Første efterårsdag..

…var i går, men lad os lige kalde det sensommer lidt endnu. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide efteråret. Efteråret er lig med fødselsdag, smukke gyldne farver, tulipan- og prydløg samt omplacering og opdeling af stauder. Den seneste uges tid har bare været lige lovlig meget efterårsagtig synes jeg. Og det er for tidligt.
På billedet i toppen ses også den begyndende nedvisning af dette års digitalis. Egentlig ret dekorativt, selvom det er tegn på, at sommeren er forbi.

Sommeren forsvandt uden jeg opdagede det. På en måde en trist fornemmelse. Den fornemmelse kommer jeg nok over. Jeg skal bare lige vænne mig til, at bruge haven anderledes. Ikke at liste ud med bare tæer og morgente. Nu er det med uldsokker og havejakke og sommetider med et lille tæppe på. Det har også sin charme.

Weekenden bragte heldigvis lidt lune temperature med sig og det har pludselig skudt efterårsstemningen ud til højre. Og det har jeg nydt. I de korte intervaller jeg fik tillusket mig havetid. Lørdag morgen kort før kl 8 gik jeg en runde i haven. Med en kop dampende te. Alene. Vindstille. Det skønneste lys. Jeg fik hilst på både den ene og anden edderkop der helt stille sad på lur (eller tog sig en lur) i sit net. Jeg elsker disse stunder hvor jeg betragter haven ned i dens mindste detalje. Opdager nye ting der er vokset frem ukendt hvorfra. F.eks denne grønne ven med fine runde blade. Jeg genkender den ikke og er ganske spændt på hvad den ender med, at vise mig. Ligner den en syren?

Det er enormt fredfyldt og samtidig bliver jeg også lidt presset over om alle de ideer og gøremål mine havebetragtninger fremavler, også kan skubbes ind og få plads i den øvrige families ønsker for weekenden. Det kunne de til dels. Jeg har fået fæstnet et par roser der, takket være det hestemøg jeg gav dem i efteråret, havde dannet kraftige lange nye skud. Nu bliver de ikke tæsket rundt i efterårsvinden.

Jeg har fået handlet en god håndfuld planter i en nuance jeg har drømt om, at bringe ind i haven. Bordeaux vil jeg kalde den. Vinrød. Blodrød. Jeg har en tom krukke som egentlig klarer det ret fint med bare, at se dejlig ud som den er. Tom. Nu får den selskab af et søjleformet rødbladet paradisæbletræ. Der får de flotteste pink blomster i foråret og mørke små æbler, ja lige om lidt.

Det nye mørke løv i haven skulle ikke stå alene, så der kom også staudehirse med hjem. Den ligner lidt elefantgræs. Samt nogle lampepudsergræs og hjortetrøst kaldet ‘chocolate’. Jeg nåede naturligvis ikke, at plante bedet omkring krukken til og selve krukken. Det må blive en eftermiddag eller aften i løbet af ugen. Men alle planterne pynter allerede helt forfærdeligt smukt de steder jeg midlertidigt har placeret dem. Hvilken glæde.

Kålorm på melon, babyplanter der trives og en med morgenhår. Jeg håber ugen bringer på glimtvise besøg i haven, etablering af det nye bed samt at der udover den samlede families opgaver, aftaler, lektier også bliver rum til gode ideer og havegrublerier. God uge til jer alle!

 

 

Signature"

Mit havehus..

Mit. Ja, det kalder jeg det uden at tøve. Det gør jeg vist også med haven. Selvom det ret beset også er de tre andre familiemedlemmers. Men kaldenavnet afspejler brugerne. Og jeg er enormt meget enebruger. Særligt når det kommer til havehuset. På instagram tagger jeg det #sivshavehus. Og vores yngste datter kaldte det fornylig “mors hus”. Herligt. For det er fuldstændig rigtig set. Denne sommer har jeg hver morgen lusket derud med morgenteen. Jeg har siddet i min gode stol omgivet af havebøger og notesbøger, plantepinde, beskærersakse, frøposer og jutegarn, stiklinger i små potter og andre fremelskede planter.

