Nåletræer og sne..

…i stille vind. Knirkende frostkrystaller under skiene og ditto i lungerne. En ny tyk og ualmindelig blød halsdisse, bevægelse af den stive kontorkrop, mange nybagte sprøde boller til morgenmad. Og lösgodis. Ja, det er de små detaljer der gælder.

Som fx at jeg vælger at nævne at jeg har erhvervet en ny halsdisse. Det gør jeg fordi den har ydet ekstra lækker varme og blødhed. To vigtige ting for en der elsker at lukke enhver sprække der skaber gåsehud. Sprækker der forstyrrer mig i at opleve nuet. Sensitiv, ja!

Jeg har lige været på ski. I Lindvallen, Sälen. Min egen lille familie og en anden på fem. Det er alpin, løjpe op og ned. Og i år en særlig fornøjelse fordi der nærmest ingen vind var. Ingen brainfreeze på stoleliften. Lidt mindre sne end andre år. Løjperne fine at stå på dog. Det var mere tyngden af sne på de flotte nåletræer rundt om i terrænet der var anderledes end fx sidste år.

Nåletræer udstråler en fantastisk ro som de står der. Og bare står. Ligeglade med barske vejrforhold og sneen der til tider ligger i tykke forpuppede lag på de elastiske grene. Dette billede er fra sidste år:

I år anede man de grønne nåle i højere grad. Ja bortset fra på toppen hvor rimfrosten på smukkeste vis indhyller enhver overflade:

Jeg bliver aldrig træt af at betragte dem uanset hvor meget sne, eller ej, der måtte være faldet på dem. Stoppe op og knipse billeder, nyde de forskelligartede faconer på de tusindvis af træer mellem hytter og løjper.

Denne gang kom jeg lidt tættere på. Både fordi jeg kørte ind i et træ på en sjov skovtur..

…men også fordi jeg i år lejede langrendsski i nogle timer. Tempoet og roen tiltalte mig og jeg drog afsted uden at have haft de smalle ski på før. Det gik fint, ingen skulle jo skynde sig. Altså dvs dem der sprintede afsted i sporet i det fedeste slimwear og alene med konditionstræning for øje, ja de var jo samtidig gode til uden problemer at drøne ud af sporet, forbi mig og ind på de to smalle spor igen.

Efter noget tid med øjnene fast naglet i sporet og fokus på balance og bevægelse kunne jeg i højere grad løfte hovedet (og lyne jakken op og tage lufferne af, for nu havde jeg da fået varmen!). Jeg nød lyden af stilhed og synet af sne og nåletræer.

I mens min varme krop arbejdede rytmisk i sporet og tilbagelagde 9 km, drømte jeg om en hytte-til-hytte tur på langrendsski. Bevægelse og ro, sove primitivt i naturen, ud og afsted og indånde en langsom sneisoleret verden.

Den sidste hyttelignende bygning jeg så i Sverige i nat var nu blot et WC på en p-plads. Men se lige hvor idyllisk sådan en simpel fornødenhed kan se ud i et vinterlandskab:

Hvor kan naturen bare noget. Som intet menneskeskabt nogensinde ville kunne. Det var bare det jeg ville sige.