Lidt blandet fra ugen..


..som optrevlede hurtigere end et løbsk garnnøgle. Nu er det søndag eftermiddag. Vinterferien ligger forude. Regnen falder og jeg har egentlig lyst til at gå ud i haven og rive de afklippede staudegrene sammen som jeg i går efterlod på plænen. Sjovt nok finder jeg hele tiden på småting indenfor. Som jeg skal i stedet for. Sy en knap i, vaske mudrede fodspor af entregulvet, rydde et hjørne af køkkenøen hver gang jeg passerer den (en køkkenø som vi altid tømmer vores lommer ud over og aldrig kommer helt i bund med), høre ungerne jamre når de skal sortere kassen med plast, metal, glas og papir, lægge smådimser ud på trappen der hører til på 1.salen osv.

Nu greb jeg pc´en et øjeblik. Smækkede rumpen i lænestolen for at skrive lidt her, lave lidt mere på vores familiefotobog 2018, tænke planer om forårets 2 x 40års fødselsdage, en konfirmation og en nonfirmation. Ingen af delene er noget jeg skal afholde, men gaverne må gerne være noget særligt. De to unge mænd er jeg fx henholdsvis gudmor og faster til. Så jeg må lige stramme mig an og komme på noget med lidt tanker i.

Nå, tilbage til jer og det jeg vil skrive om. Ugen. Eller noget af den. I hvert fald det der relaterer sig til have og blomster. Vi gider ikke tale om den mælketand jeg fik hevet ud fredag. Krateret er syet fint sammen, heler som det skal. Ikke skyggen af smerte. Ikke skyggen af en tandfe…hmm. 

Da jeg stadig havde den lumske tand, torsdag, var jeg til blomsterbinding for første gang. Det viste sig mest at være blomsterdekorationer mere end buketbinding som jeg ellers havde håbet på. Men pyt, det er blot over fem gange og jeg lærte nu allerede noget. En af tingene var, at der går flere tulipaner end tre til et aflangt fad:-)

20190207_181524

I weekenden har vi hentet et læs kompostjord mere til højbedene i min kommende lille køkkenhave. Og det rækker filmar ikke engang! Nu må resten op til kanten blive havejord jeg graver af når jeg gør klar til stenmelsbelægning og så en håndfuld billige plantesække. Det kan godt være de bede skulle have været et bræt lavere. På den anden side er der god jord til rødderne.

20190210_100015

Det er i øvrigt et værre smattet vejr at rode rundt med det jord, men virkelig rart at få det gjort. Det kribler jo som en gal i mig for at komme i gang med hvad der er helt nyt for mig: afgrøder, køkkenhave, kål, ærter, løg og beder. 

Jeg prøver at nedtone mine indre forventningsvisualiseringer. Jeg ser sprøde struttende bede, der dufter og vælter ud over kanten i et stort grønt inferno. Jo mere jeg læser om hvornår hvad skal forspires, hvad skal sås direkte i bedet, hvilke afgrøder passer bedst sammen med hvilke andre og hvad for en jord og kvælstofindhold, for ikke at nævne hvornår hvilke afgrøde er klar til høst og kan afløses af andre. Sikke et puslespil. Det er helt tydeligt, at dem der får det til at ligne en leg er virkelig garvede!

I min iver over at komme i gang, glædede det mig at opdage at chili er langsom, at de med fordel kan såes indenfor allerede i februar. Jeg har valgt en mild slags til salat. “Biquino Yellow” hedder den (den sætter jeg i øvrigt nok i det lille miniaturedrivhus og slet ikke i højbedene). Og så to løgsorter, en bananskalotte og en fransk favorit “Paille des Vertus” kan såes nu. Så det gjorde jeg i går. Med hjælp fra mine to piger. I en smart flamingospirekasse fra Pindstrup (den som er vist på øverste billede). Der er hul i bunden af de 60 plantehuller. På den måde kan man nemt skubbe de små planter op når de skal ompottes.