Luk bagdøren op, mærk den friske morgen, bare tæer, fire trin ned, to skridt hen. Der ligger mit havehus. I det slidte murede skur. Opført i 1923, lige som vores hus. Havehuset udgør halvdelen af skuret. Det er dannet af to sprossede vinduesrammer hvor der før var muret gavl. I fronten hvor der før var dør og et vindue, er der nu åbent kig til haven.

Skuret omdannede vi til havehus i sommeren 2015. På det tidspunkt havde jeg nok talt pænt meget om muligheden. Så meget, at jeg nok pressede det ud over kanten. Jeg målte og talte mursten, til beregning af vinduesvæggen. Handlede vinduer i passende størrelser på dba. Og så kom min kæreste om bord i det. Måske mest for, at få fred for sin plageånd. Mig. Senere opdagede han hurtigt hvor glad jeg blev for havehuset og det arbejde han havde lagt i det.

Efter vinduesvæggen var etableret rensede og vandskurede jeg indervæggene. Sidste år blev gulvet nivileret. Før det var gulvet temmelig skævt grundet et for længst funktionelt afløb. Vandtilførelsen i den gamle metalledning blev sløjfet og vandet i skuret ført hen på hovedhuset i form af en udendørshane som jeg siden har haft meget glæde af når krukkerne skal vandes.

Gennem de tre år har stole, bænke, borde, potter, planter, billeder og diverse skiftet plads utallige gange. Om vinteren fjerner jeg det der ikke tåler kulde og fugt. Havehuset bliver fyldt med krukker og planter der skal skærmes for sne og slud. Bladene fra pæretræet hvirvler ind og det hele ser lidt tamt og forladt ud. I løbet af foråret når varmen kommer, begynder jeg lige så stille, at feje, tørre af, rykke krukker ud, rykke rundt og omplacere.

Det er ikke ligefrem et sted man ruller sig på gulvet, her er støv og plante-snuller, jord, edderkopper og vandskjolder, efter mine uhæmmede vandinger. Og skjolder fra de utallige krus med te jeg har haft stående hist og pist. Men her er rart og hyggeligt, grønt og inspirerende.

Taget er (næsten) intakt. Noget alm.bølgeeternit. Jeg drømmer sommetider om glastag eller blot termotag med godt lysindfald. Denne sommer har jeg nu elsket den kølige skygge. Med et glastag ville jeg dog selv kunne vælge sol eller skygge – der kunne etableres lyse lette gardiner hvis vi får flere af disse dejlige solrige somre. Jeg tænker vindrue og flere solelskende blomster. Samtidig kunne resten af det gamle skur få et sedum tag. Et grønt tag. I vækst. Hvor hyggeligt ville det ikke være, at betragte inde fra huset? Og fra haven? Det ville være enormt smukt og frodigt! Drømme, drømme..

Hvad der befinder sig i havehuset og hvilke krukker, planter, sten og finurlige ting der er opstillet foran havehuset, det varierer. Både fra år til år, men også mange gange i løbet af sæsonen. Noget visner og bliver kedeligt, andet gives væk, nyt kommer til. Det hele skaber en naturlig forandring i indtrykket. Det må også gerne rode lidt. Ting efterlades ofte som de blev brugt dagen før.

I havehuset dannes og gror ideer og drømme om kap med forårets fremspirede spæde haveglæder, med sommerblomster og bier, med sensommerens kulør og efterårets varme glød. På det tidspunkt begynder havehuset at blive forladt af sin ellers faste beboer. Der krammes farvel og på gensyn til alle de gode stunder.

Men for nu er sæsonen langt fra slut. Langt fra.  Her er stadig en masse grønt, at nyde..

Signature"

Vand. Regnvand..

