Naturstruktur..

…struktur skabt i og af naturen. De smukke, komplekse, forskelligartede mønstre, former og nuancer har eksisteret i blomster og løv i tusinder af år og har i nyere tid været brugt igen og igen i kreative stoftryk, akvareller, fotoplakater, strik, ler, træ. Det bliver aldrig kedeligt eller ligegyldigt, at betragte og beundre. Og i morges da ungerne var afleveret i skole, gik jeg en runde i haven, inden jeg hoppede ind på min hjemmearbejdsplads. Behøver jeg nævne, at det er svært for mig, at komme ind fra haven når solens stråler lander i morgenduggen?

Weekenden byder på lidt af hvert, som det jo oftest gør i en lille familie.
Af Siv-ting er der en tur til plantebyttemarked ved Tadre Mølle. Og at få styr på hvad bedene skal tilføres af stauder dette efterår. Jeg mangler faktisk også, at afslutte det nye bed. Det med det mørke løv. Jeg er lidt lun på geranium med to-farvede blade eller den helt mørke med pink blomster frem til frost; “Bob´s blunder”, eller “Purple Ghost”. Vi får se hvad jeg forelsker mig i.

God weekend!

Signature"

Engelske haver. RHS Garden Rosemoor + Cothay Manor & Gardens

Vil du læse mere om de selvsamme haver hopper du her over
Nærværende indlæg er nemlig lutter billeder.


RHS Garden Rosemoor


Cothay Manor and Gardens

 


The Old Diary B&B

Signature"

Engelske haver. The Garden House + Cotehele House & Garden

Vil du læse mere om de selvsamme haver hopper du her over
Nærværende indlæg er nemlig lutter billeder.


The Garden House


Buckland Abbey


Cotehele House and Garden

 

Signature"

Engelske haver..

De små pjuskede cottagehaver og de store parklignende i et væld af symmetri og perfektklippede taks. Haverne er særlige i al deres grønne fugtighed. Med mindre hårdføre planter end dem vi kender, men også med mange af nøjagtig de samme skønheder som herhjemme.

Haver med de lækreste murstensvægge præget af vind og fugt, ligesom de vejrbidte dekorative trælåger, de smukke gamle duetårne og stråtækte havebygninger hist og pist. Indhegnede køkken-, frugt- og urtehaver. Drivhuse, mistbænke, rislende vand, stier belagt med smukke gamle tegl. Inspiration, drømme og det massive udbud af motiver vil ingen ende tage. Og tak for det. Engelske haver. Ordet eller nærmest begrebet, gør mig bare så begejstret. Og derfor elsker jeg, at have taget hul på haverejserne dertil.

En haverejse er svær, at gøre let fordøjelig. For mig er der ingen kort måde, at beskrive disse ture på og samtidig vise de flotte haver i billeder. For at undgå et indlæg i flere kilometers længde vil der i nærværende indlæg være få billeder og meget tekst. Hvor der derimod alene vil være billeder af haverne i disse to indlæg:
The Garden House og Cotehele House & Garden
RHS Garden Rosemoor og Cothay Manor and Gardens

Den første tur gik til distrikterne Devon, Sommerset og Cornwall. Det er præcis et år siden. I september 2017. Året før havde jeg været til Chelsea Flowershow og Harvest Festival Show, begge afholdt af det engelske haveselskab RHS. Dejlige oplevelser i London, men nu var det tid for en tur ud i engelsk countryside.

Turen var lidt spontan. Ideen opstod da jeg sammen med en haveveninde slentrede rundt på CPH Garden Festival i juni 17. Hurtigt spirrede et ruteforslag frem. Jeg havde nemlig et hav, at steder at vælge i blandt. Se bare hvordan mit googlemaps-kort ser ud med gemte steder jeg gerne vil besøge. Oh sweet lord! Der er til mange rejser ikk´? Og det skal ikke tage mig 5 sek. at stykke en ny rute sammen. Anytime!

Vi fløj til Bristol en fredag eftermiddag i starten af september. Sov på B&B i udkanten af Dartmoor National Park (Devon), hvortil vi ankom ad smalle veje omkranset af højt krat. I mørke, med pilende mus i billygternes skær. Very British.

