Julefred. Hvad er det?

..ja jeg ved det altså ikke. Hvis du troede jeg ville komme med forklaringen, så må jeg skuffe dig. Jeg sad bare og tyggede lidt på ordet efter at have ledt efter den stemning, der var i mig lige nu.

Den kan både opstå og sænke sig. Mærkelig modsætning egentlig. Er den der når vi er lige ved at nå klimaks d.24. om aftenen. Eller er det lige nu. Hvor fridagene fra den almindelige hverdag starter. Ingen madpakker, vækkeure, bagkanter. Er det turen i kirken med ungernes skole i dag, julebingo i klassen eller den konfekt vi trillede rundt med i eftermiddags, til playlisten “Christmas Crooners”. Mens vi både fik jogget marcipan og flormelis i gulvtæppet, hældt flydende chokolade på den nye stol i papirflet og i øvrigt glemte klokken fordi den ikke var vigtig.

Det stritter lidt i mig at bruge ordet. Julefred. Her er sgu ingen fred. December. Det er december. Hvem filan finder rigtig fred i december. Helt ærligt? Det er en måned med hverdag plusset med flere arrangementer end sædvanligt. Og de er hyggelige. Det er de faktisk. Plusset med gaver og indkøb. Og det meste har jeg da godt nok nået uden stress. For jeg har den frihed at kunne prioritere at være på nedsat tid, så en del har jeg kunne ordne mens mine kollegaer har arbejdet. Og jeg har nydt det og er taknemmelig for muligheden.

Det betyder ikke jeg ikke har travlt. Det synes jeg altid jeg har. Med at nå hen til næste opgave, glemme en anden, komme i tanke om en tredje og løse en fjerde. Det ruller. Ind mellem benene på mig. Datoen skifter hurtigere end jeg nærmest får øje på.

Jeg har af samme årsag ikke prioriteret, at lave indlæg her på bloggen i mere end en måned. Det gik der lige pludselig. En måned og tre dage faktisk. Men nu fik jeg et øjeblik. En dejlig stemning af minus opgaver i pipeline. Et nyt spisebord at sidde ved, der er hvidt og lyser ethvert sind let. Her er ro. Intet tv. For Ulrik er på bar. Her er ingen Christmas Crooners. Ingen søde døtre der i hvert mit øre spørger og fortæller. De sover. En let brummen fra den bærbare. Let regn på ruden.

Min sjæl har i et sjældent øjeblik indhentet mig. Jeg er forenet med den. Det føles rart. Det er ikke tit det sker. Oftest halser den efter mig. Jeg har savnet den. Måske er det derfor ordet julefred kom til mig. Da jeg ledte efter at sætte ord på den stemning inden i. Men hvad hedder stemning så hvis den opstår i februar, i maj eller august?

Det finder jeg ud af til den tid. Hvis den rammer mig.
Måske er det sjælefred? Ja den tager jeg!

Men for nu kalder jeg den julefred. Og med den følger også lidt konfekt til teen. Jeg er jo alene i stuen. Ingen ser jeg hapser lidt godter i kagedåsen.

Glædelig jul til jer alle. Find din fred og nyd den. I smug eller sammen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Signature"

Juletræ af skovbund..

..et plantestativ i en potte, ståltråd, thuja, mos i mange arter, lau. Hygge i havehuset i aftes. Ved mit nye nostalgiske arbejdsbord, en høvlebænk fra min gamle folkeskole. Te i termokop og egentid en stund.

Det var et forsøg på at lave noget der ligner et juletræ. Og det er endt nogenlunde. Grønt og duftende. Jeg dykkede ned i poser med svensk skovbund. I dag er mostræet kommet ud i dagslys og pynter i haven. Ovenpå mit lille murede vandkar, der er tømt for i år. Forhåbentlig pynter træet hele vinteren. Eller i hvert fald indtil fuglene hapser det fra hinanden. Vi får se.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Lyset var naturligvis anderledes i aftes. Elektrisk og ikke direkte på arbejdsbordet. Men I kan nok fornemme forløbet her alligevel:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hen over de næste uger vil jeg prøve at lave et par mindre træer. Også i potte, men svævende, på en lodret gren, og bundet omkring hønsenet. Derudover har kransebinderveninderne en aftale søndag hvor jeg vil glæde mig til endnu engang at skabe selv, i fællesskab. Det bliver formentlig den obligatoriske adventskrans. Den skal jo for dælen snart være klar.

