Lyng, hyben, kranse..


Jeg har sluppet kærlighed til sommeren. Nu har jeg kastet den på efteråret. Sæsonskiftet kommer snigende i mange former og med mange indikationer. Strømperne er fundet frem, de lukkede sko og jakkerne. I dag har jeg sågar købt et lille lager af strikkede fingervanter til mig og ungerne. De har det med at forsvinde over sæsonen, altså ikke ungerne. Gudskelov. Men vanterne, i hvert fald enten den højre eller venstre. Efteråret er også kølige vindstød, nedfaldne krøllede blade og modne frugter. Begyndende mørke om morgenen og et nyk på radiatorens termostat.

I dag har jeg, inspireret af min mor der netop har gjort det samme i weekenden, lavet et par kranse. En med smukke røde hyben og en med flot lyserødt lyng. Argh, jeg har mere lyst til at skrive lyngfarvet. Den farve er mere nøjagtig. Det lyder bare lidt åndsvagt. Men farvebeskrivelsen er bestemt opstået af en årsag.

20180926_130042
20180926_131838
20180926_131058
20180926_133205

Hybenkransen er bundet på hegnstråd. Galvaniseret kraftig metaltråd. Kransen lavede jeg af tre omgange tråd for at den skulle kunne holde bærenes vægt.
Bærene er fæstnet med vindseltråd. Det som jeg egentlig er vokset op med hedder ståltråd. Jeg kender ikke forskellen. Formentlig er der ingen. Mellem hybene har jeg sat nogle andre røde bær. Dette for at have nok bær til hele kransen samt for variationens skyld. Jeg kender ikke navnet på disse andre røde bær. Det er afklip fra en pjusket hæk langs et buskads på søndagens cykeltur.

20180926_134152
20180926_135940
20180926_135702
20180926_140353

Lyngkransen er ligeledes på hegnstråd. Blot en enkelt omgang tråd. Udover tråden har jeg viklet grøn blomstertape. Dels for en grøn baggrund hvis der skulle være små huller blandt de små lyngbuketter, dels for skridsikker fastgørelse. Er de to ord blevet bruget sammen før? Hm, nåh I ved nok hvad jeg mener. Det er super effektivt. Da jeg havde nået hele vejen rundt på kransen, tog jeg en omgang til med vindseltråden. For at gøre den mere tæt og mindre pjusket. Jeg kan egentlig lide begge dele. I dag ville jeg bare have den spinkel og tæt.

Min mor fortalte mig i øvrigt hvorfra hendes inspiration til kransene var kommet fra. Havecentrenes magasin “Haveglæder”. I deres seneste “Efterår 2018” er der på de sidste sider lige netop vist disse to kranse. Det er et magasin jeg altid hapser i det lokale havecenter når der er kommet en ny udgave. Jeg er klar over, at det overvejende er et reklamemagasin og derfor er der er altid gode ideer og inspiration til haven eller dekoration af og i haven. Og det elsker jeg.

I kan selv bladre med her hvis I ikke har hentet efterårsmagasinet endnu. Tjek evt. kransene på side 30 og 31.

Nyd den friske efterårsvind, snørkel tørklædet om halsen og saml kastanjer.

20180926_141152
Signature"

Forårsløg..

Jeg er startet. Med at lægge løg. Føler mig altid vældig fristet når de farverige standere dukker op i supermarkeder og på planteskolen. Jeg købte en håndfuld den anden dag. På planteskolen. Og har i dag lagt tulipanløg. Langt fra hvad haven ender på totalt. I dag var bare en start. En dejlig sæsonstart.

Jeg kom sådan til, at tænke på om det er med indkøb og lægning af forårsløg og prydløg, som det er med vinterstøvler og flyverdragter til børn. At ivrige mødre handler grejet allerede engang i augustmåned i en eller anden rus af, at være bange for ikke, at nå at få det. Eller. Ja, jeg ved ikke hvad det er. Måske er det butikkerne der frister for meget. For tidligt. Jeg mener bare, ungerne vokser jo pænt meget i tiden fra august til det kolde vejr engang i oktober. Sådan er det trods alt ikke med løgene. De kan dog nok blive lagt for tidligt, og dermed have større risiko for at rådne, inden de nogensinde bliver en smuk forårsbebuder.