Efter en god søvn i det lysegrønne værelse med blomstret tapet og en meget venlig ældre herre der serverede english breakfast, satte vi snuden mod første havebesøg The Garden House. Først krydsede vi dog ind over Dartmoor National Park. Frodig hede med lyng og anden lav vegetation, bakket landskab, vindblæste træer og næste øjeblik skov, vandløb, kampstensbro og lidt højdemeter.

The Garden House er en stor og flot anlagt have der ud over et dejligt plantesalg byder på fine stier rundt i et kuperet terræn. Brede bede, vandløb, duetårn, flotte gamle træer, stråtækt hus, mosbelagte haveskulpturer, frodighed og idyl.

Da vi bagefter kører til Buchland Abbey er det med forventningen om store farverige sensommerbede. De store bede har dog ikke fået megen opmærksomhed. I stedet nyder vi en god frokost og oplever en kunstudstilling i lade og kloster.

Fredagens sidste have er Cotehele House & Garden. Bygningerne er egentlig flotte, men vi vælger at prioritere have, parkanlæg, skov og flodbred.
Der er virkelig meget at se på, mange stier og havegange at betræde og mange nye haverum, at opdage. Her kunne man meget nemt bruge en hel dag. Bygningerne, haveshoppen, staudebedende, vandbassiner, parkarealer, finurlige gange og stier der bugter sig ned gennem en kløft, mod en skov der ender brat ved en skrænt. Med view ud over River Tamar, der ånder et historisk sus ind over os.  Vi passerer et meget gammelt og meget lille kapel i skoven og kommer ned til bredden af den mudrede flod. Vi nyder den helt særlige stemning mens vi sidder udendørs ved The Edgcombe Tea-room og nyder te, kakao og kage. Nyder, at vi ingen bagkant har med børn der skal hentes og forplejes. Det er også noget disse ture kan!

Vi har ikke fundet et sted at sove da vi kører fra Cotehele ved 18 tiden. Efter noget tid finder vi dog et godt sted, Friars Hele Farm B&B, en gård på en vindblæst bakketop. Vi er godt trætte Maj og jeg. Vi gumler vores sandwich mens vi taler om dagen. Og om de helt vanvittigt smalle ensporede veje hvor man kun kan passere andre bilister ved passsing points, små udvidelser af vejen som ligger spredt hist og pist. Ret nervepirrende. Især når vejene bugter sig som de gør og hækkene er ca 3 meter høje.

Lørdag starter vi i det engelske haveselskabs have RHS Garden Rosemoor. RHS har fire haver rundt om i England, er ved at etablere en femte. De næste fire timer tilbringer vi på stier, over græs, gennem park og træer, køkkenhaver og æblelunde. Forbi vandfald og stort anlagte søer. Urtehaver, cottagehaver, gigantiske bede med efterårsfarver i flammer, nyder de sidste roser i den store rosenhave og får en lækker creamtea i havens lille Wisteria Tea room. Måske tilbringes den ene af de fire timer i havebutikken. Det passer meget godt. Der er meget fristende guf og jeg bringer hele tiden mig selv i erindring, at pladsen i kufferten er begrænset. Total slaraffenland for en haveentusiast.

Fyldt op med en fantastisk haveoplevelse triller vi videre. Næste stop er Cothay Manor. Det ligger godt ude på landet. Midt i alt det grønne. Vi er nærmest de eneste besøgende. Alt emmer ro. Vi giver os god tid til, at slentre rundt mellem de mange haverum, hvor vi nærmest farer vild bag de tykke takshække. Et par gange får vi følgeskab af en flok ænder. De gamle smukke bygninger er fra 14 hundredetallet. Smuk, smuk engelsk stil. Bygningerne er nærmste halvdelen af oplevelsen i disse haver. Jeg elsker, at tage billeder og ser motiver hvor end jeg vender hovedet. Her er virkelig dejligt. Ejendommen er privat ejet og stadig beboet. Efter et kort hvil i den lille cafe, hvor vi også får suget lidt strøm til de halvflade mobilbatterier, kører vi mod turens sidste overnatningssted.