Derudover bliver der også en dag i børnehøjde, hvor granfnuller, lerfingre og fuld gas på glimmer og julestads, omdannes til juledekorationer med eget kalenderlys. Og jeg har vist også fået lovet ungerne, at vise hvordan de binder om en halmkrans. Det skal der nok komme skønne, livlige kreationer ud af.

Her er mørket så småt på vej ind over weekendens sidste timer. Og jeg glæder mig til at se de små diodelys på det nye mostræ. God søndag aften!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Signature"

Sæsonskiftet..

..har uden overraskelse været undervejs de seneste mange uger. Det har vi ligesom opdaget alle sammen. Også at det har været et lunere efterår end sædvanligt. Men har vi alle sammen lagt mærke til farveforskellene på de planter, træer og buske vi har i egen have? Eller er væksternes klædeskifte kun betragtet som en flygtig konstatering, mens vi fræsede afsted i bil, tog eller cykel. På vej til noget der skulle ordnes. Forbi flotte læhegn af træer og buske der i oktober stod som det vildeste flammehav. Lige der tror jeg vi alle bemærkede det. For nogle var det blot denne flygtige konstatering, for andre; gentagne udbrud af dyb betagelse helt inde fra hjertet, som et ydmygt tak for hvad øjnene netop havde sendt.

Når så bilen, cyklen, gåbenene, favne fulde af varer, tasker, børn kommer hjem, i tiltagende mørke eftermiddage og aftener, ser vi så havens forvandling? Nej ikke rigtigt, vel?

Og man kan så spørge sig selv om det er vigtigt. Det er jo det samme der sker hvert år. Det sker jo uanset om man kigger med eller ej. Og det hele bliver jo grønt igen mens solsorten triller. For mig er det dog vigtigt at følge med. For mig er det nærende fordybelse. At stikke snuden og alle sanser tæt på nærmest hvert enkelt blad, bed, hjørne af haven. (Godt den ikke er stor, haven).

Jeg higer efter haverunder i dagslys. Sommetider ultrakorte, andre gange lidt længere og langsommere.

Lige så meget som jeg elsker foråret, i hvert fald n.æ.s.t.e.n lige så meget, elsker jeg efteråret. Altså når følelsen af sommer helt definitivt har sluppet sit tag i mig. Så vender jeg mig mod den kommende periode, sæson, årstid. Og nyder oprydning og afvikling. Havemøbler og sarte planter der skal i skjul og frem med lys, gran og tanker om året i haven.

Når jeg før skrev “vender mig mod” så er det hvad der konkret sker på mit indre billede. Min indre fornemmelse. Derinde hvor jeg pejler mig ind på en ny sæson, lægger låg på seneste sæson, tuner følelsesmæssigt ind på hvor vi er nået på årskalenderen. Det er faktisk ikke så nemt at forklare. Fordi det hver dag bare sker inden i mig. Det er ikke noget jeg så ofte tænker på, reflekterer over. Et dagligt værktøj som jeg ikke ved hvorfor og hvordan jeg har skabt. Jeg ser både året, måneder, uger og dage visuelt. I forskellige farvetoner. Jeg kan zoome ind, dreje den visuelle kalender, koble følelser, stemninger, begivenheder op. Jeg bruger det hele tiden og når der er sæsonskifte skal jeg lige kalibreres. Sådan at jeg mentalt står det rigtige sted på den der kalender inde i mit hoved. Ja, jeg ved det godt. Det lyder faktisk lidt gakket. Det var egentlig heller ikke det indlægget skulle handle om. Det hænger bare aldeles godt sammen med min betragtning af havens forfald. Og det var det vi kom fra.