Nå, i dag fik jeg lagt to mixede poser med lilla nuancer og i samme krukke en pose Allium “Miami”, en lidt strittende Allium modsat de mere sædvanlige kuglerunde. Alliumløgene skal ligge dybere end tulipanerne. Derfor kom de ned først og med jord over, og derefter tulipanløgene ovenpå. Så må de mingelere rundt med pladsen som det nu passer dem indbyrdes.
Krukkerne er kommet ind i mørket i skuret og bliver først taget ud når det milde vejr melder sin ankomst i marts..måske april. Vi får se.

Narcisser og krokus købte jeg også, men dem venter jeg lidt med. Har ikke besluttet hvor de skal i jorden henne. Og så fandt jeg i øvrigt også en kurv fuld af knasende lækre tørre tulipanløg fra foråret. Hvor jeg dog har husket, at gemme tulipannavnene, men ikke sat bånd om de tørre stilke så jeg kunne genkende dem fra hinanden. Pyt siger jeg. Løgene er fint mixet og så ser vi til foråret hvor flot de blandede tulipaner supplerer hinanden.

Forårsløg eller ej, så øver jeg mig helt generelt i, at komme ud og rode i haven lige præcis når der er mulighed for det. Især når jeg kun har et øjeblik. I stedet for, at tænke det ikke betaler sig at rulle sig ind i jord for sølle 20 min. så har jeg fundet ud af at korte øjeblikke ude i mit haveunivers også gør mig godt. Og det kan være, at de 20 min kan snuppes hele 3 gange i løbet af en weekenddag!

  • Første hug i dag foregik mens Ulrik bagte pandekager til os. Løg blev lagt og lidt supplerende staudegengangere blev plantet rundt om i haven.
  • Andet havehug var efter pandekagerne. Jeg fik båret havemøbler i vinterlæ i carporten mens ungerne væltede rundt på cykler og løbehjul. 
  • Tredje hug i haven i dag bliver noget med, at luge lidt ukrudt hvor havemøblerne har stået, inden det bliver mørkt. Og at binde et par rosengrene fast. De gror stadig de nye skud og fra uge til uge husker jeg lige at tjekke om der skal fæstnes nye toppe. De yder så meget mere, de kære roser, hvis de oplever at være stabiliseret og dermed kan bruge deres krudt på videre færden. End på at holde sig kørende svirpende rundt i vinden. Lidt lige som os mennesker.
Signature"

Supplering i bedene..

Tid for nye stauder at sætte gode rødder inden forårets varme atter vækker dem til live i al deres skønhed.

Jeg har fyldt lidt på i et par bede i dag, samt færdiggjort det mørke bed som det nyeste bed i haven nu kaldes.

Jeg har mistet tålmodigheden og venter ikke på stauder der breder sig. Nu får den fuld gas, så bedene stå oprejst og fyldige i maj, uden bare pletter. Bare fulde af farve og skønhed. Øvelsen går ud på, at tro på, at planter trives når de står tæt. At de sagtens kan finde ud af at dele pladsen. Jeg ser det jo sådan set hele tiden i haveblade og proffe besøgshaver. Den fyldighed vil jeg forsøge, at skabe i min hårde, stenede jord.

Det bed jeg har færdiggjort er det mørke bed som jeg skrev lidt om lige i starten af september. Det er først i dag jeg har fået købt de sidste planter. Jeg er meget spændt på hvordan bedet ændrer sig hen over efteråret og vinteren. Og især til foråret når der kommer liv i det hele igen. Jeg har ikke tidligere haft det populære mørke løv inden for “døren”.

Bedet består af et søjleformet paradisæbletræ med mørkt løv, mørke små æbler og til foråret helt pink blomster, en staudehirse, tre hjortetrøst “chocolate”, tre lampepudsergræs, tre alunrod “Red Rover” og to silkekatost “Mr.Lindbergh”. Jeg forestiller mig deres nærmest pink blomster kommer til, at matche paradisæbletræets blomster og afløse dets blomstring.

Nu får det mørke bed lov, at passe sig selv. Kun med lidt overvågning hvis regnen udebliver. Og så selvfølgelig med en masse kærlige blikke når jeg går forbi og stryger hånden gennem græsserne. De nye venner i jorden skal have fred til, at danne et godt rodnet inden foråret. Til det har jeg i øvrigt drysset roddanner. Jeg har købt det i England, men ved det også findes herhjemme. Om det virkelig gør en forskel har jeg svært ved, at teste. Men jeg tror på det.