Vi har fundet en lækker B&B, The Old Diary. Manden har en passion for dahlia. Haven er fyldt. Det er så smukt. En sidste haveoplevelse til os inden vi dagen efter vender hjem med et fyldigt og farverigt billedekartotek på nethinden. En stak havemagasiner, et par bøger og diverse haverelaterede sager. Noget i mig vil have mere, mere, flere haver. Noget andet fortæller mig, at der ikke er plads til mere før jeg har fordøjet det jeg allerede har indtaget. Alle kringelkroge, detaljer, strukturer, dufte..


Ruten vi kørte:

Første dag besøgte vi haverne:

The Garden House

Buckland Abbey  

Cotehele House & Garden

Anden dag besøgte vi haverne:

RHS Garden Rosemoor

Cothay Manor & Gardens

Signature"

Første efterårsdag..

…var i går, men lad os lige kalde det sensommer lidt endnu. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide efteråret. Efteråret er lig med fødselsdag, smukke gyldne farver, tulipan- og prydløg samt omplacering og opdeling af stauder. Den seneste uges tid har bare været lige lovlig meget efterårsagtig synes jeg. Og det er for tidligt.
På billedet i toppen ses også den begyndende nedvisning af dette års digitalis. Egentlig ret dekorativt, selvom det er tegn på, at sommeren er forbi.

Sommeren forsvandt uden jeg opdagede det. På en måde en trist fornemmelse. Den fornemmelse kommer jeg nok over. Jeg skal bare lige vænne mig til, at bruge haven anderledes. Ikke at liste ud med bare tæer og morgente. Nu er det med uldsokker og havejakke og sommetider med et lille tæppe på. Det har også sin charme.

Weekenden bragte heldigvis lidt lune temperature med sig og det har pludselig skudt efterårsstemningen ud til højre. Og det har jeg nydt. I de korte intervaller jeg fik tillusket mig havetid. Lørdag morgen kort før kl 8 gik jeg en runde i haven. Med en kop dampende te. Alene. Vindstille. Det skønneste lys. Jeg fik hilst på både den ene og anden edderkop der helt stille sad på lur (eller tog sig en lur) i sit net. Jeg elsker disse stunder hvor jeg betragter haven ned i dens mindste detalje. Opdager nye ting der er vokset frem ukendt hvorfra. F.eks denne grønne ven med fine runde blade. Jeg genkender den ikke og er ganske spændt på hvad den ender med, at vise mig. Ligner den en syren?

Det er enormt fredfyldt og samtidig bliver jeg også lidt presset over om alle de ideer og gøremål mine havebetragtninger fremavler, også kan skubbes ind og få plads i den øvrige families ønsker for weekenden. Det kunne de til dels. Jeg har fået fæstnet et par roser der, takket være det hestemøg jeg gav dem i efteråret, havde dannet kraftige lange nye skud. Nu bliver de ikke tæsket rundt i efterårsvinden.

Jeg har fået handlet en god håndfuld planter i en nuance jeg har drømt om, at bringe ind i haven. Bordeaux vil jeg kalde den. Vinrød. Blodrød. Jeg har en tom krukke som egentlig klarer det ret fint med bare, at se dejlig ud som den er. Tom. Nu får den selskab af et søjleformet rødbladet paradisæbletræ. Der får de flotteste pink blomster i foråret og mørke små æbler, ja lige om lidt.

Det nye mørke løv i haven skulle ikke stå alene, så der kom også staudehirse med hjem. Den ligner lidt elefantgræs. Samt nogle lampepudsergræs og hjortetrøst kaldet ‘chocolate’. Jeg nåede naturligvis ikke, at plante bedet omkring krukken til og selve krukken. Det må blive en eftermiddag eller aften i løbet af ugen. Men alle planterne pynter allerede helt forfærdeligt smukt de steder jeg midlertidigt har placeret dem. Hvilken glæde.

Kålorm på melon, babyplanter der trives og en med morgenhår. Jeg håber ugen bringer på glimtvise besøg i haven, etablering af det nye bed samt at der udover den samlede families opgaver, aftaler, lektier også bliver rum til gode ideer og havegrublerier. God uge til jer alle!

