrendsski. Bevægelse og ro, sove primitivt i naturen, ud og afsted og indånde en langsom sneisoleret verden.

Den sidste hyttelignende bygning jeg så i Sverige i nat var nu blot et WC på en p-plads. Men se lige hvor idyllisk sådan en simpel fornødenhed kan se ud i et vinterlandskab:

20190126_195356
20190126_195432

Hvor kan naturen bare noget. Som intet menneskeskabt nogensinde ville kunne. Det var bare det jeg ville sige.

Signature"

En ny oplevelse..

..der intet har med havefordybelse at gøre. Og måske alligevel. Hvis man reflekterer over hvorfor oplevelsen er ny for mig.

Helt uvant bød årets første uger på både HBO og Netflix. To steder jeg ikke ellers begår mig. Og på sigt heller ikke kommer til at benytte i samme omfang. Men det har faktisk været en god oplevelse. På Netflix har jeg set Biers nye Birdbox.
En genre jeg efterhånden helt udelukker at se. Scary shit. Og alligevel gav den mig et pust af en svunden tid med den type dvdfilm, venner, dyner, chips og ingen bagkant. Ja dengang var Bullock der også!

Det der dog har gjort mest indtryk og er grunden til, at jeg skriver om det, er HBOserien “My brilliant friend”. Jeg må bare anbefale den. Jeg har set den første og indtil videre eneste sæson, otte episoder. Hvad? Det er pænt mange timer. Hvordan kan det lade sig gøre for mig, er der måske nogen der kan tænke. Det tænker jeg i hvert fald selv.

Forklaringen findes i Napoli-romanerne. Elena Ferrantes fire velskrevne bøger om to veninders opvækst i et arbejderkvarter i Napoli. Bøgerne skildrer 50’erne og 60’erne og videre frem gennem pigernes voksenliv.

Jeg mangler at læse den fjerde og sidste bog “Det forsvundne barn”. Jeg “sparer” lidt på den. I stedet kastede jeg mig som sagt over den første sæson som udkom i november og som udspiller den første bog der på dansk hedder “Min geniale veninde”. Fantastisk filmet og spillet. Historiens begivenheder er meget sammenlignelige de indre billeder jeg dannede ved læsningen. Barske livsvilkår og langsom fordybelse.

Og hvorfor nu gøre så meget ud af at have set film og serier…de fleste jeg kender gør det på fast basis hver dag, hver uge…jamen det ved jeg ikke. Måske fordi indholdet alligevel har tilført mig noget. En oplevelse at fordøje og en masse at reflektere over. Blandt andet hvorfor jeg føler at tv er en udefinerbar virkelighedsflugt som jeg da holder af i små mængder og med mellemrum, men ikke som et dagligt fix. Det ville gøre mig trist. Jeg vil gerne være tilstede i den verden jeg ånder i. Også selvom den verden ofte overmander mig med stimulans så jeg glemmer at ånde. I hvert fald at ånde fuldt ud. Kender I det?
 
Vejrtrækningen er kun placeret i toppen af lungerne indtil jeg bliver opmærksom og i få minutter trykker stemplet i bund, fylder de hungrende lunger for derefter at sende stemplet til tops så den sidste kuldioxid i lungernes mørke bund presses ud og væk.
 

Det er også derfor jeg søger haven og planterne, finder værdi i min tid der. Hvor der godt nok er nye tanker og stimuli, men hvor jeg for det meste får fordøjet det hele. Husker at trække vejret og er til stede. Vi er jo forskellige. For alle I serie og film folk, I får nok nøjagtig samme velvære og følelse når I har været inde i det jeg tillader mig at kalde virkelighedsflugt.

Nu er bog nr fire pakket ned. Den skal med på skiferie, læses langsomt, den skal holde længe. For efter den stopper alle de dejlige billeddannende ord i Napolis gader. Derefter den søde ventetid til sæson to udgives og jeg igen kan hoppe ind og gense Lenú og Lila´s verden i billeder dannet af andre end jeg.

Signature"

Forår inden vinter..

..eller forår uden vinter. Forårsbebuderne er piblet frem i løbet af den milde december. Sikkert også hjemme hos dig.

I dag er vejret fugtigt, mildt og lyst. Og jeg har fået hilst på de første deltagere til 2019 haveåret. De var sprøde, grønne og struttende af livsbekræftende vækst.

Nogle steder i landet er vintergækker og erantis sprunget ud. Det er de nu ikke i min have. Vintergækker har jeg på vej med lange fine skud. Det hele er lidt tidligere end ellers grundet det milde vejr. Det er svært at modsætte sig forårsfornemmelserne der kommer straks jeg får øje på de sprøde skud der er brudt gennem den bløde jord.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Selvom jeg stadig venter på, at perioder med sne og kulde skal rulle over mig for at få kalibreret mit indre ur, så nyder jeg at starte på hyppigere haverunder igen. Nu hvor det er blevet lysere. Jeg elsker at stikke hovedet helt ned i jorden og undersøge hvor langt de forskellige løgplanter og tidlige stauder er nået. Hvordan de sårbare førsteårs skud af sommerens frø har overlevet, indtil videre. Og senere om noget udebliver grundet en manglede længerevarende frostperiode. Vi får se.

I virkeligheden er jeg lidt glemsom omkring hvad jeg har drysset af frø forskellige steder. I det øjeblik jeg drysser løs, føler jeg mig sikker på, at det husker jeg let til næste år. Jeg har da trods alt skrevet en del ned. Man kender vel sine begrænsninger. Men skriblerierne sker både i notesbog, på frøposer og i noter på min telefon. I år vil jeg lave en havekalender. Et samlet overblik.
Så skal jeg ikke gå og gætte om en skøn sommerblomst er på vej eller om der er tale om en invasiv ukrudtsplante jeg burde hive op.

Inden jeg bliver for ivrig er der stadig nogle måneder hvor haven kan nå at blive en bundfrossen pind. Og det er også ok. Faktisk mere end ok. Jeg bliver jo bare så draget af det spirende liv under fodsålerne, at jeg nærmest ikke kan vente med at komme ud og nyde det grønne og farverige.

Har du stadig snuden i sporet for at klare juleoprydning og gavebytterier?
Eller har du lagt mærke til ændringerne. Lige der ude. I din have eller langs fortove, i kummer, på plæner og i bede. Kom nær en jordflade, buk dig, snus og stil øjet skrapt, de er der. De er på vej med fuld styrke. Og de er bare så hjertelig velkomne.

 

Signature"