Frø..

Frø. Af de tørre slags. Ikke de fugtige der hopper og siger quark quark.
Raslende, tørre frø. Liv. Gentagelse. Forventning. Den stemning rammes jeg af, når jeg tænker på hvad de tørre frø fra haven bringer mig af skønhed næste år.

Jeg er ikke altid sikker på hvordan og hvornår alle frø spirer bedst. Det tager jeg hen ad vejen. Prøver mig frem. Gode råd, havebøger, magasiner, nettet. Faktisk sidder jeg og kommer i tanke om bogen “Frøbogen” af Ulla Hasselmark. Den kan jeg varmt anbefale. Jeg skal have opstøvet den et sted. Det er sjovere, at have den lige ved hånden, end at skulle frem og tilbage på biblioteket. Bogen indeholder utroligt mange fifs om alt, hvad damen Ulla har afprøvet med frø. Således havde jeg da også op til flere forskellige frø i køleskabet hen over vinteren. Hun har nogle gode ideer og råd, ja vel nærmere eksakt viden om hvornår og under hvilke forhold frøene er gladest og mest gavmilde.

De frø jeg samler i øjeblikket er akeleje, tobaksplante, klokketræ og den flotte lyserøde pom pom valmue “Pink Bombast” som jeg har haft for første gang i haven i år. Akelejerne, en skøn forårsplante, har nu allerede sået sig selv flittigt. Flotte genkendelige blade rundt om i haven. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan drysse lidt flere hist og pist.

 

Sidste år fandt jeg frøposer i Søstrene Grene og har heldigvis stadig en rest tilbage. For en start ligger frøene dog og tørrer helt inden de kommer i poser og system.

I England har jeg købt en metalkasse til frøposer og -breve. Den er tom. Indtil videre. Står og bidrager til havestemningen i mit havehus. Snart bliver den fyldt op med gode sager.

Frø fra RHS. Royal Horticultural Society. Det engelske haveselskab. Jeg meldte mig ind på en haverejse tilbage i september. Senere på året modtog jeg den herligste medlemsmail om, at jeg, ud fra en alen lang liste, kunne vælge frø til en billig penge. Frø samlet ind i de 4 haver selskabet har rundt om i England. 15 små frøposer for under 10 pund! Hva´be´har? Det kan jeg da ikke lade være med. Og jeg hyggede mig virkelig i de mørke vintertimer. Googlede oversættelser af diverse spændende engelske og latinske navne inden jeg nøje udvalgte min samling blandt hundredevis.

England har et mildere klima end Danmark, grundet Golfstrømmen der passerer i Atlanten. Jeg undlod derfor, at vælge frø af de mest frostsårbare stauder, da jeg formentlig ikke ville få særlig glæde af dem her i Danmark. Det må afprøves en dag i fremtiden når jeg har det der lækre orangeri med brændeovn eller anden form for varmeforsyning. Hm..

En af de meget vellykkede fra RHS frøposerne, det er Rehmannia Elata “Chinese Foxglove. Jeg har fået enormt mange planter ud af den pose frø. Givet en del væk, men nyder stadig en ti stykker her i haven. Og den første der har skabt en stængel og flotte pink klokker er denne skønhed.

Og se så her. Et hav af bittesmå, spæde, grønne digitalisplanter. Allerede! Det er få uger siden jeg skrev om, at have drysset jorden fuld. Fantastisk.

Signature"

Moder..

Moder jord. Moderplante. Moder, mor, mama…you name her.

Jordkloden indeholder milliarder af dem. Både floralt og humant.
Og jeg kommer til, at tænke på det fordi mine børn har været ekstraordinært meget sammen med deres de seneste 4 uger. Hver.eneste.dag.faktisk. Og fordi jeg i, hvor end vi i ferien har befundet os i øget befolkningstæthed, har hørt betegnelsen, kaldenavnet, igen og igen og igen.

Der er noget virkelig smukt over det (især når der kaldes på andre mødre end en selv, hø hø..) og fordi det med ganske få bogstaver viser så tydeligt hvilke bånd der unægtelig er mellem fødemaskine og output. Mor kaldes der først på. Jamen, hey, det gør der. Det er ikke for, at negligere en eneste far. De er der også, de er også vigtige. Nu beskriver jeg bare hvordan mekanismen er som flest. Og det kommer jo ikke bag på nogen, det er ikke nyt, eller pludselig sket hen over sommeren. Sådan har det altid har været. Det er bare ganske pudsigt, at stoppe op og lægge mærke til. Lyt selv hvis I har en ledig stund på håndklædet i sandet, ved poolen sydpå, i supermarkedet, på cafeer og stræder.