 

 

Signature"

Den store havefest på Sofiero..

…eller den stora trädgårdsfesten om du vil. Vi er i hvert fald i Sverige. Eller det var vi. I går. Hele dagen. Fra morgen til sen eftermiddag. En haveveninde og jeg.

Jeg har længe ønsket, at opleve Sofiero Slott og parken omkring. Og da jeg, lidt sent, kom i tanke om jeg sidste år var gået glip af årets trädgårdsfest fik jeg hurtigt styr på datoen og var heldig, at få følgeskab af Maj. Det er altid dejligt, at dele oplevelsen med en anden. Det var også Maj jeg havde glæde af, at opleve CPH Garden Festival 2017 med og Maj jeg var på min første tur rundt i engelske haver med. Den haverejse kan du læse om her.

Hold k*ft hvor var det hyggeligt igår. Jamen, virkelig en dejlig dag. Planter, prydløg, pileflet. Krukker, havehandsker og -redskaber, træbænke, vand i jern, zink og et hav af madvarer produceret lokalt. Flotte blomsterdekorationer, stande med sjove minihaver, brede kulørte bede. Øjenguf så langt mit øje rakte.

Frodige krukker der gennem sommeren er vandet godt og svulmer over i flotte farver. Og de skønneste grønne kløfter, raviner, som slottet vist er ret kendt for. Her trives rhododendron i læ og det er både sikkert og vist, at jeg kommer tilbage et sent forår. For, at gå en tur i det enorme og vidtstrakte blomsterhav. Det må jeg simpelthen opleve. Og det selvom jeg (endnu) ikke ser rhododendron blandt mine favoritter og alene har to stykker for, at skabe mere grønt i haven vinteren igennem. Derudover synes jeg det er sjovt, at nipse de visne toppe af efter afblomstring. Det kan jeg. Fordi jeg kun har to. Sofiero lader vist de millioner af visne toppe drysse ned af sig selv..

I orangeriet var det street-art af kunstneren Camillo. Hvor jeg fluks ville have fyldt det skønne glashus med vækster all over, så var det enkelt og tomt. Det lækreste gamle teglgulv fik rigtig plads at vise sig på. Helt tomt var det nu ikke. Et kæmpemæssigt bed svang sig fra et normalt horisontalt niveau og op ad væggen. Som en dyne indhyllede blomsterhavet et sovende grafisk skabt kærestepar. Meget fin installation.

I kongens gamle vinhus dannede de meget gamle vinstokke et flot gardin langs glasset og udgjorde en fin eventyrlig ramme. Der kunne jeg godt have siddet en halv dag i fred og ro og ladet tankerne rende. Hvis det altså ikke havde været for alle de andre haveelskende der også havde fundet vej til Sofiero.

Omkring vinhuset ligger bla. lysthaven, køkkenhaven, melonhaven. En pragtfuld stemning forstærket af duften af modne æbler og grøntsager.

Sofiero har naturligvis også en hyggelig lille stråtækt bygning med blomster, krukker og staudesalg. En stund var jeg henført til de store engelske besøgshaver hvor stråtag, potter, stauder og havesager nærmest er helt obligatorisk.

Endelig var der de sprøde, høje, farverige dahlia. I år har jeg selv forsøgt mig med to forskellige, eller det vil sige tre, men sneglene nåede at gumle den ene.
Jeg er ret begejstret for dem og næste år vil jeg helt sikkert igen tilføje min have denne skønhed. Måske denne gigantiske lyserøde sag, som jeg desværre ikke fik navnet på, men enorm og smuk var den.

Afslutningsvis vil jeg ikke undlade at nævne, at tanken om, at vores afdøde Dronning Ingrid jo har trådt sine barndomssko på Sofiero slot er ret fin når man vandrer rundt på slottet, i parken, i haverne. På slottet hang der billeder og ved et fremtidigt besøg kunne det være sjovt, at bruge mere tid på, at dykke ned i den historik. På det første billede nedenfor, er det Dronning Ingrid der står med sine søskende, nr.to set nede fra. I går var samme trappe regnvåd og blomsterpyntet.