I marts sker næste omgang såning. Ærter, forårsløg og diverse kål.
Jeg glæder mig til at få fyldt spirebordet på kontoret igen. Et fint fint bord Ulrik byggede til mig for et år siden. Jeg viser lidt billeder af det når det senere på foråret er fyldt op med herligheder og små nye liv.

20190208_085807

Afslutningsvis et billede af min krans fra torsdagens blomsterbinding. Den hænger pt på muren til havehuset. Desværre kan jeg ikke se fra huset om fuglene er gået ombord i hirsefrøene. Men det håber jeg.

Signature"

Køkkenhave..


..har vi ikke tidligere haft plads til. Og mange vil nok, ud fra ovenstående billede mene, at det har vi stadig ikke. Jeg synes dog en miniaturekøkkenhave må passe fint i en miniaturehave, ligeså vel som miniaturedrivhuset gør. Og det er heller ikke sådan, at jeg nu får 100 kvm lækkerhed med afgrøder. Ikke desto mindre etablerer jeg i år en køkkenhave. Og det glæder jeg mig enormt til.

“Størrelsen på en have har meget lidt at gøre med dens fordele. Det er størrelsen på haveejerens hjerne, hjerte og velvilje, der betinger om haven er behagelig og interessant at opholde sig i eller ej”
Gertrud Jekyll, britisk landskabsarkitekt

Mine forældre havde en vældig køkkenhave med et bredt udvalg. Jeg kan genkalde mig duften. Og det at luske ned mellem rækkerne og knække de sprøde runde rosenkål af stokkene.

Nu fyldes mit tankemylder af sol, jord, kvælstof, forspiring, rækkefølge og afstand, smag og lyst. Det er faktisk et større projekt. Og det selvom det kun drejer sig om to stk. højbede af 3×1 mtr + 0.6×2 mtr. Samt et par tilhørende krukker og muligvis et par beholdere med tomatplanter voksende nedad. For at udnytte den vertikale plads.

Jeg har grebet projektet an på min nye velfungerende opdelt-i-små-bidder-metode. Ungernes gyngestativ blev savet ned i starten af december. Ingen traumer. De brugte det sjældent. Den ældste på ni havde selv foreslået en køkkenhave lige netop der. Den idé lod jeg ikke falde til jorden! Det er så ikke sikkert hun lige havde drømt om grønkål.

Væk med græsset og tilbage var ca. 10 kvm. blotlagt jordstykke. Med en hulens masse knuste havefliser i. Jeg bliver altid så nysgerrig når jeg finder spor af levet hverdag i jorden. Gad vide hvordan haven så ud med de fliser. Har det været en havegang eller underlaget i et drivhus?
 
I jorden var også en del større rødder fra de kravlende vedbend der omkranser den kommende køkkenhave. Muren fra skuret støder op og danner en skyggefuld vestside (så her placerer jeg muligvis blot et plantebord og krukker med hosta og bregner – det skal nemlig også kæmpe om pladsen med en stor velduftende caprifolie), havemuren ud mod et grønt fællesareal danner bunden af den enorme køkkenhave og den sidste side mod øst er et kedeligt plankeværk. Her har jeg også ladet det grønne kravle og dække. Den tildækning vil jeg naturligvis helst ikke miste. Så rødderne skulle bevares i et eller andet omfang. Det er lykkes nogenlunde.
 
20181128_095253
Mellem jul og nytår hvor vi havde et par langsomme hjemmedage uden planer, fik Ulrik bygget de to højbede i lærketræ. Gode og massive. Og jeg fik maset dem på plads i jorden, uden om og forbi diverse rødder. Den røde Ingrid Bergman rose der var forvist til hjørnet bag gyngestativet, står nu fint som en inkluderet del af det ene højbed. Det håber jeg hun kommer til at trives med.
 
20181225_143454
I januars blandede frost og pløre lod jeg projektets fysiske del passe sig selv (og tumlede mentalt videre i min søgning efter hvilke planter, af dem jeg ønsker i køkkenhaven, der trives bedste sammen, hvilken type jord til hvilken plante osv.)
 