Det lilla bed, der får sol morgen og formiddag og ellers massiv skygge op ad den østlige mur, har fået indianermynte, blåkant og lyseblå skabiosa. Derudover har jeg placeret violfrøstjernene bagerst i bedet. Den ene stormhat var desværre gået ud i tørken, men jeg satser på, at det tilbageblevne eksemplar kæmper sig vej blandt alt det andet næste år. På hvad der er bar jord nu, er drysset lyserød knopurt som naboen Babette har indsamlet på Bornholm i sommers, blå akeleje og forglemmigej samt en håndfuld alliumløg “Vineale”. Jeg tror bedet kommer til at strutte! Og kunne man lirke på kalenderhjulet og få et sneakpeak så var jeg fristet. Men jeg må vente. Faktisk er det godt, at det ikke lader sig gøre, at rode SÅ meget med verden, virkeligheden, tiden. Vi kører realtime her og venter på alle de skønne sager dette bed kommer til at byde på næste år.

Bedet til venstre for pæretræet (ses på øverste billede lige herover) har fået en høstfloks “Hesperis”. Den er sat blandt blåkant, salvier og pragtkærte. Lidt længere til venstre er der sat silkekatost “Elsie Heugh”.

Foran pæretræet har jeg drysset salviefrø. Jeg har dog ikke gjort mig den umage, at tjekke ordentlig op på såmetoden på disse, så vi får se hvad der dukker op. Eller ikke dukker op.

Som indlæggets coverbillede antyder, har jeg rundhåndet drysset frø i dag. Abrikosfarvet digitalis, storblomstret digitalis som skulle være meget sart gullig, bordeaux stokrose samt hvid lægestokrose. Derudover valmuen “pink bombast” og “Beths poppy” + en speciel kornsort jeg ikke aner hvad hedder, men selv kalder rødbedekorn. Alene fordi den farver fingrene røde som rødbeder gør. Altså hvis man piller ved den, knækker den over, stjæler lidt af den. Som jeg gjorde på Møn i forsommeren, hvor jeg opdagede sorten i en af de utallige smukke grøftekanter. Jeg håber den er villige til at bo her også. Meget flot mørk kornsort.

Alt det nye blev vandet af inden det efterhånden tidlige mørke ankom. Jeg nåede sågar også, at give min lille familie en guidede tur rundt til alt det nye. Jeg synes lige de skulle sige hej og velkommen.  Og nej nej, det var slet ikke en tvungen tur, overhovedet ikke….

Signature"

Naturstruktur..

…struktur skabt i og af naturen. De smukke, komplekse, forskelligartede mønstre, former og nuancer har eksisteret i blomster og løv i tusinder af år og har i nyere tid været brugt igen og igen i kreative stoftryk, akvareller, fotoplakater, strik, ler, træ. Det bliver aldrig kedeligt eller ligegyldigt, at betragte og beundre. Og i morges da ungerne var afleveret i skole, gik jeg en runde i haven, inden jeg hoppede ind på min hjemmearbejdsplads. Behøver jeg nævne, at det er svært for mig, at komme ind fra haven når solens stråler lander i morgenduggen?

Weekenden byder på lidt af hvert, som det jo oftest gør i en lille familie.
Af Siv-ting er der en tur til plantebyttemarked ved Tadre Mølle. Og at få styr på hvad bedene skal tilføres af stauder dette efterår. Jeg mangler faktisk også, at afslutte det nye bed. Det med det mørke løv. Jeg er lidt lun på geranium med to-farvede blade eller den helt mørke med pink blomster frem til frost; “Bob´s blunder”, eller “Purple Ghost”. Vi får se hvad jeg forelsker mig i.

God weekend!

Signature"

Første efterårsdag..

…var i går, men lad os lige kalde det sensommer lidt endnu. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide efteråret. Efteråret er lig med fødselsdag, smukke gyldne farver, tulipan- og prydløg samt omplacering og opdeling af stauder. Den seneste uges tid har bare været lige lovlig meget efterårsagtig synes jeg. Og det er for tidligt.
På billedet i toppen ses også den begyndende nedvisning af dette års digitalis. Egentlig ret dekorativt, selvom det er tegn på, at sommeren er forbi.

Sommeren forsvandt uden jeg opdagede det. På en måde en trist fornemmelse. Den fornemmelse kommer jeg nok over. Jeg skal bare lige vænne mig til, at bruge haven anderledes. Ikke at liste ud med bare tæer og morgente. Nu er det med uldsokker og havejakke og sommetider med et lille tæppe på. Det har også sin charme.