“moder” bruges foran et navn eller en betegnelse for et sted for at markere at stedet opfattes som udgangspunkt, forudsætning eller ophav”. Citat sproget.dk

Lige så elskeligt det er, at blive kaldt mor, lige så flænsende er det for mit nervesystem (eller hvad hulen det er der blive belastet), at blive tiltalt betegnelsen hyppigt en hel ferie igennem. For nogle mødre er en masse samvær med børn og familie lig opladning. Og jeg tror virkelig de mener det når de siger det. Jeg er bare vævet fuldstændig anderledes. Jeg varierer.

Jeg er nålen der vipper frem og tilbage i “egen indre tid”-barometeret. Og jeg vil svare forskelligt på spørgsmålet om hvilken tyngde moderrollen har, alt efter hvilken dag eller hvornår på dagen du spørger mig. Jeg føler mig det ene øjeblik let, glad og i den dejligste feriestemning, det andet øjeblik klemt, mast, begrænset, træt, fyldt.

I min have lader jeg op og får rystet sindet let igen. Altså hvis der ingen bagkant eller forventning er til mig mens jeg nulrer rundt derude. Og det er lige den balance sådan en ferie udfordrer.

Jeg trives bedst med, at være i mindre forsamlinger når mine mor-kaldere er tilstede. Så har jeg stadig et vist overblik og flænses ikke af et rodet oprørsk indre. Forventes det, at jeg taler med mange, lytter til en masse, brænder jeg sammen. Fordi mor-kalderne har en så stor og naturlig del af min, åbenbart begrænsede, fokuserede nærværskapacitet.

På billedet i toppen af indlægget har jeg netop skubbet ryglænet tilbage på en stol i min mors have. Tid til en afslappende stund. Snip snap fluepapir. Så sidder der to larmende sommerpiger og vælter rundt i hovedet på mig. Jeg var naturligvis også fristende med tæppe og det hele. Og jeg kunne med fast tone have sendt dem væk (det burde jeg nok blive bedre til), men det var så hyggeligt. Og så alligevel ikke. Det blev for meget. Sommetider vælter jeg væk i skjul, andre gange lader jeg dem gøre det for, ikke at begrænse deres glade udladning, alt imens jeg selv apatisk overlever seancen.

På vægtskålen over herlige sommerminder er der dog en helt særlig ting. At blive vækket tidligt er aldrig fedt, men når det er solens stråler der i stueetagen rammer det lille røde hjerter hvor pigerne har indtalt en besked til mig, ja så føler jeg mig let og glad i de tidlige morgentimer.

Er det ikke en kær måde, at blive revet ud af søvnen på? Så må de i hvert fald gerne, 100 gange (?), sige “mor”, spørge om noget og ikke høre svaret for så igen, at sige “mor”, spørge og måååske høre svaret.

Den mulighed har en moderplante ikke. De har ikke nær så gode betingelser som os humane mødre. Hvis de alligevel har, er det modsat os, for en stakket frist. I hvert fald i planteskole øjemed. Her udvælges de efter vækstkraft, blomsterdannelse, bladmasse, stængelstivhed, frugtbarhed, ensartet modning osv osv. (Tænk hvis vi kom igennem den vurdering!!). Moderplanterne afmærkes, bevares og bruges i en periode. Indtil de ikke længere bevarer standarden. De bliver gennemgået og bedømt og dårlige eksemplarer udskiftes med nye. Jeg siger ikke, at jeg spejler mig i en plante (crazy plant lady, argh…), men at drage parallellen hjælper mig til, midt i alt det hårde ved morrollen, at sætte pris på hvor heldig jeg trods alt er.

Nu er ferien endt. I morgen sidder der ingen kollegaer på kontoret og råber moaaar. Det er i hvert fald min forventning.

Signature"

I den seneste tid i haven..

..har jeg

  • rullet gulvmaling på hvad jeg kom i nærheden af, udover altså bryggersgulvet, som var det malingen var tiltænkt. Indtil videre 2 trætte skamler samt en mur i havehuset. Jeg er absolut vild med den farve
  • fået datters havekunst i pæretræet. Fint dekorerede muslingeskaller fra Portugal
  • i drivhuset fået en krog i den dør, som grundet minus vater, lukker i af sig selv. Nu kan begge døre stå åbne, på alle de herlige varme dage
  • set livstegn fra blommestenene der blev plantet i efteråret. Mon det viser sig rent faktisk, at være små blommetræer og ikke noget andet spændende der er drysset ned. DET vil tiden vise. Jeg holder øje med dem i spænding
  • fundet ro i, at nyde havens blomster på en anden måde end i bedet
  • flyttet rundt på de spæde digitalisbabyer og kæmpe jernurt og som ekstra bonus drysset frø fra de lange digitalis-spir. Frøene dalede ned i tusindevis. (Det kræver nok en gevaldig udtynding senere på året).
  • nydt aftensolen de få steder den kommer ind i haven
Signature"

Vand..