Da stormfloden ramte Holbæk Fjord og skyllede tang op som isolerende stibelægning, hentede jeg to cykelkurvfulde. Det var helt magisk at cykle på det tykke lag tang. Og naturligvis blev jeg nødt til at tage billeder og nyde den isolerende og anderledes lyd, inden jeg lagde den halvfrosne tang i først den ene cykelkurv og så den anden. Tangen har jeg haft liggende på havefliserne til skylning i regnbygerne. Jeg gemmer det til palmekålen og grønkålen.
 
20190110_090831

I weekenden har jeg, udover at komme til at bestille en håndfuld frøposer på nettet i en tidlig morgentime, hentet kompostjord på genbrugspladsen og købt stenmel til at stampe havestier omkring bedene.

Nu får det lov til igen at ligge på standby for en stund. For nu er en ny uge i gang med yoga mandag, kurbad tirsdag, fødselsdag hos min bror onsdag, første kursusaften i blomsterbinding + talentshow på ungernes skole torsdag for ikke at nævne en udtrækning af en mælketand (min!) og en tur på ambulatoriet hvor yngste datter på syv skal have ny insulinpumpe, fredag.
 
Jo ugen kommer til at gå hurtigt, som altid. Midt i alle ugens herligheder glæder jeg mig over, at weekenden er relativ ledig til køkkenhaveprojektets etape nr. jeg ved ikke hvad. Små skridt. Det er blevet mit havemantra. Så kan jeg nemlig nå at udføre planer i haven, mens jeg navigerer rundt i familiens øvrige hverdagsliv. Det ene må ikke udelukke det andet.
Signature"

Forår inden vinter..

..eller forår uden vinter. Forårsbebuderne er piblet frem i løbet af den milde december. Sikkert også hjemme hos dig.

I dag er vejret fugtigt, mildt og lyst. Og jeg har fået hilst på de første deltagere til 2019 haveåret. De var sprøde, grønne og struttende af livsbekræftende vækst.

Nogle steder i landet er vintergækker og erantis sprunget ud. Det er de nu ikke i min have. Vintergækker har jeg på vej med lange fine skud. Det hele er lidt tidligere end ellers grundet det milde vejr. Det er svært at modsætte sig forårsfornemmelserne der kommer straks jeg får øje på de sprøde skud der er brudt gennem den bløde jord.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Selvom jeg stadig venter på, at perioder med sne og kulde skal rulle over mig for at få kalibreret mit indre ur, så nyder jeg at starte på hyppigere haverunder igen. Nu hvor det er blevet lysere. Jeg elsker at stikke hovedet helt ned i jorden og undersøge hvor langt de forskellige løgplanter og tidlige stauder er nået. Hvordan de sårbare førsteårs skud af sommerens frø har overlevet, indtil videre. Og senere om noget udebliver grundet en manglede længerevarende frostperiode. Vi får se.

I virkeligheden er jeg lidt glemsom omkring hvad jeg har drysset af frø forskellige steder. I det øjeblik jeg drysser løs, føler jeg mig sikker på, at det husker jeg let til næste år. Jeg har da trods alt skrevet en del ned. Man kender vel sine begrænsninger. Men skriblerierne sker både i notesbog, på frøposer og i noter på min telefon. I år vil jeg lave en havekalender. Et samlet overblik.
Så skal jeg ikke gå og gætte om en skøn sommerblomst er på vej eller om der er tale om en invasiv ukrudtsplante jeg burde hive op.

Inden jeg bliver for ivrig er der stadig nogle måneder hvor haven kan nå at blive en bundfrossen pind. Og det er også ok. Faktisk mere end ok. Jeg bliver jo bare så draget af det spirende liv under fodsålerne, at jeg nærmest ikke kan vente med at komme ud og nyde det grønne og farverige.

Har du stadig snuden i sporet for at klare juleoprydning og gavebytterier?
Eller har du lagt mærke til ændringerne. Lige der ude. I din have eller langs fortove, i kummer, på plæner og i bede. Kom nær en jordflade, buk dig, snus og stil øjet skrapt, de er der. De er på vej med fuld styrke. Og de er bare så hjertelig velkomne.