Weekenden bragte heldigvis lidt lune temperature med sig og det har pludselig skudt efterårsstemningen ud til højre. Og det har jeg nydt. I de korte intervaller jeg fik tillusket mig havetid. Lørdag morgen kort før kl 8 gik jeg en runde i haven. Med en kop dampende te. Alene. Vindstille. Det skønneste lys. Jeg fik hilst på både den ene og anden edderkop der helt stille sad på lur (eller tog sig en lur) i sit net. Jeg elsker disse stunder hvor jeg betragter haven ned i dens mindste detalje. Opdager nye ting der er vokset frem ukendt hvorfra. F.eks denne grønne ven med fine runde blade. Jeg genkender den ikke og er ganske spændt på hvad den ender med, at vise mig. Ligner den en syren?

Det er enormt fredfyldt og samtidig bliver jeg også lidt presset over om alle de ideer og gøremål mine havebetragtninger fremavler, også kan skubbes ind og få plads i den øvrige families ønsker for weekenden. Det kunne de til dels. Jeg har fået fæstnet et par roser der, takket være det hestemøg jeg gav dem i efteråret, havde dannet kraftige lange nye skud. Nu bliver de ikke tæsket rundt i efterårsvinden.

Jeg har fået handlet en god håndfuld planter i en nuance jeg har drømt om, at bringe ind i haven. Bordeaux vil jeg kalde den. Vinrød. Blodrød. Jeg har en tom krukke som egentlig klarer det ret fint med bare, at se dejlig ud som den er. Tom. Nu får den selskab af et søjleformet rødbladet paradisæbletræ. Der får de flotteste pink blomster i foråret og mørke små æbler, ja lige om lidt.

Det nye mørke løv i haven skulle ikke stå alene, så der kom også staudehirse med hjem. Den ligner lidt elefantgræs. Samt nogle lampepudsergræs og hjortetrøst kaldet ‘chocolate’. Jeg nåede naturligvis ikke, at plante bedet omkring krukken til og selve krukken. Det må blive en eftermiddag eller aften i løbet af ugen. Men alle planterne pynter allerede helt forfærdeligt smukt de steder jeg midlertidigt har placeret dem. Hvilken glæde.

Kålorm på melon, babyplanter der trives og en med morgenhår. Jeg håber ugen bringer på glimtvise besøg i haven, etablering af det nye bed samt at der udover den samlede families opgaver, aftaler, lektier også bliver rum til gode ideer og havegrublerier. God uge til jer alle!

 

 

Signature"

Mit havehus..

Mit. Ja, det kalder jeg det uden at tøve. Det gør jeg vist også med haven. Selvom det ret beset også er de tre andre familiemedlemmers. Men kaldenavnet afspejler brugerne. Og jeg er enormt meget enebruger. Særligt når det kommer til havehuset. På instagram tagger jeg det #sivshavehus. Og vores yngste datter kaldte det fornylig “mors hus”. Herligt. For det er fuldstændig rigtig set. Denne sommer har jeg hver morgen lusket derud med morgenteen. Jeg har siddet i min gode stol omgivet af havebøger og notesbøger, plantepinde, beskærersakse, frøposer og jutegarn, stiklinger i små potter og andre fremelskede planter.

Luk bagdøren op, mærk den friske morgen, bare tæer, fire trin ned, to skridt hen. Der ligger mit havehus. I det slidte murede skur. Opført i 1923, lige som vores hus. Havehuset udgør halvdelen af skuret. Det er dannet af to sprossede vinduesrammer hvor der før var muret gavl. I fronten hvor der før var dør og et vindue, er der nu åbent kig til haven.

Skuret omdannede vi til havehus i sommeren 2015. På det tidspunkt havde jeg nok talt pænt meget om muligheden. Så meget, at jeg nok pressede det ud over kanten. Jeg målte og talte mursten, til beregning af vinduesvæggen. Handlede vinduer i passende størrelser på dba. Og så kom min kæreste om bord i det. Måske mest for, at få fred for sin plageånd. Mig. Senere opdagede han hurtigt hvor glad jeg blev for havehuset og det arbejde han havde lagt i det.

Efter vinduesvæggen var etableret rensede og vandskurede jeg indervæggene. Sidste år blev gulvet nivileret. Før det var gulvet temmelig skævt grundet et for længst funktionelt afløb. Vandtilførelsen i den gamle metalledning blev sløjfet og vandet i skuret ført hen på hovedhuset i form af en udendørshane som jeg siden har haft meget glæde af når krukkerne skal vandes.