Se nogle smukke farver og ændringer i haven:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 Udover blade der ændrer sig er der stadig lidt blomster og grønt:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I krukken hvor en hosta pryder hele sommeren, men nu er visnet ned, har jeg sat taksgrene (snuppet i min mors haven og på ide fra hende, genialt!) Nu står krukken fin og grøn hele vinteren. Samtidig beskyttes hostaknolden. Og de tulipanløg jeg har lagt omkring knolden. En indpakket gave med forårsguf:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De sarte planter i krukker er sat på høvlebænken i værkstedet. Udover kinesisk fingerbølplanterne, er jeg især øm over for “Tibets blå valmue” (Meconopsis Betonicifolia) som det er lykkes mig at holde liv i. Fra frø til plante. Hele to stk. De må meget meget gerne overleve vinteren og til næste år skyde i højden og danne blomster. Jeg ved endnu ikke hvor de skal stå i haven. Men det er lige meget. Det vigtigste er at få dem til at danne spire, se dem gro, nurse dem så de forbliver.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Signature"

Kransebinderi..

..det var hvad jeg oplevede i onsdags. Sammen med en håndfuld dejlige veninder. Hjemme hos mig. Med en skøn, anerkendende, glad blomsterbinder som instruktør. Hun hjalp os i gang efter vi havde fyldt maverne med lækkert brød, ost og pølse. Vi var klar og også spændte på opgaven. I forvejen havde blomsterbinderen sørget for grønt at binde med. Fem forskellige slags vækst som vi findelte i små buketter inden vi gik i gang. Buskbom, sølvblad, hortensia, hyben fra rosa multiflora samt elkogler. Humøret og selvironien var til stede, blandt ja-hatte og god snak. Vi bandt på helt traditionelle halmkranse med kraftig vindseltråd/ståltråd. God og nem begyndertråd sagde damen.

Processen var god og alles fokus var intenst. Familie, arbejde, ting vi burde gøre..alt var glemt, skubbet til side til fordel for det at skabe. Når man skaber noget hver for sig, sammen. Helt tæt på hinanden. Så sker der noget magisk. Det skete for os i onsdags. Det er sådan jeg oplever det. Og se lige resultatet:

Sådan kan man fylde sin fødselsdag med noget godt. Fylde minde-kontoen med noget pragtfuldt. Give inspiration til andre og glædes ved at se dem få ideer (og måske bagefter stjæle nogle af dem..høhø..)

Det er faktisk allerede endt med, at vi i vores euforiserende rus har aftalt en dag om nogle uger hvor vi igen mødes. Og øver os i mere kransebinderi. Hooked? Det tror jeg vist nok!

Og nu vil jeg pakke det sidste, kører op i en svensk skov tre timer herfra. Deltage i et retreat med yoga, meditation, badesø, sauna og RO. Jeg glæder mig SÅ meget. Rigtig god weekend til alle!

Signature"

Sandtørrede blomster..

..med chinchilla sand. Friske blomsterhoveder i sand, stil væk, tjek tre ugers tid efter. I det her tilfælde blev det fire. Måske I læste med da jeg pressede blomster og afslutningsvis nævnte at jeg havde lagt blomster i sand? Det er dem jeg nu har gravet frem blandt de fineste sandkorn.

Det krævede en vis portion tålmodighed. Udgravningen skulle jo foregå i et tempo så de papirtynde kornblade ikke tog skade. Hvilket selvfølgelig skete på et par af blomsterne. For sommetider har jeg glemt min tålmodighed et eller andet sted.

Det var sjovt at lirke blomsterne frem, drysse sandet af og se resultatet. De fleste blomster har bevaret farven. Det er utroligt hvordan fugten er forsvundet og har ladet blomsternes egne fibre tilbage. Vældig fint bevaret og ingen spor af råd.