 

Signature"

Juletræ af skovbund..

..et plantestativ i en potte, ståltråd, thuja, mos i mange arter, lau. Hygge i havehuset i aftes. Ved mit nye nostalgiske arbejdsbord, en høvlebænk fra min gamle folkeskole. Te i termokop og egentid en stund.

Det var et forsøg på at lave noget der ligner et juletræ. Og det er endt nogenlunde. Grønt og duftende. Jeg dykkede ned i poser med svensk skovbund. I dag er mostræet kommet ud i dagslys og pynter i haven. Ovenpå mit lille murede vandkar, der er tømt for i år. Forhåbentlig pynter træet hele vinteren. Eller i hvert fald indtil fuglene hapser det fra hinanden. Vi får se.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Lyset var naturligvis anderledes i aftes. Elektrisk og ikke direkte på arbejdsbordet. Men I kan nok fornemme forløbet her alligevel:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hen over de næste uger vil jeg prøve at lave et par mindre træer. Også i potte, men svævende, på en lodret gren, og bundet omkring hønsenet. Derudover har kransebinderveninderne en aftale søndag hvor jeg vil glæde mig til endnu engang at skabe selv, i fællesskab. Det bliver formentlig den obligatoriske adventskrans. Den skal jo for dælen snart være klar.

Derudover bliver der også en dag i børnehøjde, hvor granfnuller, lerfingre og fuld gas på glimmer og julestads, omdannes til juledekorationer med eget kalenderlys. Og jeg har vist også fået lovet ungerne, at vise hvordan de binder om en halmkrans. Det skal der nok komme skønne, livlige kreationer ud af.

Her er mørket så småt på vej ind over weekendens sidste timer. Og jeg glæder mig til at se de små diodelys på det nye mostræ. God søndag aften!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Signature"

Sæsonskiftet..

..har uden overraskelse været undervejs de seneste mange uger. Det har vi ligesom opdaget alle sammen. Også at det har været et lunere efterår end sædvanligt. Men har vi alle sammen lagt mærke til farveforskellene på de planter, træer og buske vi har i egen have? Eller er væksternes klædeskifte kun betragtet som en flygtig konstatering, mens vi fræsede afsted i bil, tog eller cykel. På vej til noget der skulle ordnes. Forbi flotte læhegn af træer og buske der i oktober stod som det vildeste flammehav. Lige der tror jeg vi alle bemærkede det. For nogle var det blot denne flygtige konstatering, for andre; gentagne udbrud af dyb betagelse helt inde fra hjertet, som et ydmygt tak for hvad øjnene netop havde sendt.

Når så bilen, cyklen, gåbenene, favne fulde af varer, tasker, børn kommer hjem, i tiltagende mørke eftermiddage og aftener, ser vi så havens forvandling? Nej ikke rigtigt, vel?

Og man kan så spørge sig selv om det er vigtigt. Det er jo det samme der sker hvert år. Det sker jo uanset om man kigger med eller ej. Og det hele bliver jo grønt igen mens solsorten triller. For mig er det dog vigtigt at følge med. For mig er det nærende fordybelse. At stikke snuden og alle sanser tæt på nærmest hvert enkelt blad, bed, hjørne af haven. (Godt den ikke er stor, haven).

Jeg higer efter haverunder i dagslys. Sommetider ultrakorte, andre gange lidt længere og langsommere.

Lige så meget som jeg elsker foråret, i hvert fald n.æ.s.t.e.n lige så meget, elsker jeg efteråret. Altså når følelsen af sommer helt definitivt har sluppet sit tag i mig. Så vender jeg mig mod den kommende periode, sæson, årstid. Og nyder oprydning og afvikling. Havemøbler og sarte planter der skal i skjul og frem med lys, gran og tanker om året i haven.