Og ikke så meget om, at det mangler gevaldigt på marker, plæner og haver i disse uger. Det har de fleste af os fået drøftet til hudløshed. Mere om, at vand skaber liv i haven. Vand i kar, baljer, fade. Til fugle, katte, insekter. Og til os mennesker, at nyde synet af. Og lyden. Hvis man skulle være heldig, at have plads til at etablere det. Jeg har intet rislende vand i min have. Det kunne jeg godt tænke mig en dag.

Istedet har jeg vand i kar hist og pist. For at insekterne kan gurgle lidt vand i et hurtigt pitstop mellem 2 pollenstationer. Og for at tiltrække fuglene. Ikke vildkattene. Altså de må gerne liste forbi og drikke vand. Og lade sig friste af fuglene, det er jo deres natur. De skal bare dumpe deres efterladenskaber et andet sted end i mine bede. Helt gode venner bliver vi aldrig, men det er en anden sag.

Jeg har et stort keramikfad. Nærmest en underskåle. Glaseret. Der er god plads til solsortenes morgenbad.

Et granitfad på regnvandstønden ved det lille hvide fodrehus. Og et tilsvarende på fod, bag den store rosenbusk tuscany superb. Ganske tæt på min havestol. Spurve ænser ikke altid, at jeg lige så stille sidder og betragter dem.

I skyggebedet med bregner og hosta står et aflangt granitfad. Velbesøgt af både fugle og katte. Heldigvis på hver deres tidspunkt..

Et lille kar, opført i mursten. Der bidrager til hyggen ved krukkerne. Et jeg lavede for nogle år siden. I år har jeg forsøgt mig med sumpplanter i karet. De er vokset og har blomstret med fine små lette hvide knopper. Nu ser de lidt sølle ud. De overlever vist ikke til mere end denne sæson.

Det lille murede kar er opført ved væggen til havehuset og var mit første, og indtil videre eneste, forsøg med en murerske. Jeg havde en bunke gamle mursten tilovers fra da havehuset og dennes vinduesvæg opstod. Den tilblivelse tænker jeg, at skrive om i et senere indlæg.

Fuglene holder sig væk, alligevel er jeg svært glad for karet. Der kan nemt stå en lille bakke med te og diverse, når jeg sidder i stolen ved siden af. Ynglingsssted!

Nyd varmen, fyld fuglebadene, sæt dig og stands tiden. Inden længe kommer en spurv, en musvit, en brumbasse eller en halvsløv hveps. Tanker op og flyver på nye eventyr.

 

Signature"

Haven i Hune..

Pastelhaven, Keramikpavillonen, Sydhaven, Rosentårnet, Den gule have, Eriks drivhus, Lysthuset, Griseslottet, Værkstedet, Plantebutikken, Pergolaen og flere stednavne endda. Her er hver en krog navngivet. For at holde overblik, for det er et stort areal. Men også for, at give stedet stemning. Haven stemning. Havestemning. Og intet andet sted i Danmark har jeg oplevet hvad jeg netop er i gang med, at opleve. Det har mange før mig sagt. Og det er fuldstændig med rette. For Haven i Hune er et mesterværk. Et mesterværk i, at skærpe sanserne, gribe og fastholde beskueren. Et mesterværk der i et herligt samsurium indeholder tusinde vækster, vand, keramik, metal, arkitektur, malerier. Opstået ved hånden af den nu afdøde multikunstner Anne Just og hendes mand Claus Bonderup.

Jeg sover 2 nætter med min familie i Værkstedet. Grundens oprindelige hus. Omdannet til havehotel. Fantastisk ide´! Ind i haven, forbi butikken, langs pergolaen, gennem griseslottet og der ligger det, midt i alt det grønne. En tung æblegren over stien, en bred fugtig hosta, gamle gule tegl på stien. Sort træhus med hvide vinduer. Placeret med view over sydhaven og et ocean af frodighed.

Vi skal rejse herfra i morgen. Jeg tror det bliver uden mig. Jeg får i hvert fald umådelig svært ved, at sige farvel og tage det sidste skridt ud af haven. Indeni mig selv har indgået den aftale, at jeg vil tilbage og opleve haven igen. Jeg kan nemlig på ingen måde tage hele ideen med hjem. 7500 kvm ind på 304 kvm. Det kan man ikke.

Jeg har nydt de utallige haverunder ad de mange snørklede og spændende stier. Hver gang har jeg opdaget nye detaljer. Og lyset morgen, eftermiddag og aften, gør haven ny, at opleve igen og igen. Haven har været lukket for besøgende siden søndag kl.16.00, så oplevelsen har været helt enestående. Det har tillige været vindstille, hvilket jeg holder utroligt meget af. Jeg har oplevet en ro der har rørt mig. En ro det vil glæde mig, at vende tilbage til i tankerne.