Vindstille. Vindue på klem. Frisk luft strømmer ind. Presses nærmest ind. Af regnen. Den massive regn der buldrer ned over veje, tage, plæner og træer. Mmm. Det dufter himmelsk. Sådan oprindeligt. På en måde. Så simpelt. Jeg elsker, at den smukke indviklede natur fremstår så simpel. Sol, tørke, tung luft, regn, opklaring, storm, vindstille.

Dryp. Lyden er mild og afrunder seancen af buldrende regn. Dryp, dryp. Fra tagrender, grene og havemøbler. Jeg nyder lyden fra det åbne vindue her inden sengetid. Det har været en god dag. 1.skoledag-dag og tid til det hele uden, at gøre det hele. Vejrmæssigt har det været en meget blandet dag. Den har indeholdt en masse regn. Og sol. Den har været lidt kølig, men også ret varm.

Efter et kæmpemæssigt regnskyl (som naturligvis kom lige som vi forældre forlod skolen efter fælles morgenmad!), ankom vi hjemme, ret fugtige. Og selvom det stadig dryppede lidt, måtte jeg bare runde haven. For solen havde afløst regnen. Haven stod grøn, sprød og frisk i sollyset.

 

 

 

 

 

Nu vil jeg sige farvel til dagen. Indsnuse den sidste kubikmeter og sige godnat godnat..

 

 

 

Signature"

Kæmpejernurt..

En af mine ynglingsblomster. Yndig, let og svævende. En staude, og så alligevel ikke, altid. Jeg købte 2 for nogle år siden. Efter hver af de første par vintre, dukkede der fint blade og senere blomster frem. I år er det kun den ene plante der har overlevet. Flere steder sælges den også som 1-årig da de ofte ikke klarer den danske vinter.

Heldigvis er det en plante der er enormt god til, at sikre sig efterkommere. Måske er det dens lange vejrende stilke. Der i efterårsvindene svinger sine tørre frø vidt omkring. Jeg finder dens babyplanter spirende frem temmelig langt fra selve moderplanten. På bar jord, i krukker hos andre vækster eller i flisebelægningens smalle fuger.

Jeg er ret glad for blomster der svæver. Lidt løftet over resten af bedet. I evig bevægelse med deres små nydelige hoveder.

Som med violfrøstjerne. Jeg har en almindelig og en dobbelt. Især den dobbelte havde jeg glædet mig til, at skulle se blomstre i år. Plantet i efteråret. Ak, den tørre sommer krøllede knopperne sammen inden de sprang ud. Så den har jeg stadig til gode. Bladene er grønne, så den er fint i vækst, og jeg har klippet den lidt tilbage. Måske når den at komme med nye blomster? Vi får se.

En anden sprællende staude på høje spinkle stilke er den vinrøde blåhat. Ja navn og farve matcher ikke rigtig vel? Den hedder altså blåhat, på dansk. Ellers Knautia Macedonia “Mars Midget”. Den blomstrer længe. Jeg har kun en enkelt. Skulle lige se hvor meget den bredte sig ved selvsåning. Det er den så ikke pokkers ihærdig med (eller også er jeg utålmodig..). Jeg har noteret i mine efterårsplaner, at bedet skal have en blåhat mere. Der skal fylde på så de fine stilke kan støtte hinanden.

Kæmpejernurt, eller Kæmpeverbena om du vil, lader jeg gro hvis den kommer egnede steder. Ellers lirker jeg dem forsigtigt op og omplacerer i egen have eller giver væk til glæde andre steder.

I år har jeg lavet en lille koloni i en høj spand. I et hjørne af haven. Nær cykelparkeringen i carporten, der i øvrigt altid kan trænge lidt cover up. På nær de to uger i maj hvor Klematis Montana Rubens lyserøde blomster danner det smukkeste tæppe omkring carporten.

Det andet sted kæmpejernurt er samlet i flok, ud over moderplanten i mit lillabed, er i en zinkbalje der egentlig indeholder rosen Dronning Margrethe. Rosen er afblomstret og kæmpejernurten har taget over. Helt af sig selv. Som en af dette haveårs overraskelser. Tænk de bare dukker op og ser så forbandet godt ud. Og så lige ved indgangen til vores hus. Hvilken velkomst!