Når jeg før skrev “vender mig mod” så er det hvad der konkret sker på mit indre billede. Min indre fornemmelse. Derinde hvor jeg pejler mig ind på en ny sæson, lægger låg på seneste sæson, tuner følelsesmæssigt ind på hvor vi er nået på årskalenderen. Det er faktisk ikke så nemt at forklare. Fordi det hver dag bare sker inden i mig. Det er ikke noget jeg så ofte tænker på, reflekterer over. Et dagligt værktøj som jeg ikke ved hvorfor og hvordan jeg har skabt. Jeg ser både året, måneder, uger og dage visuelt. I forskellige farvetoner. Jeg kan zoome ind, dreje den visuelle kalender, koble følelser, stemninger, begivenheder op. Jeg bruger det hele tiden og når der er sæsonskifte skal jeg lige kalibreres. Sådan at jeg mentalt står det rigtige sted på den der kalender inde i mit hoved. Ja, jeg ved det godt. Det lyder faktisk lidt gakket. Det var egentlig heller ikke det indlægget skulle handle om. Det hænger bare aldeles godt sammen med min betragtning af havens forfald. Og det var det vi kom fra.

Se nogle smukke farver og ændringer i haven:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 Udover blade der ændrer sig er der stadig lidt blomster og grønt:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I krukken hvor en hosta pryder hele sommeren, men nu er visnet ned, har jeg sat taksgrene (snuppet i min mors haven og på ide fra hende, genialt!) Nu står krukken fin og grøn hele vinteren. Samtidig beskyttes hostaknolden. Og de tulipanløg jeg har lagt omkring knolden. En indpakket gave med forårsguf:

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De sarte planter i krukker er sat på høvlebænken i værkstedet. Udover kinesisk fingerbølplanterne, er jeg især øm over for “Tibets blå valmue” (Meconopsis Betonicifolia) som det er lykkes mig at holde liv i. Fra frø til plante. Hele to stk. De må meget meget gerne overleve vinteren og til næste år skyde i højden og danne blomster. Jeg ved endnu ikke hvor de skal stå i haven. Men det er lige meget. Det vigtigste er at få dem til at danne spire, se dem gro, nurse dem så de forbliver.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Signature"

Sandtørrede blomster..

..med chinchilla sand. Friske blomsterhoveder i sand, stil væk, tjek tre ugers tid efter. I det her tilfælde blev det fire. Måske I læste med da jeg pressede blomster og afslutningsvis nævnte at jeg havde lagt blomster i sand? Det er dem jeg nu har gravet frem blandt de fineste sandkorn.

Det krævede en vis portion tålmodighed. Udgravningen skulle jo foregå i et tempo så de papirtynde kornblade ikke tog skade. Hvilket selvfølgelig skete på et par af blomsterne. For sommetider har jeg glemt min tålmodighed et eller andet sted.

Det var sjovt at lirke blomsterne frem, drysse sandet af og se resultatet. De fleste blomster har bevaret farven. Det er utroligt hvordan fugten er forsvundet og har ladet blomsternes egne fibre tilbage. Vældig fint bevaret og ingen spor af råd.

Hvad jeg skal bruge dem til er lidt uvist. I virkeligheden var det mest for at prøve det. Hortensiaen vil dog være flot at tørre en masse af. Til adventskranse og juledekorationer. Det kan være jeg skal sætte en ny kasse sand over. Så er blomsterne klar lige inden 1.søndag i advent.

Efter første omgang af pressede blomster lagde jeg i øvrigt et nyt hold i pres. Denne gang blade. Farverige efterårsblade fra en tur i skoven. Se lige hvor smukt:

Signature"

Svensk skovbund hjembragt..

Vi har en trampolin. Sådan en er jo eddergrim. Ungerne er begejstret for den. Så den er her. Jeg lever med den. Sikkert en del år endnu. I år er jeg begyndt at fylde op med krukker rundt om den og under den. Altså bare langs den kant der vender ud mod haven. Ikke under hele trampolinen! Jeg sætter ikke fælder ud der giver ungerne varige mén og får dem til at droppe den eddergrimme tingest. Jeg er ikke ond. Dog. Sagen er bare den, at jeg inde fra køkkenvinduet kigger lige ud på den. Det kan ikke være anderledes. Men jeg kan forsøge at forskønne den, gemme den, glemme den. Og det er min mission med disse krukker.