Hvad jeg skal bruge dem til er lidt uvist. I virkeligheden var det mest for at prøve det. Hortensiaen vil dog være flot at tørre en masse af. Til adventskranse og juledekorationer. Det kan være jeg skal sætte en ny kasse sand over. Så er blomsterne klar lige inden 1.søndag i advent.

Efter første omgang af pressede blomster lagde jeg i øvrigt et nyt hold i pres. Denne gang blade. Farverige efterårsblade fra en tur i skoven. Se lige hvor smukt:

Signature"

Svensk skovbund hjembragt..

Vi har en trampolin. Sådan en er jo eddergrim. Ungerne er begejstret for den. Så den er her. Jeg lever med den. Sikkert en del år endnu. I år er jeg begyndt at fylde op med krukker rundt om den og under den. Altså bare langs den kant der vender ud mod haven. Ikke under hele trampolinen! Jeg sætter ikke fælder ud der giver ungerne varige mén og får dem til at droppe den eddergrimme tingest. Jeg er ikke ond. Dog. Sagen er bare den, at jeg inde fra køkkenvinduet kigger lige ud på den. Det kan ikke være anderledes. Men jeg kan forsøge at forskønne den, gemme den, glemme den. Og det er min mission med disse krukker.

I krukkerne er der rhododendron, hosta, limefarvet hortensia, storkenæb, en stor kløver samt en bregne. Og jeg vil godt have kanten af grønt endnu bredere og grønnere.

Mit skyggebed med hosta, bregner, løvefod støder lige op til trampolinen. Bedet har jeg derfor netop udvidet, så den ene spids nu breder sig lidt ind under trampolin. Foran krukkerækken. En lille del af græsplænen, der alligevel var mos og bare pletter, er nu fjernet til fordel for flere skyggeelskende grønne planter.

Det har ikke kostet mig en tur på planteskolen denne gang. De seneste dage har vi nemlig været i Sverige. På den dejligste ødegård. Omkranset af skov med de smukkeste gyldne farver. I skovbunden fandt jeg lupiner, bregner, små nåletræer, mos, bunddække med sølvmønsterede blade og en enkelt stor digitalis. Da vi trillede af sted med det hele føltes det næsten som om jeg havde været en tur på planteskolen.

I det udvidede skyggebed står nu bregnerne og det flotte bunddække. Samt 5 hostaer (som er stiklinger fra mine egne og andres).

Overlever de nye planter boldspillet i haven, vil det hele allerede næste år vokse op som grønt tæppe foran krukkerne. Krukkerne som jeg lige skal have genetableret på rad og række bag bedet.

Ved havehuset står mindre krukker med svenske små nåletræer og venter på en tot mos. Så kan de på smukkeste vis bidrage til den kommende vinterpynt i haven.

Afslutningsvis skal I ikke snydes for et billede af smukke efterårsfarvede træer i Söderåsens Nationalpark. Wow, ikk´?
 
Signature"

Kig med over hækken #1

Jeg bliver enormt inspireret af at vandre rundt i andres haver. Og det gør jeg uanset årstid. Både de store besøgshaver der trimmes til formålet og de helt almindelige parcelhushaver, kolonihaver, urtehaver, køkkenhaver. Jeg tager altid hjem en idé rigere. Deraf kom ideen til denne type indlæg. Helt almindelige rare havefolks haveliv. Det skal da deles. Og jeg håber du vil lade dig inspirere sammen med mig.

I denne første udgave af en række på flere korte indlæg, med overskriften “Kig med over hækken”, er vi på besøg i Birtes have.

Birte er i øvrigt min mor. Hun er en af dem jeg spørger til råds. I år har jeg særligt spurgt til tomat- og agurkevækst i mit lille miniaturedrivhus. Hun bor ikke længere i den have jeg opvoksede, men i en have jeg efterhånden også kender ret godt. Hun har nemlig boet der i 20 år.

Hvornår og hvordan startede din interesse for have/køkkenhave?
Min have-interesse startede, da jeg som barn var med min far i køkkenhaven, hvor jeg oplevede glæden ved “fra jord til bord”.