Skråt over vejen fra slotsparken ligger Sofiero Gård. Med brødudsalg, kage og en lækker butik med diverse økosager. Vi snuppede te og en kage, købte en håndfuld grovboller til hjemturen og en stak sjove knækbrød med kommen.

Så var vi tanket op og klar til hjemturen. Bilen blev fyldt med snak og tanker omkring hvilke planter der ville passe hvor og hvilke bede der skulle tages fat på først. Hvad der helt sikkert ikke duede og hvad der helt sikkert gerne måtte finde vej til vores haver. Vi shoppede lidt sager, men fyldte ikke bilen som mine dagdrømme ellers sendte mig billeder af da vi var på vej. Der var flotte planter, men egentlig til samme pris som herhjemme, så vi drog intet hastværk. Underligt nok! Jeg købte to forskellige alliumløg som jeg er meget spændt på. Allium vineale hair og oreophilum. Dem har jeg ikke mødt før, så det glæder jeg mig til.

Har du lyst til noget, at glæde dig til, så kan du jo tjekke slottets hjemmeside her og se om ikke du skal have planlagt en dagstur til det svenske. Jeg lover dig du får en sanserig dag. Også selvom der ikke lige er havefest.

Signature"

Mit havehus..

Mit. Ja, det kalder jeg det uden at tøve. Det gør jeg vist også med haven. Selvom det ret beset også er de tre andre familiemedlemmers. Men kaldenavnet afspejler brugerne. Og jeg er enormt meget enebruger. Særligt når det kommer til havehuset. På instagram tagger jeg det #sivshavehus. Og vores yngste datter kaldte det fornylig “mors hus”. Herligt. For det er fuldstændig rigtig set. Denne sommer har jeg hver morgen lusket derud med morgenteen. Jeg har siddet i min gode stol omgivet af havebøger og notesbøger, plantepinde, beskærersakse, frøposer og jutegarn, stiklinger i små potter og andre fremelskede planter.

Luk bagdøren op, mærk den friske morgen, bare tæer, fire trin ned, to skridt hen. Der ligger mit havehus. I det slidte murede skur. Opført i 1923, lige som vores hus. Havehuset udgør halvdelen af skuret. Det er dannet af to sprossede vinduesrammer hvor der før var muret gavl. I fronten hvor der før var dør og et vindue, er der nu åbent kig til haven.

Skuret omdannede vi til havehus i sommeren 2015. På det tidspunkt havde jeg nok talt pænt meget om muligheden. Så meget, at jeg nok pressede det ud over kanten. Jeg målte og talte mursten, til beregning af vinduesvæggen. Handlede vinduer i passende størrelser på dba. Og så kom min kæreste om bord i det. Måske mest for, at få fred for sin plageånd. Mig. Senere opdagede han hurtigt hvor glad jeg blev for havehuset og det arbejde han havde lagt i det.

Efter vinduesvæggen var etableret rensede og vandskurede jeg indervæggene. Sidste år blev gulvet nivileret. Før det var gulvet temmelig skævt grundet et for længst funktionelt afløb. Vandtilførelsen i den gamle metalledning blev sløjfet og vandet i skuret ført hen på hovedhuset i form af en udendørshane som jeg siden har haft meget glæde af når krukkerne skal vandes.

Gennem de tre år har stole, bænke, borde, potter, planter, billeder og diverse skiftet plads utallige gange. Om vinteren fjerner jeg det der ikke tåler kulde og fugt. Havehuset bliver fyldt med krukker og planter der skal skærmes for sne og slud. Bladene fra pæretræet hvirvler ind og det hele ser lidt tamt og forladt ud. I løbet af foråret når varmen kommer, begynder jeg lige så stille, at feje, tørre af, rykke krukker ud, rykke rundt og omplacere.

Det er ikke ligefrem et sted man ruller sig på gulvet, her er støv og plante-snuller, jord, edderkopper og vandskjolder, efter mine uhæmmede vandinger. Og skjolder fra de utallige krus med te jeg har haft stående hist og pist. Men her er rart og hyggeligt, grønt og inspirerende.