I krukkerne er der rhododendron, hosta, limefarvet hortensia, storkenæb, en stor kløver samt en bregne. Og jeg vil godt have kanten af grønt endnu bredere og grønnere.

Mit skyggebed med hosta, bregner, løvefod støder lige op til trampolinen. Bedet har jeg derfor netop udvidet, så den ene spids nu breder sig lidt ind under trampolin. Foran krukkerækken. En lille del af græsplænen, der alligevel var mos og bare pletter, er nu fjernet til fordel for flere skyggeelskende grønne planter.

Det har ikke kostet mig en tur på planteskolen denne gang. De seneste dage har vi nemlig været i Sverige. På den dejligste ødegård. Omkranset af skov med de smukkeste gyldne farver. I skovbunden fandt jeg lupiner, bregner, små nåletræer, mos, bunddække med sølvmønsterede blade og en enkelt stor digitalis. Da vi trillede af sted med det hele føltes det næsten som om jeg havde været en tur på planteskolen.

I det udvidede skyggebed står nu bregnerne og det flotte bunddække. Samt 5 hostaer (som er stiklinger fra mine egne og andres).

Overlever de nye planter boldspillet i haven, vil det hele allerede næste år vokse op som grønt tæppe foran krukkerne. Krukkerne som jeg lige skal have genetableret på rad og række bag bedet.

Ved havehuset står mindre krukker med svenske små nåletræer og venter på en tot mos. Så kan de på smukkeste vis bidrage til den kommende vinterpynt i haven.

Afslutningsvis skal I ikke snydes for et billede af smukke efterårsfarvede træer i Söderåsens Nationalpark. Wow, ikk´?
 
Signature"

Pressede blomster..

..det tror jeg alle har gjort eller været presset til, tø-hø, da de var små. I børnehave, skole eller hjemme. Jeg har i hvert fald. Ikke været presset. Jeg husker da jeg gjorde det af fri vilje. Måske ikke så meget blomster som blade. Til gengæld har jeg presset mange af dem. Især blade fra den smukke vildvin.
Jeg har fødselsdag den sidste dag i oktober og min mor sørgede altid for, at vi inden invitationerne skulle deles ud i klassen, havde fåetpresset de flotte grøn-, gul-, rødlige blade.  I telefonbøger! Ja husker du dem? Jeg fik faktisk et flashback da jeg skulle finde nogle bøger at presse mine blomster mellem. Det gik for alvor op for mig, at æraen med telefonbøger er så godt og grundig slut, at mine børn på 7 og 9 ikke ved hvad det er.

Jeg fandt dog en lokalbog i gemmeren som jeg viste børnene (og nu er den så også røget ud). Vi kiggede på hvordan man søgte efternavne i den alfabetiske orden og hvordan man blandt de knitrende sider kunne søge personer frem via adressen. De synes det var lidt sjovt at se mit navn fremgå på tryk i den lille tykke bog.

Nå da…altid render mine tanker ud af først den ene så den anden tangent. Nu stikker jeg snuden i sporet igen og fortæller hvad jeg egentlig ville berette i dette indlæg. Blomsterpresning. Denne gang mellem motorcykelbøger og havebøger.

Først blev jeg inspireret af nogle flotte kort med pressede mælkebøtter. Jeg købte dem på et plantebyttemarked for nogle uger siden. Og kort tid efter af bogen Krans af Floristen Lars Jon. Der opdagede jeg en fin beskrivelse af den simple kunst at presse blomster. Hvilket straks fik mig ud i haven og samle ind.

Efter to uger i pres kiggede jeg til dem i aftes. Enkelte var gået tabt i råd, men de fleste var tørret fint op. Af det har jeg lært hvilke blomster der egner sig til det og hvilke der ikke gør grundet for meget fugt.