Endnu har jeg ikke fordøjet alle havens fortællinger og dens skønhed, så jeg vil slutte med, at skrive flere ord. Og vise havens frodighed i billeder.

 

 

 

 

 

Tjek havens hjemmeside her. Overnatning eller “blot” et dagsbesøg. Dit sind vil takke dig for oplevelsen. Jeg siger det bare!

 

Signature"

Havens farver i disse dage..

Ingen store tanker denne gang. Blomster. Bare blomster, i billeder. Opdelt i farver. Haven avler skønhed. Trods tørt vejr. Nyd dem..

 

20180711_105336
Signature"

Haverunde..

En haverunde hos mig er, for de fleste, hurtigt overstået. Især hvis man tænker antal skridt. For mig kan det, hvis jeg får tiden, tage ganske lang tid. Og jeg elsker det. Jeg skal lige catche op på hver en blomst og plante. Se hvordan den har udviklet eller afviklet sig siden jeg sidst jeg kiggede til den. Sommetider får jeg kigget og trimmet hyppigt. Det fungerer dog sjældent i virkeligheden, så oftest går der et par dage i mellem. Og så nyder jeg, at opdage, at blomster og planter har levet deres helt eget liv mens jeg har levet eller hængt i med mit. Naturligvis er det særligt tydeligt når jeg har været bortrejst. Jeg elsker at træde ind i haven. Hvis jeg kan se mit snit til det, har jeg kun lige sat det første læs fra bilen ind i huset, før end jeg med rolige skridt lusker rundt i haven og hilser. Det er ren og magisk opladning. Sortering i de oplevelser jeg netop har været afsted på. I går ankom vi fra en dejlig uge ved Algarvekysten i Portugal. Hvor vegetationen er fuldstændig anderledes og knap så frodig. Hvor klipper, bølgeskvulp og solens særlige lys har indprentet sig. 

Med en haverunde får jeg rejsens oplevelser på plads samtidig med, at jeg flytter mig mentalt hjem igen. Andre opnår det samme ved, at pakke ud og vaske tøj. Nogle smider sig på sofaen og forholder sig helt i ro mens det indre øje bearbejder oplevelserne. Det må være de færreste der kører fuld skrue med almindelig hverdags adfærd efter en rejse. Eller måske findes der faktisk mennesker der får klaret deres oplevelser fuldstændig undervejs mens de opleves? Uden at vende tilbage i de indre billeder og bearbejde, men blot får oplevelsen gemt direkte på drevet. Det kan være de samme mennesker der altid kommer hjem med rent tøj i kufferten, klar til at blive lagt på plads, fordi de undervejs på ferien har vasket tøjet. Jeg ved det ikke. Det er også lige meget. Det finder vi hver især nok ud af. Vi kan jo kun forholde os til, samt leve ud fra, vores eget indre liv og præferencer. Jeg ved i hvert fald hvordan jeg selv får rystet rejsen ned i de mentale hukommelsesskuffer.

Haverunden starter sommetider direkte fra bildøren, ind i haven og tjekke det første bed med Willestrup, Gertrud Jekyll, Eglantyne og Brother Cadfael. Ja det er roser. De 3 sidste er sat i efteråret, så de er mere sårbare end den førstnævnte som jeg har haft i en del år. Alle mine roser har fået hestepærer i efteråret. Godt krudt, at starte foråret op på (de kiggede ikke engang underligt da jeg stod med min spand og ske og spurgte om lov på rideskolen..). Jeg har efterfølgende læst mig til, at friske pærer kan være lige stærkt nok for rødderne, men det er heldigvis gået uden nævneværdige skader.

I bedet står også en del digitalis (fingerbøl) som nu næsten er afblomstret efter en masse flotte uger med besøg af adskillelige brumbasser. De elsker at kravle op i hvert fingerbøl og guffe pollen. Det kan jeg stå og glo på i ret lang tid! Der er også et fint lille tæppe af nye digitalisplanter. Rosetter der er kommet af frø i år og som næste år gror lange flotte stokke med et utal af mørklyserøde fingerbølblomster. Digitalis er 2årig. Grønne bladrosetter det første år, blomster det andet år, rosetter, blomster, rosetter..

