Lidt blandet fra ugen..


..som optrevlede hurtigere end et løbsk garnnøgle. Nu er det søndag eftermiddag. Vinterferien ligger forude. Regnen falder og jeg har egentlig lyst til at gå ud i haven og rive de afklippede staudegrene sammen som jeg i går efterlod på plænen. Sjovt nok finder jeg hele tiden på småting indenfor. Som jeg skal i stedet for. Sy en knap i, vaske mudrede fodspor af entregulvet, rydde et hjørne af køkkenøen hver gang jeg passerer den (en køkkenø som vi altid tømmer vores lommer ud over og aldrig kommer helt i bund med), høre ungerne jamre når de skal sortere kassen med plast, metal, glas og papir, lægge smådimser ud på trappen der hører til på 1.salen osv.

Nu greb jeg pc´en et øjeblik. Smækkede rumpen i lænestolen for at skrive lidt her, lave lidt mere på vores familiefotobog 2018, tænke planer om forårets 2 x 40års fødselsdage, en konfirmation og en nonfirmation. Ingen af delene er noget jeg skal afholde, men gaverne må gerne være noget særligt. De to unge mænd er jeg fx henholdsvis gudmor og faster til. Så jeg må lige stramme mig an og komme på noget med lidt tanker i.

Nå, tilbage til jer og det jeg vil skrive om. Ugen. Eller noget af den. I hvert fald det der relaterer sig til have og blomster. Vi gider ikke tale om den mælketand jeg fik hevet ud fredag. Krateret er syet fint sammen, heler som det skal. Ikke skyggen af smerte. Ikke skyggen af en tandfe…hmm. 

Da jeg stadig havde den lumske tand, torsdag, var jeg til blomsterbinding for første gang. Det viste sig mest at være blomsterdekorationer mere end buketbinding som jeg ellers havde håbet på. Men pyt, det er blot over fem gange og jeg lærte nu allerede noget. En af tingene var, at der går flere tulipaner end tre til et aflangt fad:-)

20190207_181524

I weekenden har vi hentet et læs kompostjord mere til højbedene i min kommende lille køkkenhave. Og det rækker filmar ikke engang! Nu må resten op til kanten blive havejord jeg graver af når jeg gør klar til stenmelsbelægning og så en håndfuld billige plantesække. Det kan godt være de bede skulle have været et bræt lavere. På den anden side er der god jord til rødderne.

20190210_100015

Det er i øvrigt et værre smattet vejr at rode rundt med det jord, men virkelig rart at få det gjort. Det kribler jo som en gal i mig for at komme i gang med hvad der er helt nyt for mig: afgrøder, køkkenhave, kål, ærter, løg og beder. 

Jeg prøver at nedtone mine indre forventningsvisualiseringer. Jeg ser sprøde struttende bede, der dufter og vælter ud over kanten i et stort grønt inferno. Jo mere jeg læser om hvornår hvad skal forspires, hvad skal sås direkte i bedet, hvilke afgrøder passer bedst sammen med hvilke andre og hvad for en jord og kvælstofindhold, for ikke at nævne hvornår hvilke afgrøde er klar til høst og kan afløses af andre. Sikke et puslespil. Det er helt tydeligt, at dem der får det til at ligne en leg er virkelig garvede!

I min iver over at komme i gang, glædede det mig at opdage at chili er langsom, at de med fordel kan såes indenfor allerede i februar. Jeg har valgt en mild slags til salat. “Biquino Yellow” hedder den (den sætter jeg i øvrigt nok i det lille miniaturedrivhus og slet ikke i højbedene). Og så to løgsorter, en bananskalotte og en fransk favorit “Paille des Vertus” kan såes nu. Så det gjorde jeg i går. Med hjælp fra mine to piger. I en smart flamingospirekasse fra Pindstrup (den som er vist på øverste billede). Der er hul i bunden af de 60 plantehuller. På den måde kan man nemt skubbe de små planter op når de skal ompottes.

I marts sker næste omgang såning. Ærter, forårsløg og diverse kål.
Jeg glæder mig til at få fyldt spirebordet på kontoret igen. Et fint fint bord Ulrik byggede til mig for et år siden. Jeg viser lidt billeder af det når det senere på foråret er fyldt op med herligheder og små nye liv.

20190208_085807

Afslutningsvis et billede af min krans fra torsdagens blomsterbinding. Den hænger pt på muren til havehuset. Desværre kan jeg ikke se fra huset om fuglene er gået ombord i hirsefrøene. Men det håber jeg.

Signature"

4 tanker om “Lidt blandet fra ugen..”

  1. Hvor er det en fin krans. Den skal nok blive til glæde for både mennesker og fugle, fuglene skal bare lige opdage den. Det er en fin detalje med de hvide hyacintrødder, der hænger ned fra kransen.

    Hilsen Elna

  2. Tak Elna, ja de små søde fugle skal gerne have nogle dage til at finde og vænne sig til nye fodringssteder. Jeg er spændt på hvor mange hirsespire jeg så får senere… Vh Siv

  3. Jeg er sikker på, du bliver glad for højden på bedene. Masser af god jord til planterne og ikke så langt at bukke sig 🙂
    Sød foderide til fuglene – men det er nu helt synd, at de spiser den, for den er så flot.
    Hilsen Lisbeth

  4. Hej Lisbeth, fuglene har ikke gumlet i den endnu. Det kan nok være den bliver lidt frønnet når først de kommer igang, men pyt med det.

    Ha’ en dejlig mandag, her skinner solen skønt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.