Signature"

Kinesisk fingerbøl..

“Nu skal I høre alle tre, jeg har lige opdaget noget helt vildt specielt” siger jeg, med dryssende havehandsker og store øjne. Midt i stuen. Der kan jeg altid finde min familie. Jeg overdriver mit tonefald, bare for sjov. Ungerne tror jeg har fundet en fyldt og forladt Hjem-is bil. Det har jeg ikke. Jeg har opdaget noget der er meget bedre!

Den største og fremmeste plante af mine fremspirede kinesiske fingerbøl, har sat en ordentlig håndfuld sideskud. Det vidste jeg da ikke den gjorde sådan en? Jeg troede den spirede ved frø. Senere på året havde jeg tænkt mig, at samle frø fra den. Så jeg blev noget overrasket da jeg, for at vande den grundigt, løftede de mange takkede blade, og opdagede de små babyer moderplanten havde sat omkring sig i krukken.

I virkeligheden var jeg bare ved at vande krukkerne for derefter, at banke de 3 andre i lynkrig, som er denne uges favorit kortspil inden sengetid.

Kortspillet blev hurtigt udsat. Jeg var alt for nysgerrig omkring, at komme retur i haven. Retur for lige så stille, at lirke de små sprøde babyplanter væk fra deres mor. Hen i hver deres potte med plads til at vippe rødderne.

Det var først efter omplantning og kortspil, at jeg igen søgte efter et dansk navn til denne skønne plante. Og fandt, at kaldenavnet er kinesisk fingerbøl. Jeg var klar over den var i slægtskab med digitalis/alm.fingerbøl, men jeg havde kun det latinske og engelske navn på frøposen fra Det Engelske Haveselskab. Rehmannia Elata og Chinese foxglove.

Jeg kan læse, at den ikke er særlig vinterhårdfør. Så måske mister jeg den snart store familie med de takkede blade og fine pink fingerbøl. Heldigvis kunne jeg samtidig læse mig til, at der til efteråret kan samles frø. Så skulle planterne ikke overleve vinteren, er der håb i frøene.

De kom med posten og udviklede sig til en simpel glæde for mig.

Og i virkeligheden er det ikke simpelt, for hey, hvor enestående er det lige, at et bitte frø kan skabe så meget skønhed? Jeg kan blive ved, at undres over det. Min glæde ved planternes udvikling blev bekræftet med den glæde der boblede i mig ved mit fund. Jeg lignede en lottovinder, en glad julegris, en kvinde der så to streger. Her var der bare mindst 10 babyer. Og I kan tro jeg holder øje med flere.

Signature"

Frø..

Frø. Af de tørre slags. Ikke de fugtige der hopper og siger quark quark.
Raslende, tørre frø. Liv. Gentagelse. Forventning. Den stemning rammes jeg af, når jeg tænker på hvad de tørre frø fra haven bringer mig af skønhed næste år.

Jeg er ikke altid sikker på hvordan og hvornår alle frø spirer bedst. Det tager jeg hen ad vejen. Prøver mig frem. Gode råd, havebøger, magasiner, nettet. Faktisk sidder jeg og kommer i tanke om bogen “Frøbogen” af Ulla Hasselmark. Den kan jeg varmt anbefale. Jeg skal have opstøvet den et sted. Det er sjovere, at have den lige ved hånden, end at skulle frem og tilbage på biblioteket. Bogen indeholder utroligt mange fifs om alt, hvad damen Ulla har afprøvet med frø. Således havde jeg da også op til flere forskellige frø i køleskabet hen over vinteren. Hun har nogle gode ideer og råd, ja vel nærmere eksakt viden om hvornår og under hvilke forhold frøene er gladest og mest gavmilde.