Taget er (næsten) intakt. Noget alm.bølgeeternit. Jeg drømmer sommetider om glastag eller blot termotag med godt lysindfald. Denne sommer har jeg nu elsket den kølige skygge. Med et glastag ville jeg dog selv kunne vælge sol eller skygge – der kunne etableres lyse lette gardiner hvis vi får flere af disse dejlige solrige somre. Jeg tænker vindrue og flere solelskende blomster. Samtidig kunne resten af det gamle skur få et sedum tag. Et grønt tag. I vækst. Hvor hyggeligt ville det ikke være, at betragte inde fra huset? Og fra haven? Det ville være enormt smukt og frodigt! Drømme, drømme..

Hvad der befinder sig i havehuset og hvilke krukker, planter, sten og finurlige ting der er opstillet foran havehuset, det varierer. Både fra år til år, men også mange gange i løbet af sæsonen. Noget visner og bliver kedeligt, andet gives væk, nyt kommer til. Det hele skaber en naturlig forandring i indtrykket. Det må også gerne rode lidt. Ting efterlades ofte som de blev brugt dagen før.

I havehuset dannes og gror ideer og drømme om kap med forårets fremspirede spæde haveglæder, med sommerblomster og bier, med sensommerens kulør og efterårets varme glød. På det tidspunkt begynder havehuset at blive forladt af sin ellers faste beboer. Der krammes farvel og på gensyn til alle de gode stunder.

Men for nu er sæsonen langt fra slut. Langt fra.  Her er stadig en masse grønt, at nyde..

Signature"

Vand. Regnvand..

Vindstille. Vindue på klem. Frisk luft strømmer ind. Presses nærmest ind. Af regnen. Den massive regn der buldrer ned over veje, tage, plæner og træer. Mmm. Det dufter himmelsk. Sådan oprindeligt. På en måde. Så simpelt. Jeg elsker, at den smukke indviklede natur fremstår så simpel. Sol, tørke, tung luft, regn, opklaring, storm, vindstille.

Dryp. Lyden er mild og afrunder seancen af buldrende regn. Dryp, dryp. Fra tagrender, grene og havemøbler. Jeg nyder lyden fra det åbne vindue her inden sengetid. Det har været en god dag. 1.skoledag-dag og tid til det hele uden, at gøre det hele. Vejrmæssigt har det været en meget blandet dag. Den har indeholdt en masse regn. Og sol. Den har været lidt kølig, men også ret varm.

Efter et kæmpemæssigt regnskyl (som naturligvis kom lige som vi forældre forlod skolen efter fælles morgenmad!), ankom vi hjemme, ret fugtige. Og selvom det stadig dryppede lidt, måtte jeg bare runde haven. For solen havde afløst regnen. Haven stod grøn, sprød og frisk i sollyset.

 

 

 

 

 

Nu vil jeg sige farvel til dagen. Indsnuse den sidste kubikmeter og sige godnat godnat..

 

 

 

Signature"

Kæmpejernurt..

En af mine ynglingsblomster. Yndig, let og svævende. En staude, og så alligevel ikke, altid. Jeg købte 2 for nogle år siden. Efter hver af de første par vintre, dukkede der fint blade og senere blomster frem. I år er det kun den ene plante der har overlevet. Flere steder sælges den også som 1-årig da de ofte ikke klarer den danske vinter.

Heldigvis er det en plante der er enormt god til, at sikre sig efterkommere. Måske er det dens lange vejrende stilke. Der i efterårsvindene svinger sine tørre frø vidt omkring. Jeg finder dens babyplanter spirende frem temmelig langt fra selve moderplanten. På bar jord, i krukker hos andre vækster eller i flisebelægningens smalle fuger.

Jeg er ret glad for blomster der svæver. Lidt løftet over resten af bedet. I evig bevægelse med deres små nydelige hoveder.

Som med violfrøstjerne. Jeg har en almindelig og en dobbelt. Især den dobbelte havde jeg glædet mig til, at skulle se blomstre i år. Plantet i efteråret. Ak, den tørre sommer krøllede knopperne sammen inden de sprang ud. Så den har jeg stadig til gode. Bladene er grønne, så den er fint i vækst, og jeg har klippet den lidt tilbage. Måske når den at komme med nye blomster? Vi får se.