Gennem de tre år har stole, bænke, borde, potter, planter, billeder og diverse skiftet plads utallige gange. Om vinteren fjerner jeg det der ikke tåler kulde og fugt. Havehuset bliver fyldt med krukker og planter der skal skærmes for sne og slud. Bladene fra pæretræet hvirvler ind og det hele ser lidt tamt og forladt ud. I løbet af foråret når varmen kommer, begynder jeg lige så stille, at feje, tørre af, rykke krukker ud, rykke rundt og omplacere.

Det er ikke ligefrem et sted man ruller sig på gulvet, her er støv og plante-snuller, jord, edderkopper og vandskjolder, efter mine uhæmmede vandinger. Og skjolder fra de utallige krus med te jeg har haft stående hist og pist. Men her er rart og hyggeligt, grønt og inspirerende.

Taget er (næsten) intakt. Noget alm.bølgeeternit. Jeg drømmer sommetider om glastag eller blot termotag med godt lysindfald. Denne sommer har jeg nu elsket den kølige skygge. Med et glastag ville jeg dog selv kunne vælge sol eller skygge – der kunne etableres lyse lette gardiner hvis vi får flere af disse dejlige solrige somre. Jeg tænker vindrue og flere solelskende blomster. Samtidig kunne resten af det gamle skur få et sedum tag. Et grønt tag. I vækst. Hvor hyggeligt ville det ikke være, at betragte inde fra huset? Og fra haven? Det ville være enormt smukt og frodigt! Drømme, drømme..

Hvad der befinder sig i havehuset og hvilke krukker, planter, sten og finurlige ting der er opstillet foran havehuset, det varierer. Både fra år til år, men også mange gange i løbet af sæsonen. Noget visner og bliver kedeligt, andet gives væk, nyt kommer til. Det hele skaber en naturlig forandring i indtrykket. Det må også gerne rode lidt. Ting efterlades ofte som de blev brugt dagen før.

I havehuset dannes og gror ideer og drømme om kap med forårets fremspirede spæde haveglæder, med sommerblomster og bier, med sensommerens kulør og efterårets varme glød. På det tidspunkt begynder havehuset at blive forladt af sin ellers faste beboer. Der krammes farvel og på gensyn til alle de gode stunder.

Men for nu er sæsonen langt fra slut. Langt fra.  Her er stadig en masse grønt, at nyde..

Signature"

Vand. Regnvand..

Vindstille. Vindue på klem. Frisk luft strømmer ind. Presses nærmest ind. Af regnen. Den massive regn der buldrer ned over veje, tage, plæner og træer. Mmm. Det dufter himmelsk. Sådan oprindeligt. På en måde. Så simpelt. Jeg elsker, at den smukke indviklede natur fremstår så simpel. Sol, tørke, tung luft, regn, opklaring, storm, vindstille.

Dryp. Lyden er mild og afrunder seancen af buldrende regn. Dryp, dryp. Fra tagrender, grene og havemøbler. Jeg nyder lyden fra det åbne vindue her inden sengetid. Det har været en god dag. 1.skoledag-dag og tid til det hele uden, at gøre det hele. Vejrmæssigt har det været en meget blandet dag. Den har indeholdt en masse regn. Og sol. Den har været lidt kølig, men også ret varm.

Efter et kæmpemæssigt regnskyl (som naturligvis kom lige som vi forældre forlod skolen efter fælles morgenmad!), ankom vi hjemme, ret fugtige. Og selvom det stadig dryppede lidt, måtte jeg bare runde haven. For solen havde afløst regnen. Haven stod grøn, sprød og frisk i sollyset.

 

 

 

 

 

Nu vil jeg sige farvel til dagen. Indsnuse den sidste kubikmeter og sige godnat godnat..

 

 

 

Signature"

Kæmpejernurt..

En af mine ynglingsblomster. Yndig, let og svævende. En staude, og så alligevel ikke, altid. Jeg købte 2 for nogle år siden. Efter hver af de første par vintre, dukkede der fint blade og senere blomster frem. I år er det kun den ene plante der har overlevet. Flere steder sælges den også som 1-årig da de ofte ikke klarer den danske vinter.

Heldigvis er det en plante der er enormt god til, at sikre sig efterkommere. Måske er det dens lange vejrende stilke. Der i efterårsvindene svinger sine tørre frø vidt omkring. Jeg finder dens babyplanter spirende frem temmelig langt fra selve moderplanten. På bar jord, i krukker hos andre vækster eller i flisebelægningens smalle fuger.

Jeg er ret glad for blomster der svæver. Lidt løftet over resten af bedet. I evig bevægelse med deres små nydelige hoveder.