De frø jeg samler i øjeblikket er akeleje, tobaksplante, klokketræ og den flotte lyserøde pom pom valmue “Pink Bombast” som jeg har haft for første gang i haven i år. Akelejerne, en skøn forårsplante, har nu allerede sået sig selv flittigt. Flotte genkendelige blade rundt om i haven. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan drysse lidt flere hist og pist.

 

Sidste år fandt jeg frøposer i Søstrene Grene og har heldigvis stadig en rest tilbage. For en start ligger frøene dog og tørrer helt inden de kommer i poser og system.

I England har jeg købt en metalkasse til frøposer og -breve. Den er tom. Indtil videre. Står og bidrager til havestemningen i mit havehus. Snart bliver den fyldt op med gode sager.

Frø fra RHS. Royal Horticultural Society. Det engelske haveselskab. Jeg meldte mig ind på en haverejse tilbage i september. Senere på året modtog jeg den herligste medlemsmail om, at jeg, ud fra en alen lang liste, kunne vælge frø til en billig penge. Frø samlet ind i de 4 haver selskabet har rundt om i England. 15 små frøposer for under 10 pund! Hva´be´har? Det kan jeg da ikke lade være med. Og jeg hyggede mig virkelig i de mørke vintertimer. Googlede oversættelser af diverse spændende engelske og latinske navne inden jeg nøje udvalgte min samling blandt hundredevis.

England har et mildere klima end Danmark, grundet Golfstrømmen der passerer i Atlanten. Jeg undlod derfor, at vælge frø af de mest frostsårbare stauder, da jeg formentlig ikke ville få særlig glæde af dem her i Danmark. Det må afprøves en dag i fremtiden når jeg har det der lækre orangeri med brændeovn eller anden form for varmeforsyning. Hm..

En af de meget vellykkede fra RHS frøposerne, det er Rehmannia Elata “Chinese Foxglove. Jeg har fået enormt mange planter ud af den pose frø. Givet en del væk, men nyder stadig en ti stykker her i haven. Og den første der har skabt en stængel og flotte pink klokker er denne skønhed.

Og se så her. Et hav af bittesmå, spæde, grønne digitalisplanter. Allerede! Det er få uger siden jeg skrev om, at have drysset jorden fuld. Fantastisk.

Signature"

I den seneste tid i haven..

..har jeg

  • rullet gulvmaling på hvad jeg kom i nærheden af, udover altså bryggersgulvet, som var det malingen var tiltænkt. Indtil videre 2 trætte skamler samt en mur i havehuset. Jeg er absolut vild med den farve
  • fået datters havekunst i pæretræet. Fint dekorerede muslingeskaller fra Portugal
  • i drivhuset fået en krog i den dør, som grundet minus vater, lukker i af sig selv. Nu kan begge døre stå åbne, på alle de herlige varme dage
  • set livstegn fra blommestenene der blev plantet i efteråret. Mon det viser sig rent faktisk, at være små blommetræer og ikke noget andet spændende der er drysset ned. DET vil tiden vise. Jeg holder øje med dem i spænding
  • fundet ro i, at nyde havens blomster på en anden måde end i bedet
  • flyttet rundt på de spæde digitalisbabyer og kæmpe jernurt og som ekstra bonus drysset frø fra de lange digitalis-spir. Frøene dalede ned i tusindevis. (Det kræver nok en gevaldig udtynding senere på året).
  • nydt aftensolen de få steder den kommer ind i haven
Signature"

Vand..

Og ikke så meget om, at det mangler gevaldigt på marker, plæner og haver i disse uger. Det har de fleste af os fået drøftet til hudløshed. Mere om, at vand skaber liv i haven. Vand i kar, baljer, fade. Til fugle, katte, insekter. Og til os mennesker, at nyde synet af. Og lyden. Hvis man skulle være heldig, at have plads til at etablere det. Jeg har intet rislende vand i min have. Det kunne jeg godt tænke mig en dag.