Der kom nogle fine kort ud af det. Rigtig afstressende. For børnene sov saligt og jeg kunne forblive alene i mit kreative tankerum.  Samtidig smilende over hvordan mine valg for en lørdag aften har ændret karakter gennem årene.

Den sidste rest tørrede blomster og blade, tænker jeg at sætte på manillakort, små gaveposer og kuverter.  

Og heldigvis samlede jeg i går smukke gyldne blade og grønne bregner. Så jeg har en ny omgang i pres til senere glæde. Måske som dekoration på tallerkenerne til månedens fødselsdage.

Udover blomsterpresning beskriver Lars Jon også sandtørring. Hvilket affødte, at jeg fluks købte chinchillasand hos dyrehandleren. I skrivende stund har jeg derfor et par bokse stående med roser og andre blomsterhoveder dækket af sand. Nænsomt er der drysset sand ned mellem kronbladene. På den måde suges fugten lige så stille ud af blomsterne. Det skulle efterlade blomsten tørret og intakt i form og farve. De skal lige have en uge mere før jeg ser til dem. Jeg er meget spændt. Husets mindste pilfingre har endda, med stor overraskelse, kunne holde sig væk fra det fine bløde sand. Det meste af tiden.

Signature"

Lyng, hyben, kranse..


Jeg har sluppet kærlighed til sommeren. Nu har jeg kastet den på efteråret. Sæsonskiftet kommer snigende i mange former og med mange indikationer. Strømperne er fundet frem, de lukkede sko og jakkerne. I dag har jeg sågar købt et lille lager af strikkede fingervanter til mig og ungerne. De har det med at forsvinde over sæsonen, altså ikke ungerne. Gudskelov. Men vanterne, i hvert fald enten den højre eller venstre. Efteråret er også kølige vindstød, nedfaldne krøllede blade og modne frugter. Begyndende mørke om morgenen og et nyk på radiatorens termostat.

I dag har jeg, inspireret af min mor der netop har gjort det samme i weekenden, lavet et par kranse. En med smukke røde hyben og en med flot lyserødt lyng. Argh, jeg har mere lyst til at skrive lyngfarvet. Den farve er mere nøjagtig. Det lyder bare lidt åndsvagt. Men farvebeskrivelsen er bestemt opstået af en årsag.

20180926_130042
20180926_131838
20180926_131058
20180926_133205

Hybenkransen er bundet på hegnstråd. Galvaniseret kraftig metaltråd. Kransen lavede jeg af tre omgange tråd for at den skulle kunne holde bærenes vægt.
Bærene er fæstnet med vindseltråd. Det som jeg egentlig er vokset op med hedder ståltråd. Jeg kender ikke forskellen. Formentlig er der ingen. Mellem hybene har jeg sat nogle andre røde bær. Dette for at have nok bær til hele kransen samt for variationens skyld. Jeg kender ikke navnet på disse andre røde bær. Det er afklip fra en pjusket hæk langs et buskads på søndagens cykeltur.

20180926_134152
20180926_135940
20180926_135702
20180926_140353

Lyngkransen er ligeledes på hegnstråd. Blot en enkelt omgang tråd. Udover tråden har jeg viklet grøn blomstertape. Dels for en grøn baggrund hvis der skulle være små huller blandt de små lyngbuketter, dels for skridsikker fastgørelse. Er de to ord blevet bruget sammen før? Hm, nåh I ved nok hvad jeg mener. Det er super effektivt. Da jeg havde nået hele vejen rundt på kransen, tog jeg en omgang til med vindseltråden. For at gøre den mere tæt og mindre pjusket. Jeg kan egentlig lide begge dele. I dag ville jeg bare have den spinkel og tæt.