Pink Bombast

I år har jeg i samme bed drysset frø fra den smukke “Pink Bombast” valmue. Frø fra min mors have. Den første frynsede pudderkvast sprang ud lige akurrat inden vi rejste. Eller det vil sige jeg fik et tip som fremskyndede processen, fra min meget erfarne havenabo. Babette. Hun deler en masse viden om blomster med mig. Det er fantastisk med havesludder på stien mellem vores haver. Valmueblomsten var dagen inden afrejse ca.1cm. åben med hver en grøn yderskal. Da jeg nævnte, at den desværre nok foldede sin skønhed ud efter jeg var taget afsted, fortalte hun, at man lige så forsigtigt kan lirke de grønne yderskaller åben, så springer blomsten hurtigere ud og så ville jeg kunne nå, at se den frisk udsprunget. Jeg var ikke klar over, at man kunne gøre det uden at ødelægge alle de fine sammenkrøllede kronblade, som jeg forestiller mig blomsten har en helt bestemt udspringsrækkefølge på. Faktisk havde jeg lidt svært ved, at rode med naturen og krænge blomsten op inden den selv var klar. Jeg lyder vanvittigt, I know. Hvor mange gange har jeg som barn ikke undersøgt diverse blomster og hakket, pillet, åbnet knopperne. I hvert fald fik det mig til, at stoppe midt i den naturstridige handling. Jeg turde kun lirke den halvt åben. Dagen efter kvitterede den heldigvis med en helt åben, rund lyserød kvast. Wow. I dag, en uge efter, er der både nogle helt i blomst, nøgne frøstande samt knopper der kun lige akkurat har åbnet sig. De valmuer skal jeg helt sikkert også have næste år.

Stadig i samme bed ved indkørelsen, har jeg Chinese Foxglove. Pink. På dansk; kinesisk fingerbøl. En blomst i digitalis familien. Jeg har sået den fra frø og har, blandt andre steder, udplantet i dette bed. Den trives, er grøn, vokser, men må være lidt sen i det. Jeg kender den ikke i forvejen. Frøene er sendt fra England. Jeg venter spændt på hvordan den arter sig gennem sommeren.

Videre til det jeg kalder skyggebedet. Grundet placeringen i skyggen af carporten. Det er kun nogle år gammelt og ikke vokset helt til endnu. I bedet har jeg forskellige hostaer, bregner, påskeklokker, løvefod. Samt et lille aflangt kar i granit hvor solsortene elsker at tage bad. Og jeg elsker at betragte dem gøre det, fra køkkenvinduet.

Jeg går forbi den grimme trampolin og stikker hovedet ind i drivhuset.  Agurken og de 2 tomater har det godt i vandingskassen. Forskellen fra sidste uge er, at tomaterne på planten Tiny Tim nu ikke kun er grønne! Juhuu! Røde tomater. Jeg plukker 4. De smager ikke af meget. Øv. De næste skal vist sidde lidt længere inden jeg ivrigt hiver dem af klasen.

Rosen Abraham Darby der står i krukke nær drivhuset får klippet et par kedelige hoveder af. Lathyrus (ærteblomst) er også i fuld gang 3 steder i haven. Trods de er knap på langt fremme som sidste år på denne tid. “Midnight Blues” og så en mixet lyserød som jeg ikke husker navnet på. Jeg knipser lidt bælge af hist og pist. Så blomstrer de flittigere da planten ikke skal bruge energi på at danne og udvikle bælgen der opstår efter afblomstring. Klipper man blomster af til vase, blomstrer lathyrus også flittigere. Det samme gælder Dahlia/Georginer. Dem har jeg ikke haft tidligere da jeg har anset dem for store til haven. I år har jeg dog prøvet, i hver sin krukke (Og en i jorden, men den blev hurtigt strippet af sneglene). Knoldene blev lagt på tyndt lag jord i marts, indenfor, og sprayet med ganske lidt vand nu og da. Efter kort tid kom der skud som voksede sig gode og sprøde inden knolde med skud blev plantet ud i haven efter sidste nattefrost. De blomstrede inden vi rejste og blomstrer flot i dag. Et fantastisk smukt og grafisk mønster de præsterer, at danne. Hvordan hulen gør de det, de knolde der.

I bedet med roserne Louise Odier og James Galway, bor også drumsticks (prydløget Sphaerocephalon – ja, derfor kalder jeg dem bare drumsticks..), samt lægekvæsturt, stjerneskærm og blåhat “Mars Midget” (som egentlig er bordeaux). Bedet mangler fylde. Så jeg skal enten væbne mig med tålmodhed, hvilket absolut ikke er min stærke side, eller supplere bedet med en blåhat og en stjerneskæm mere. For nu får de lov, at vælte lidt rundt blandt hinanden.

Ved havehuset står lidt blandet og der sker løbende lidt udskiftning og omrokering. En flot stikling af en gren fra et klokketræ (Abutilon Hybridum), en lyserød Hortensia, den klassiske pelargonie Dronning Ingrid, en del fremspirrede planter der pynter i krukker og på fade i stedet for i bedet, en zinkbalje med nedklippede staudesalvie.