Istedet har jeg vand i kar hist og pist. For at insekterne kan gurgle lidt vand i et hurtigt pitstop mellem 2 pollenstationer. Og for at tiltrække fuglene. Ikke vildkattene. Altså de må gerne liste forbi og drikke vand. Og lade sig friste af fuglene, det er jo deres natur. De skal bare dumpe deres efterladenskaber et andet sted end i mine bede. Helt gode venner bliver vi aldrig, men det er en anden sag.

Jeg har et stort keramikfad. Nærmest en underskåle. Glaseret. Der er god plads til solsortenes morgenbad.

Et granitfad på regnvandstønden ved det lille hvide fodrehus. Og et tilsvarende på fod, bag den store rosenbusk tuscany superb. Ganske tæt på min havestol. Spurve ænser ikke altid, at jeg lige så stille sidder og betragter dem.

I skyggebedet med bregner og hosta står et aflangt granitfad. Velbesøgt af både fugle og katte. Heldigvis på hver deres tidspunkt..

Et lille kar, opført i mursten. Der bidrager til hyggen ved krukkerne. Et jeg lavede for nogle år siden. I år har jeg forsøgt mig med sumpplanter i karet. De er vokset og har blomstret med fine små lette hvide knopper. Nu ser de lidt sølle ud. De overlever vist ikke til mere end denne sæson.

Det lille murede kar er opført ved væggen til havehuset og var mit første, og indtil videre eneste, forsøg med en murerske. Jeg havde en bunke gamle mursten tilovers fra da havehuset og dennes vinduesvæg opstod. Den tilblivelse tænker jeg, at skrive om i et senere indlæg.

Fuglene holder sig væk, alligevel er jeg svært glad for karet. Der kan nemt stå en lille bakke med te og diverse, når jeg sidder i stolen ved siden af. Ynglingsssted!

Nyd varmen, fyld fuglebadene, sæt dig og stands tiden. Inden længe kommer en spurv, en musvit, en brumbasse eller en halvsløv hveps. Tanker op og flyver på nye eventyr.

 

Signature"

Havens farver i disse dage..

Ingen store tanker denne gang. Blomster. Bare blomster, i billeder. Opdelt i farver. Haven avler skønhed. Trods tørt vejr. Nyd dem..

 

20180711_105336
Signature"

Haverunde..

En haverunde hos mig er, for de fleste, hurtigt overstået. Især hvis man tænker antal skridt. For mig kan det, hvis jeg får tiden, tage ganske lang tid. Og jeg elsker det. Jeg skal lige catche op på hver en blomst og plante. Se hvordan den har udviklet eller afviklet sig siden jeg sidst jeg kiggede til den. Sommetider får jeg kigget og trimmet hyppigt. Det fungerer dog sjældent i virkeligheden, så oftest går der et par dage i mellem. Og så nyder jeg, at opdage, at blomster og planter har levet deres helt eget liv mens jeg har levet eller hængt i med mit. Naturligvis er det særligt tydeligt når jeg har været bortrejst. Jeg elsker at træde ind i haven. Hvis jeg kan se mit snit til det, har jeg kun lige sat det første læs fra bilen ind i huset, før end jeg med rolige skridt lusker rundt i haven og hilser. Det er ren og magisk opladning. Sortering i de oplevelser jeg netop har været afsted på. I går ankom vi fra en dejlig uge ved Algarvekysten i Portugal. Hvor vegetationen er fuldstændig anderledes og knap så frodig. Hvor klipper, bølgeskvulp og solens særlige lys har indprentet sig. 

Med en haverunde får jeg rejsens oplevelser på plads samtidig med, at jeg flytter mig mentalt hjem igen. Andre opnår det samme ved, at pakke ud og vaske tøj. Nogle smider sig på sofaen og forholder sig helt i ro mens det indre øje bearbejder oplevelserne. Det må være de færreste der kører fuld skrue med almindelig hverdags adfærd efter en rejse. Eller måske findes der faktisk mennesker der får klaret deres oplevelser fuldstændig undervejs mens de opleves? Uden at vende tilbage i de indre billeder og bearbejde, men blot får oplevelsen gemt direkte på drevet. Det kan være de samme mennesker der altid kommer hjem med rent tøj i kufferten, klar til at blive lagt på plads, fordi de undervejs på ferien har vasket tøjet. Jeg ved det ikke. Det er også lige meget. Det finder vi hver især nok ud af. Vi kan jo kun forholde os til, samt leve ud fra, vores eget indre liv og præferencer. Jeg ved i hvert fald hvordan jeg selv får rystet rejsen ned i de mentale hukommelsesskuffer.