Hvor får du gode ideer, råd, inspiration fra?
Jeg bliver inspireret i forbindelse med gå og cykelture, besøg i havecentret, tidskrifter og TV-udsendelser, samt på have-rundture og snak med andre haveinteresserede, ikke mindst med min datter, om blomster og frøindsamling.

Hvor hyppigt bruger du din have?
Forår, sommer og efterår er jeg i haven dagligt, hvor jeg nyder at være tæt på naturen.

Hvad er det seneste du har ændret eller tilført din have?
Jeg anskaffede 3 høns i foråret, udover æg leverer de gødning til haven. Det er meget stærkt, så jeg komposterer det sammen med det ukrudt og køkkenaffald, som hønsene ikke spiser. Jeg er vokset op med høns, og synes det er hyggeligt selskab i haven.

Af spiselige sager sår og planter jeg typisk:
I køkkenhaven:
Krydderurter; persille, purløg, timian, oregano, rosmarin, estragon, salvie og citronmelisse.
Jordbær, gulerødder, bønner, hvide og røde løg, porrer, rødbeder, courgetter, salat, radisser og grønkål.
Nogle år veksler jeg mellem eks. persillerod, pastinak, majs, kartofler og ærter, alt efter hvad der er plads til.

I drivhuset:
Vindruer, cherry- og store tomater, skole- og slangeagurker, peberfrugt, chili og basilikum. På de sidste pladser veksler jeg mellem auberginer, meloner og citrongræs.

Giv en idé/et godt råd videre:
Haven har en positiv indvirkning på mit velvære, vi er jo bygget til at bevæge os. Det at gå ud i køkkenhaven inspirerer mig til det næste måltid, hvilket medfører at jeg spiser flere grøntsager.

Og så har det oven i købet en positiv virkning på CO2-udledningen, det er da alletiders.

Signature"

Pressede blomster..

..det tror jeg alle har gjort eller været presset til, tø-hø, da de var små. I børnehave, skole eller hjemme. Jeg har i hvert fald. Ikke været presset. Jeg husker da jeg gjorde det af fri vilje. Måske ikke så meget blomster som blade. Til gengæld har jeg presset mange af dem. Især blade fra den smukke vildvin.
Jeg har fødselsdag den sidste dag i oktober og min mor sørgede altid for, at vi inden invitationerne skulle deles ud i klassen, havde fåetpresset de flotte grøn-, gul-, rødlige blade.  I telefonbøger! Ja husker du dem? Jeg fik faktisk et flashback da jeg skulle finde nogle bøger at presse mine blomster mellem. Det gik for alvor op for mig, at æraen med telefonbøger er så godt og grundig slut, at mine børn på 7 og 9 ikke ved hvad det er.

Jeg fandt dog en lokalbog i gemmeren som jeg viste børnene (og nu er den så også røget ud). Vi kiggede på hvordan man søgte efternavne i den alfabetiske orden og hvordan man blandt de knitrende sider kunne søge personer frem via adressen. De synes det var lidt sjovt at se mit navn fremgå på tryk i den lille tykke bog.

Nå da…altid render mine tanker ud af først den ene så den anden tangent. Nu stikker jeg snuden i sporet igen og fortæller hvad jeg egentlig ville berette i dette indlæg. Blomsterpresning. Denne gang mellem motorcykelbøger og havebøger.

Først blev jeg inspireret af nogle flotte kort med pressede mælkebøtter. Jeg købte dem på et plantebyttemarked for nogle uger siden. Og kort tid efter af bogen Krans af Floristen Lars Jon. Der opdagede jeg en fin beskrivelse af den simple kunst at presse blomster. Hvilket straks fik mig ud i haven og samle ind.

Efter to uger i pres kiggede jeg til dem i aftes. Enkelte var gået tabt i råd, men de fleste var tørret fint op. Af det har jeg lært hvilke blomster der egner sig til det og hvilke der ikke gør grundet for meget fugt.