Omme ved hoveddøren, på den anden side af havehuset, har roserne Strawberryhill og New dawn taget en pause i varmen og har ikke tid til flere blomster pt. Krukken med pragtkærte, som jeg har spiret fra frø sidst på vinteren, pynter med et par drumsticks som eneste blomster i det hjørne. Jeg lagde mærke til den hvide pragtkærte første gang i Italien, sidste sommer, og i denne uge i Portugal. Den er let, hvid og med en anelse pink kanter i kronbladet. På gasskabet står en række husløg og i nærheden også en sart og lys stokrose.

Som du nok kan læse kender jeg knap begrænsningen for hvad jeg skal bringe ind i haven. Og jeg har endda knap nævnt det halve af hvad der egentlig stikker op af den stenede jord. Jeg betragter det som et forsøg på, at tjekke ud hvad der kan leve i delvis skygge og kedelig havejord. Trives det i haven, hvordan vokser det til, sår det sig selv, er det nemt/svært at holde, hvordan er farverne osv osv. Det er en stor del af charmen ved det daglige liv året rundt i haven. Og især ved disse haverunder. De er vigtige. Synes jeg.

Signature"

Miniaturedrivhuset..

Drivhus, væksthus, orangeri. Jeg reagerer særdeles positivt på enhver beskrivelse af noget med glas og lysindfald, varme og grøn frodighed. Det tiltaler mig enormt. Et sted at få ting til, at vækste. Både planter og kreative ideer. Jeg har længe drømt om de dejligste hjemmegjorte genbrugsdrivhuse. Eller et nyt, opmuret et. Med plads til tænkehat og tomater, plastret til med grønt øjenguf. Til at nyde synet af inde fra huset og til at dimse rundt i, som en forlængelse af haven. En forlængelse af årstiderne. Jeg drømmer videre om de store, pompøse. Og jeg drømmer videre om dem i helt almindeligt format. Som man kan sidde indeni. At have det på matriklen her er stadig på drømmestadiet.
 
Udover, at det jo koster en hel del, vil det kræve, at den gamle slidte carport nedrives for, at afgive den bedste solplads. Den giver husly til brænde, cykler, plæneklipper, havemøber osv. Så det vil betyde et nyt sted til det. Hmm. Pludselig er tankerne på dominoeffekt. Selvfølgelig vil det kunne lade sig gøre. Det er jo bare en tids- og økonomiprioritering. Og måske også et drys enighed.
 
Indtil jeg opdager, at den stenede havejord indeholder smaragder eller jeg vinder i det lotto jeg aldrig spiller, så glæder jeg mig helt vildt over den løsning jeg har været så heldig, at få i år.
 
Jeg har nemlig fået mig et miniaturedrivhus. Uden siddeplads.120×80 cm. Hvad? Det kan da også noget. Hvidt, fint, i genbrugsvinduer og pallerammer.
 
Og der vokser både skoleagurk, busktomaten tiny tim, cherrytomat, basilikum, mynte, purløg, persille, citronverbena, en halvvissen oregano og vandmelon. Det sidste et sjovt forsøg af kerner fra en melon vi spiste i maj. Der er faktisk kommet blomster på og små behårede meloner i pinocchiokuglestørrelse.
 
Der er også en krukke der ser absolut tom ud, men stadig bliver vandet. Det er blommesten fra nogle venners træ. Blommer der smager fuldstændig fantastisk. Jeg mener det er blommen af sorten “Opal”. En tidlig blomme. Stenene var i køleskabet i 3 mdr. i vinters. En kuldeperiode. Og så kan der gå op til 18 mdr. før der sker noget. Vi har ikke givet op.
 
Tilbage til drivhuset. Jeg gik med tanken om selv, at bygge. Men det måtte godt se nogenlunde rart ud, at kigge på. Så jeg fik efter noget tid overtalt min kæreste til, at stå for opbygningen. Det er han nemlig god til. Og han brummede kun lidt undervejs i processen.
 
Ideen til miniaturedrivhuset fik jeg sidste år på CPH Garden Festival i Valby parken. Der stod det. I Signe Wennebergs udstillingshave. Jeg tog billeder. Og hele vinteren kiggede, zoomede, savlede jeg på de billeder. Jeg undlod heller ikke, at dele den lille drøm herhjemme. Der var ikke så stor reaktion.

I foråret fandt jeg pallerammer. Og gamle vinduer. Jeg besøgte klassiske-vinduer.dk ved Kattinge. Gigantisk og fristende udvalg i gamle døre og vinduer. Wow! Jeg målte, vurderede, forstillede mig, beregnede, målte igen, grublede, besluttede mig og kom af sted. Kun med det jeg var taget afsted efter. Ikke et vindue mere end planlagt. Jeg var stolt. Jeg ræsede afsted inden de piplende idéer fik overtalt mig til, at shoppe bilen fuld til senere projekter.