Haverunden starter sommetider direkte fra bildøren, ind i haven og tjekke det første bed med Willestrup, Gertrud Jekyll, Eglantyne og Brother Cadfael. Ja det er roser. De 3 sidste er sat i efteråret, så de er mere sårbare end den førstnævnte som jeg har haft i en del år. Alle mine roser har fået hestepærer i efteråret. Godt krudt, at starte foråret op på (de kiggede ikke engang underligt da jeg stod med min spand og ske og spurgte om lov på rideskolen..). Jeg har efterfølgende læst mig til, at friske pærer kan være lige stærkt nok for rødderne, men det er heldigvis gået uden nævneværdige skader.

I bedet står også en del digitalis (fingerbøl) som nu næsten er afblomstret efter en masse flotte uger med besøg af adskillelige brumbasser. De elsker at kravle op i hvert fingerbøl og guffe pollen. Det kan jeg stå og glo på i ret lang tid! Der er også et fint lille tæppe af nye digitalisplanter. Rosetter der er kommet af frø i år og som næste år gror lange flotte stokke med et utal af mørklyserøde fingerbølblomster. Digitalis er 2årig. Grønne bladrosetter det første år, blomster det andet år, rosetter, blomster, rosetter..

Pink Bombast

I år har jeg i samme bed drysset frø fra den smukke “Pink Bombast” valmue. Frø fra min mors have. Den første frynsede pudderkvast sprang ud lige akurrat inden vi rejste. Eller det vil sige jeg fik et tip som fremskyndede processen, fra min meget erfarne havenabo. Babette. Hun deler en masse viden om blomster med mig. Det er fantastisk med havesludder på stien mellem vores haver. Valmueblomsten var dagen inden afrejse ca.1cm. åben med hver en grøn yderskal. Da jeg nævnte, at den desværre nok foldede sin skønhed ud efter jeg var taget afsted, fortalte hun, at man lige så forsigtigt kan lirke de grønne yderskaller åben, så springer blomsten hurtigere ud og så ville jeg kunne nå, at se den frisk udsprunget. Jeg var ikke klar over, at man kunne gøre det uden at ødelægge alle de fine sammenkrøllede kronblade, som jeg forestiller mig blomsten har en helt bestemt udspringsrækkefølge på. Faktisk havde jeg lidt svært ved, at rode med naturen og krænge blomsten op inden den selv var klar. Jeg lyder vanvittigt, I know. Hvor mange gange har jeg som barn ikke undersøgt diverse blomster og hakket, pillet, åbnet knopperne. I hvert fald fik det mig til, at stoppe midt i den naturstridige handling. Jeg turde kun lirke den halvt åben. Dagen efter kvitterede den heldigvis med en helt åben, rund lyserød kvast. Wow. I dag, en uge efter, er der både nogle helt i blomst, nøgne frøstande samt knopper der kun lige akkurat har åbnet sig. De valmuer skal jeg helt sikkert også have næste år.

Stadig i samme bed ved indkørelsen, har jeg Chinese Foxglove. Pink. På dansk; kinesisk fingerbøl. En blomst i digitalis familien. Jeg har sået den fra frø og har, blandt andre steder, udplantet i dette bed. Den trives, er grøn, vokser, men må være lidt sen i det. Jeg kender den ikke i forvejen. Frøene er sendt fra England. Jeg venter spændt på hvordan den arter sig gennem sommeren.