Der kom nogle fine kort ud af det. Rigtig afstressende. For børnene sov saligt og jeg kunne forblive alene i mit kreative tankerum.  Samtidig smilende over hvordan mine valg for en lørdag aften har ændret karakter gennem årene.

Den sidste rest tørrede blomster og blade, tænker jeg at sætte på manillakort, små gaveposer og kuverter.  

Og heldigvis samlede jeg i går smukke gyldne blade og grønne bregner. Så jeg har en ny omgang i pres til senere glæde. Måske som dekoration på tallerkenerne til månedens fødselsdage.

Udover blomsterpresning beskriver Lars Jon også sandtørring. Hvilket affødte, at jeg fluks købte chinchillasand hos dyrehandleren. I skrivende stund har jeg derfor et par bokse stående med roser og andre blomsterhoveder dækket af sand. Nænsomt er der drysset sand ned mellem kronbladene. På den måde suges fugten lige så stille ud af blomsterne. Det skulle efterlade blomsten tørret og intakt i form og farve. De skal lige have en uge mere før jeg ser til dem. Jeg er meget spændt. Husets mindste pilfingre har endda, med stor overraskelse, kunne holde sig væk fra det fine bløde sand. Det meste af tiden.

Signature"

Lyng, hyben, kranse..


Jeg har sluppet kærlighed til sommeren. Nu har jeg kastet den på efteråret. Sæsonskiftet kommer snigende i mange former og med mange indikationer. Strømperne er fundet frem, de lukkede sko og jakkerne. I dag har jeg sågar købt et lille lager af strikkede fingervanter til mig og ungerne. De har det med at forsvinde over sæsonen, altså ikke ungerne. Gudskelov. Men vanterne, i hvert fald enten den højre eller venstre. Efteråret er også kølige vindstød, nedfaldne krøllede blade og modne frugter. Begyndende mørke om morgenen og et nyk på radiatorens termostat.

I dag har jeg, inspireret af min mor der netop har gjort det samme i weekenden, lavet et par kranse. En med smukke røde hyben og en med flot lyserødt lyng. Argh, jeg har mere lyst til at skrive lyngfarvet. Den farve er mere nøjagtig. Det lyder bare lidt åndsvagt. Men farvebeskrivelsen er bestemt opstået af en årsag.

20180926_130042
20180926_131838
20180926_131058
20180926_133205

Hybenkransen er bundet på hegnstråd. Galvaniseret kraftig metaltråd. Kransen lavede jeg af tre omgange tråd for at den skulle kunne holde bærenes vægt.
Bærene er fæstnet med vindseltråd. Det som jeg egentlig er vokset op med hedder ståltråd. Jeg kender ikke forskellen. Formentlig er der ingen. Mellem hybene har jeg sat nogle andre røde bær. Dette for at have nok bær til hele kransen samt for variationens skyld. Jeg kender ikke navnet på disse andre røde bær. Det er afklip fra en pjusket hæk langs et buskads på søndagens cykeltur.

20180926_134152
20180926_135940
20180926_135702
20180926_140353

Lyngkransen er ligeledes på hegnstråd. Blot en enkelt omgang tråd. Udover tråden har jeg viklet grøn blomstertape. Dels for en grøn baggrund hvis der skulle være små huller blandt de små lyngbuketter, dels for skridsikker fastgørelse. Er de to ord blevet bruget sammen før? Hm, nåh I ved nok hvad jeg mener. Det er super effektivt. Da jeg havde nået hele vejen rundt på kransen, tog jeg en omgang til med vindseltråden. For at gøre den mere tæt og mindre pjusket. Jeg kan egentlig lide begge dele. I dag ville jeg bare have den spinkel og tæt.

Min mor fortalte mig i øvrigt hvorfra hendes inspiration til kransene var kommet fra. Havecentrenes magasin “Haveglæder”. I deres seneste “Efterår 2018” er der på de sidste sider lige netop vist disse to kranse. Det er et magasin jeg altid hapser i det lokale havecenter når der er kommet en ny udgave. Jeg er klar over, at det overvejende er et reklamemagasin og derfor er der er altid gode ideer og inspiration til haven eller dekoration af og i haven. Og det elsker jeg.