En anden sprællende staude på høje spinkle stilke er den vinrøde blåhat. Ja navn og farve matcher ikke rigtig vel? Den hedder altså blåhat, på dansk. Ellers Knautia Macedonia “Mars Midget”. Den blomstrer længe. Jeg har kun en enkelt. Skulle lige se hvor meget den bredte sig ved selvsåning. Det er den så ikke pokkers ihærdig med (eller også er jeg utålmodig..). Jeg har noteret i mine efterårsplaner, at bedet skal have en blåhat mere. Der skal fylde på så de fine stilke kan støtte hinanden.

Kæmpejernurt, eller Kæmpeverbena om du vil, lader jeg gro hvis den kommer egnede steder. Ellers lirker jeg dem forsigtigt op og omplacerer i egen have eller giver væk til glæde andre steder.

I år har jeg lavet en lille koloni i en høj spand. I et hjørne af haven. Nær cykelparkeringen i carporten, der i øvrigt altid kan trænge lidt cover up. På nær de to uger i maj hvor Klematis Montana Rubens lyserøde blomster danner det smukkeste tæppe omkring carporten.

Det andet sted kæmpejernurt er samlet i flok, ud over moderplanten i mit lillabed, er i en zinkbalje der egentlig indeholder rosen Dronning Margrethe. Rosen er afblomstret og kæmpejernurten har taget over. Helt af sig selv. Som en af dette haveårs overraskelser. Tænk de bare dukker op og ser så forbandet godt ud. Og så lige ved indgangen til vores hus. Hvilken velkomst!

Signature"

Kinesisk fingerbøl..

“Nu skal I høre alle tre, jeg har lige opdaget noget helt vildt specielt” siger jeg, med dryssende havehandsker og store øjne. Midt i stuen. Der kan jeg altid finde min familie. Jeg overdriver mit tonefald, bare for sjov. Ungerne tror jeg har fundet en fyldt og forladt Hjem-is bil. Det har jeg ikke. Jeg har opdaget noget der er meget bedre!

Den største og fremmeste plante af mine fremspirede kinesiske fingerbøl, har sat en ordentlig håndfuld sideskud. Det vidste jeg da ikke den gjorde sådan en? Jeg troede den spirede ved frø. Senere på året havde jeg tænkt mig, at samle frø fra den. Så jeg blev noget overrasket da jeg, for at vande den grundigt, løftede de mange takkede blade, og opdagede de små babyer moderplanten havde sat omkring sig i krukken.

I virkeligheden var jeg bare ved at vande krukkerne for derefter, at banke de 3 andre i lynkrig, som er denne uges favorit kortspil inden sengetid.

Kortspillet blev hurtigt udsat. Jeg var alt for nysgerrig omkring, at komme retur i haven. Retur for lige så stille, at lirke de små sprøde babyplanter væk fra deres mor. Hen i hver deres potte med plads til at vippe rødderne.

Det var først efter omplantning og kortspil, at jeg igen søgte efter et dansk navn til denne skønne plante. Og fandt, at kaldenavnet er kinesisk fingerbøl. Jeg var klar over den var i slægtskab med digitalis/alm.fingerbøl, men jeg havde kun det latinske og engelske navn på frøposen fra Det Engelske Haveselskab. Rehmannia Elata og Chinese foxglove.

Jeg kan læse, at den ikke er særlig vinterhårdfør. Så måske mister jeg den snart store familie med de takkede blade og fine pink fingerbøl. Heldigvis kunne jeg samtidig læse mig til, at der til efteråret kan samles frø. Så skulle planterne ikke overleve vinteren, er der håb i frøene.

De kom med posten og udviklede sig til en simpel glæde for mig.

Og i virkeligheden er det ikke simpelt, for hey, hvor enestående er det lige, at et bitte frø kan skabe så meget skønhed? Jeg kan blive ved, at undres over det. Min glæde ved planternes udvikling blev bekræftet med den glæde der boblede i mig ved mit fund. Jeg lignede en lottovinder, en glad julegris, en kvinde der så to streger. Her var der bare mindst 10 babyer. Og I kan tro jeg holder øje med flere.

Signature"