Videre til det jeg kalder skyggebedet. Grundet placeringen i skyggen af carporten. Det er kun nogle år gammelt og ikke vokset helt til endnu. I bedet har jeg forskellige hostaer, bregner, påskeklokker, løvefod. Samt et lille aflangt kar i granit hvor solsortene elsker at tage bad. Og jeg elsker at betragte dem gøre det, fra køkkenvinduet.

Jeg går forbi den grimme trampolin og stikker hovedet ind i drivhuset.  Agurken og de 2 tomater har det godt i vandingskassen. Forskellen fra sidste uge er, at tomaterne på planten Tiny Tim nu ikke kun er grønne! Juhuu! Røde tomater. Jeg plukker 4. De smager ikke af meget. Øv. De næste skal vist sidde lidt længere inden jeg ivrigt hiver dem af klasen.

Rosen Abraham Darby der står i krukke nær drivhuset får klippet et par kedelige hoveder af. Lathyrus (ærteblomst) er også i fuld gang 3 steder i haven. Trods de er knap på langt fremme som sidste år på denne tid. “Midnight Blues” og så en mixet lyserød som jeg ikke husker navnet på. Jeg knipser lidt bælge af hist og pist. Så blomstrer de flittigere da planten ikke skal bruge energi på at danne og udvikle bælgen der opstår efter afblomstring. Klipper man blomster af til vase, blomstrer lathyrus også flittigere. Det samme gælder Dahlia/Georginer. Dem har jeg ikke haft tidligere da jeg har anset dem for store til haven. I år har jeg dog prøvet, i hver sin krukke (Og en i jorden, men den blev hurtigt strippet af sneglene). Knoldene blev lagt på tyndt lag jord i marts, indenfor, og sprayet med ganske lidt vand nu og da. Efter kort tid kom der skud som voksede sig gode og sprøde inden knolde med skud blev plantet ud i haven efter sidste nattefrost. De blomstrede inden vi rejste og blomstrer flot i dag. Et fantastisk smukt og grafisk mønster de præsterer, at danne. Hvordan hulen gør de det, de knolde der.

I bedet med roserne Louise Odier og James Galway, bor også drumsticks (prydløget Sphaerocephalon – ja, derfor kalder jeg dem bare drumsticks..), samt lægekvæsturt, stjerneskærm og blåhat “Mars Midget” (som egentlig er bordeaux). Bedet mangler fylde. Så jeg skal enten væbne mig med tålmodhed, hvilket absolut ikke er min stærke side, eller supplere bedet med en blåhat og en stjerneskæm mere. For nu får de lov, at vælte lidt rundt blandt hinanden.

Ved havehuset står lidt blandet og der sker løbende lidt udskiftning og omrokering. En flot stikling af en gren fra et klokketræ (Abutilon Hybridum), en lyserød Hortensia, den klassiske pelargonie Dronning Ingrid, en del fremspirrede planter der pynter i krukker og på fade i stedet for i bedet, en zinkbalje med nedklippede staudesalvie.

Omme ved hoveddøren, på den anden side af havehuset, har roserne Strawberryhill og New dawn taget en pause i varmen og har ikke tid til flere blomster pt. Krukken med pragtkærte, som jeg har spiret fra frø sidst på vinteren, pynter med et par drumsticks som eneste blomster i det hjørne. Jeg lagde mærke til den hvide pragtkærte første gang i Italien, sidste sommer, og i denne uge i Portugal. Den er let, hvid og med en anelse pink kanter i kronbladet. På gasskabet står en række husløg og i nærheden også en sart og lys stokrose.

Som du nok kan læse kender jeg knap begrænsningen for hvad jeg skal bringe ind i haven. Og jeg har endda knap nævnt det halve af hvad der egentlig stikker op af den stenede jord. Jeg betragter det som et forsøg på, at tjekke ud hvad der kan leve i delvis skygge og kedelig havejord. Trives det i haven, hvordan vokser det til, sår det sig selv, er det nemt/svært at holde, hvordan er farverne osv osv. Det er en stor del af charmen ved det daglige liv året rundt i haven. Og især ved disse haverunder. De er vigtige. Synes jeg.

Signature"