Min mor fortalte mig i øvrigt hvorfra hendes inspiration til kransene var kommet fra. Havecentrenes magasin “Haveglæder”. I deres seneste “Efterår 2018” er der på de sidste sider lige netop vist disse to kranse. Det er et magasin jeg altid hapser i det lokale havecenter når der er kommet en ny udgave. Jeg er klar over, at det overvejende er et reklamemagasin og derfor er der er altid gode ideer og inspiration til haven eller dekoration af og i haven. Og det elsker jeg.

I kan selv bladre med her hvis I ikke har hentet efterårsmagasinet endnu. Tjek evt. kransene på side 30 og 31.

Nyd den friske efterårsvind, snørkel tørklædet om halsen og saml kastanjer.

20180926_141152
Signature"

Forårsløg..

Jeg er startet. Med at lægge løg. Føler mig altid vældig fristet når de farverige standere dukker op i supermarkeder og på planteskolen. Jeg købte en håndfuld den anden dag. På planteskolen. Og har i dag lagt tulipanløg. Langt fra hvad haven ender på totalt. I dag var bare en start. En dejlig sæsonstart.

Jeg kom sådan til, at tænke på om det er med indkøb og lægning af forårsløg og prydløg, som det er med vinterstøvler og flyverdragter til børn. At ivrige mødre handler grejet allerede engang i augustmåned i en eller anden rus af, at være bange for ikke, at nå at få det. Eller. Ja, jeg ved ikke hvad det er. Måske er det butikkerne der frister for meget. For tidligt. Jeg mener bare, ungerne vokser jo pænt meget i tiden fra august til det kolde vejr engang i oktober. Sådan er det trods alt ikke med løgene. De kan dog nok blive lagt for tidligt, og dermed have større risiko for at rådne, inden de nogensinde bliver en smuk forårsbebuder.

Nå, i dag fik jeg lagt to mixede poser med lilla nuancer og i samme krukke en pose Allium “Miami”, en lidt strittende Allium modsat de mere sædvanlige kuglerunde. Alliumløgene skal ligge dybere end tulipanerne. Derfor kom de ned først og med jord over, og derefter tulipanløgene ovenpå. Så må de mingelere rundt med pladsen som det nu passer dem indbyrdes.
Krukkerne er kommet ind i mørket i skuret og bliver først taget ud når det milde vejr melder sin ankomst i marts..måske april. Vi får se.

Narcisser og krokus købte jeg også, men dem venter jeg lidt med. Har ikke besluttet hvor de skal i jorden henne. Og så fandt jeg i øvrigt også en kurv fuld af knasende lækre tørre tulipanløg fra foråret. Hvor jeg dog har husket, at gemme tulipannavnene, men ikke sat bånd om de tørre stilke så jeg kunne genkende dem fra hinanden. Pyt siger jeg. Løgene er fint mixet og så ser vi til foråret hvor flot de blandede tulipaner supplerer hinanden.

Forårsløg eller ej, så øver jeg mig helt generelt i, at komme ud og rode i haven lige præcis når der er mulighed for det. Især når jeg kun har et øjeblik. I stedet for, at tænke det ikke betaler sig at rulle sig ind i jord for sølle 20 min. så har jeg fundet ud af at korte øjeblikke ude i mit haveunivers også gør mig godt. Og det kan være, at de 20 min kan snuppes hele 3 gange i løbet af en weekenddag!

  • Første hug i dag foregik mens Ulrik bagte pandekager til os. Løg blev lagt og lidt supplerende staudegengangere blev plantet rundt om i haven.
  • Andet havehug var efter pandekagerne. Jeg fik båret havemøbler i vinterlæ i carporten mens ungerne væltede rundt på cykler og løbehjul. 
  • Tredje hug i haven i dag bliver noget med, at luge lidt ukrudt hvor havemøblerne har stået, inden det bliver mørkt. Og at binde et par rosengrene fast. De gror stadig de nye skud og fra uge til uge husker jeg lige at tjekke om der skal fæstnes nye toppe. De yder så meget mere, de kære roser, hvis de oplever at være stabiliseret og dermed kan bruge deres krudt på videre færden. End på at holde sig kørende svirpende rundt i vinden. Lidt lige som os mennesker.
Signature"