I kan selv bladre med her hvis I ikke har hentet efterårsmagasinet endnu. Tjek evt. kransene på side 30 og 31.

Nyd den friske efterårsvind, snørkel tørklædet om halsen og saml kastanjer.

20180926_141152
Signature"

Forårsløg..

Jeg er startet. Med at lægge løg. Føler mig altid vældig fristet når de farverige standere dukker op i supermarkeder og på planteskolen. Jeg købte en håndfuld den anden dag. På planteskolen. Og har i dag lagt tulipanløg. Langt fra hvad haven ender på totalt. I dag var bare en start. En dejlig sæsonstart.

Jeg kom sådan til, at tænke på om det er med indkøb og lægning af forårsløg og prydløg, som det er med vinterstøvler og flyverdragter til børn. At ivrige mødre handler grejet allerede engang i augustmåned i en eller anden rus af, at være bange for ikke, at nå at få det. Eller. Ja, jeg ved ikke hvad det er. Måske er det butikkerne der frister for meget. For tidligt. Jeg mener bare, ungerne vokser jo pænt meget i tiden fra august til det kolde vejr engang i oktober. Sådan er det trods alt ikke med løgene. De kan dog nok blive lagt for tidligt, og dermed have større risiko for at rådne, inden de nogensinde bliver en smuk forårsbebuder.

Nå, i dag fik jeg lagt to mixede poser med lilla nuancer og i samme krukke en pose Allium “Miami”, en lidt strittende Allium modsat de mere sædvanlige kuglerunde. Alliumløgene skal ligge dybere end tulipanerne. Derfor kom de ned først og med jord over, og derefter tulipanløgene ovenpå. Så må de mingelere rundt med pladsen som det nu passer dem indbyrdes.
Krukkerne er kommet ind i mørket i skuret og bliver først taget ud når det milde vejr melder sin ankomst i marts..måske april. Vi får se.

Narcisser og krokus købte jeg også, men dem venter jeg lidt med. Har ikke besluttet hvor de skal i jorden henne. Og så fandt jeg i øvrigt også en kurv fuld af knasende lækre tørre tulipanløg fra foråret. Hvor jeg dog har husket, at gemme tulipannavnene, men ikke sat bånd om de tørre stilke så jeg kunne genkende dem fra hinanden. Pyt siger jeg. Løgene er fint mixet og så ser vi til foråret hvor flot de blandede tulipaner supplerer hinanden.

Forårsløg eller ej, så øver jeg mig helt generelt i, at komme ud og rode i haven lige præcis når der er mulighed for det. Især når jeg kun har et øjeblik. I stedet for, at tænke det ikke betaler sig at rulle sig ind i jord for sølle 20 min. så har jeg fundet ud af at korte øjeblikke ude i mit haveunivers også gør mig godt. Og det kan være, at de 20 min kan snuppes hele 3 gange i løbet af en weekenddag!

  • Første hug i dag foregik mens Ulrik bagte pandekager til os. Løg blev lagt og lidt supplerende staudegengangere blev plantet rundt om i haven.
  • Andet havehug var efter pandekagerne. Jeg fik båret havemøbler i vinterlæ i carporten mens ungerne væltede rundt på cykler og løbehjul. 
  • Tredje hug i haven i dag bliver noget med, at luge lidt ukrudt hvor havemøblerne har stået, inden det bliver mørkt. Og at binde et par rosengrene fast. De gror stadig de nye skud og fra uge til uge husker jeg lige at tjekke om der skal fæstnes nye toppe. De yder så meget mere, de kære roser, hvis de oplever at være stabiliseret og dermed kan bruge deres krudt på videre færden. End på at holde sig kørende svirpende rundt i vinden. Lidt lige som os mennesker.
Signature"