 

20180324_163705

På en forårsdag blev det bygget og efterfølgende malet. Jeg kunne nærmest ikke vente på, at luften blev varmere så der kunne flytte grønt ind og indvie første sæson.

 

Nu er der fuld gang i det lille hus og jeg har sat en havestol ved siden af. Det er nemlig lige der eftermiddagssolen lander sine bløde stråler. Mellem trampolinen, som er drivhusets tætte nabo, den rædsel, og drivhuset, sniger jeg mig til en stund i solen. Kigger ind ad ruden. Så længe, at jeg kan se det hele gro? Nej, men længe nok til, at huske, at trække vejret længere ned i lungerne end hvad dagligdagen ellers byder dem. Imens øver jeg mig i, at holde lyden af trampolinens knirkende fjedrer og ungernes hvin lidt på afstand.  

Agurken gik lidt i stå. Efter et afkast på omkring 10 sprøde agurker, er de kommende agurker gået i stå. De blev gule og visnede. Planten har nået toppen af drivhuset og bugter sig langs taget. Det er formentlig varmen der har standset væksten. Selvom drivhuset er uden bagside, skal dørene vist åbnes hyppigere på de varmeste dage. Det må jeg huske. De vinduer jeg valgte til taget er med råglas. De er matte og yder lidt beskyttelse mod direkte sollys. De stammer i øvrigt fra rådhuset i Roskilde.

Nu venter jeg på, at solen skal modne tomaterne som stadig er fuldstændig grønne. Næste år omrokerer jeg muligvis planternes placering og lader tiny tim komme længst mod syd. Det kan også være det utænkelige sker og min familie forstår det virkelig vigtige behov for, at nedlægge trampolin og carport og skabe mere plads med glas, flere planter med mad på, mere herlighed. Det er lidt op ad bakke ikk´? Vi får se. Indtil da vil jeg fortsætte med, at nyde synet og hyggen ved det lille søde miniaturedrivhus.

Signature"

Roser..

Jeg husker ikke roser i min barndomshave. Og selvom vi boede i Gartnerhaven og alene vejnavnet gjorde det oplagt, at vores og nærliggende haver havde et bredt udvalg af planter og vækster incl. roser, så husker jeg ikke en eneste have med den smukke blomst. Ja vi lavede selvfølgelig parfume af rosenblade, men de kronblade kom vist fra en have nede ad markvejen et sted.

Min forgabelse i roser? Den er bare kommet. Har groet sig fast. Dukkede ud af det blå den første sommer vi havde hus og have. For 10 år siden. Jeg startede med en klassisk rød. Stor og flot. Med en overflade som fløjl. Ingrid Bergmann. Siden er jeg endt med 15 forskellige roser.

Det med den røde rose, det havde jeg ikke valgt i dag. Og Ingrid måtte da også sidste år forlade sin plads centralt i haven. Gemt lidt væk, bagerst i haven (og det med bagerst, det udtryk kan man slet ikke bruge om vores have, men nu gjorde jeg det alligevel). Jeg synes røde roser er guddommelig smukke. Jeg har bare erhvervet mig en mild form for aversion mod gule, orange og røde blomster når vi snakker i min havejord. Jeg synes ikke der er plads til hele farveskalaen på den begrænsede plads vi har. Så jeg holder mig som regel til nuancer i lyserød, fersken, lilla.

 
Når jeg køber en ny rose har jeg (for det meste!) nøje tænkt hvor den skal placeres ifht. solens vandren omkring vores matrikel. Jeg har engang læst, at roser skal have mindst 6 timers sol om dagen for at trives og blomstre optimalt. Vores have er lille og skyggefuld mange timer om dagen. Roser elsker sol. Vores havejord er hård og stenet. Roser elsker løs og rig jord. Det lyder ikke som en god kombination vel? Det er nu gået ret fint alligevel.

 

 

Ghislaine de Féligonde. Ja, det hedder den altså. Den seneste rose her i haven. Jeg plantede et par stykker i efteråret. Og jeg forventer meget af dem. Blomsten skifter farve undervejs som den springer ud. Den er nærmest igennem 4 farver, hvid, creme, sart gul og en knop i koral.

De har allerede været ret gavmilde den første tid her på matriklen. Og det endda selvom de står med noget så kedeligt som udsigten til vores affaldsspande. Rosen kan blive meget høj og jeg håber de med tiden kravler op og dækker det armeringsjern de er plantet op ad og bugter sig videre hen langs havemuren. Det skal jeg nok hjælpe dem med.

 
Når jeg tænker efter tror jeg en del af min kærlighed til disse yndefulde, duftende, farverige, stikkende buske ligger i den meditative vedligeholdelsesproces og det busken efterfølgende kvitterer med.
Gøde, beskære, klippe visne blomsterhoveder af, fjerne sygdomsramte blade, binde op til støtte samt binde grene ned til vandret så planten sætter lodrette sideskud og dermed givere frodigere blomstring.

 

Om vinteren får de en jakke af granris så rødderne kan holde sig varme.Det kribler altid voldsomt i mig i forårsmånederne; hvornår er det varmt nok og uden risiko, at fjerne den efterhånden visne og kedelige jakke og lade roden suge varme fra solen? Ja ja, tjek vejrudsigten “Fjern først når der ingen nattefrost er længere”. Men fakta fjerner altså ikke kriblerier, så jeg skal altid virkelig beherske mig for, ikke at starte oprydning og sæson op for tidligt.

Nu er det sommer. Og selvom den smukkeste periode med roserne er overstået, den hvor de første knopper kommer og blomstringen går amok, så venter jeg spændt på en omgang mere fra de remonterende. Dem der blomstrer mere end en gang i sæsonen. Og lad nu også sommervarmen remontere. Giv os endnu et skud med varme dage og lune nætter. Bare her i juli. Det er jo M.E.G.E.T snart ferietid.

 

 


Signature"

Lyden af siv er sprød..


Sivene, hvis spidse, sprøde blade knitrende strejfer hinanden når vinden leger sig gennem dem, laver den skønneste beroligende lyd, da vi går over dæmningen ved Nyord. Det får mig til at stoppe op og lytte med hovedet i skiftende retninger. Ørerne indfanger lyden på forskellig vis, mens vinden fjumrer rundt i mit hår. Det er sjovt.

Nogle er på arbejde, andre er til eksamen, jeg er her. Med intet andet formål end at være. Og uden anden bagkant end at nå frem til næste B&B. Jeg føler mig heldig. Og afslappet.

Jeg forestiller mig hvordan alle skulle forkæle sit sind ved, at gå over dæmningen. Over de åbne vidder på Nyord, til haven på Lollesgård og spise krebinetter og nye kartofler, til en gæstfri seng hos naboen Nyord B&B, og til dagen efter atter, at blive blæst igennem. Lade vinden tage alle unyttige tanker med sig, ud over dæmningen og sivene, lade dem synke i Østersøen. Med de utallige svalers sang som afsked.
 
 
 
Jeg har lige været 4 dage på Møn. Med min mor. For, af hvad jeg kan erindre, første gang.

Vi har vandret langs en del af Camønoens afmærkede stier, men også ad veje væk fra alfarvej.

Ad smalle stier langs hede, folde, moser, skove. Tilbagelagt kilometervis af strand, på tang, sten, over høfder. Lyttet til gøgen, gulspurven, svaler og fasaner, i krat, træer, på himlen. Nydt synet af smukke græs- og kornarter svaje yndefuldt i vinden på hver side af bugtende hjulspor.

 

Opslugt af den pragtfulde park omkring Liselund Slot hvor vi sov i nat, nød jeg nysgerrigt alle de hver især fremadartede lysthuse rundt om i parken. Sådan et ville jeg gerne have plads til i min have!

Jeg har stukket snuden i kridten ved klinten og fundet lidt fossiler. Indsnuset duften af sommervarme markveje. Helt ind hvor det hele huskes og føles.

Som du har gættet har jeg nemlig haft tid. Tid til at tage verden ind. Uploade det pragtfulde og massive indtag af syn, dufte, vind, lyde. Jeg har nydt, at tage det ind efterhånden som naturen har budt mig det. Og taget det ind når vi har pauset på Naturcenteret Ulvshalevej med medbragt te, på en dejlig kollegas sommerhusterrasse til synet af heden og forfriskningen hun kærligt havde efterladt os, i Borre foran Dagligbrugsen fordi der lige var en bænk og sulten meldte sig, på uendeligt smukke og afvaskede træstammer på stranden nedenfor klinten..Ahhhh. Blide bølgeskvulp og synet hvilende i horisonten langt borte. Der uploadede jeg på fuld skrue. Langsomt.

 

 

Nu har jeg givet staffen, som i det her tilfælde er min mor, videre til min moster. Idag vandrede vi alle 3. Imorgen vandrer de. Så med vind i håret, sol i kinderne og nussede bukser, støvede sko og saligt smil, i busser og tog op gennem Sjælland, på vej hjem og kysse på min lille familie, sad jeg henført og drømte om hvornår jeg igen skulle betræde Møns rigdom.

Samtidig sad jeg og afklimatiserede mig selv ved tanken om, at jeg imorgen møder kontrasten; Jeg er inviteret med 22 stk. 0.klasse børn i Tivoli.

Tak møn og tak natur. Tak fordi I begge er langsomme. Det gør mig godt.
Vi ses med sikkerhed igen!

Lad dig friste og inspirere til en fantastisk naturoplevelse. Læs mere om Camøno her
Signature"