Som med violfrøstjerne. Jeg har en almindelig og en dobbelt. Især den dobbelte havde jeg glædet mig til, at skulle se blomstre i år. Plantet i efteråret. Ak, den tørre sommer krøllede knopperne sammen inden de sprang ud. Så den har jeg stadig til gode. Bladene er grønne, så den er fint i vækst, og jeg har klippet den lidt tilbage. Måske når den at komme med nye blomster? Vi får se.

En anden sprællende staude på høje spinkle stilke er den vinrøde blåhat. Ja navn og farve matcher ikke rigtig vel? Den hedder altså blåhat, på dansk. Ellers Knautia Macedonia “Mars Midget”. Den blomstrer længe. Jeg har kun en enkelt. Skulle lige se hvor meget den bredte sig ved selvsåning. Det er den så ikke pokkers ihærdig med (eller også er jeg utålmodig..). Jeg har noteret i mine efterårsplaner, at bedet skal have en blåhat mere. Der skal fylde på så de fine stilke kan støtte hinanden.

Kæmpejernurt, eller Kæmpeverbena om du vil, lader jeg gro hvis den kommer egnede steder. Ellers lirker jeg dem forsigtigt op og omplacerer i egen have eller giver væk til glæde andre steder.

I år har jeg lavet en lille koloni i en høj spand. I et hjørne af haven. Nær cykelparkeringen i carporten, der i øvrigt altid kan trænge lidt cover up. På nær de to uger i maj hvor Klematis Montana Rubens lyserøde blomster danner det smukkeste tæppe omkring carporten.

Det andet sted kæmpejernurt er samlet i flok, ud over moderplanten i mit lillabed, er i en zinkbalje der egentlig indeholder rosen Dronning Margrethe. Rosen er afblomstret og kæmpejernurten har taget over. Helt af sig selv. Som en af dette haveårs overraskelser. Tænk de bare dukker op og ser så forbandet godt ud. Og så lige ved indgangen til vores hus. Hvilken velkomst!

Signature"

Kinesisk fingerbøl..

“Nu skal I høre alle tre, jeg har lige opdaget noget helt vildt specielt” siger jeg, med dryssende havehandsker og store øjne. Midt i stuen. Der kan jeg altid finde min familie. Jeg overdriver mit tonefald, bare for sjov. Ungerne tror jeg har fundet en fyldt og forladt Hjem-is bil. Det har jeg ikke. Jeg har opdaget noget der er meget bedre!

Den største og fremmeste plante af mine fremspirede kinesiske fingerbøl, har sat en ordentlig håndfuld sideskud. Det vidste jeg da ikke den gjorde sådan en? Jeg troede den spirede ved frø. Senere på året havde jeg tænkt mig, at samle frø fra den. Så jeg blev noget overrasket da jeg, for at vande den grundigt, løftede de mange takkede blade, og opdagede de små babyer moderplanten havde sat omkring sig i krukken.

I virkeligheden var jeg bare ved at vande krukkerne for derefter, at banke de 3 andre i lynkrig, som er denne uges favorit kortspil inden sengetid.

Kortspillet blev hurtigt udsat. Jeg var alt for nysgerrig omkring, at komme retur i haven. Retur for lige så stille, at lirke de små sprøde babyplanter væk fra deres mor. Hen i hver deres potte med plads til at vippe rødderne.

Det var først efter omplantning og kortspil, at jeg igen søgte efter et dansk navn til denne skønne plante. Og fandt, at kaldenavnet er kinesisk fingerbøl. Jeg var klar over den var i slægtskab med digitalis/alm.fingerbøl, men jeg havde kun det latinske og engelske navn på frøposen fra Det Engelske Haveselskab. Rehmannia Elata og Chinese foxglove.

Jeg kan læse, at den ikke er særlig vinterhårdfør. Så måske mister jeg den snart store familie med de takkede blade og fine pink fingerbøl. Heldigvis kunne jeg samtidig læse mig til, at der til efteråret kan samles frø. Så skulle planterne ikke overleve vinteren, er der håb i frøene.

De kom med posten og udviklede sig til en simpel glæde for mig.

Og i virkeligheden er det ikke simpelt, for hey, hvor enestående er det lige, at et bitte frø kan skabe så meget skønhed? Jeg kan blive ved, at undres over det. Min glæde ved planternes udvikling blev bekræftet med den glæde der boblede i mig ved mit fund. Jeg lignede en lottovinder, en glad julegris, en kvinde der så to streger. Her var der bare mindst 10 babyer. Og I kan tro jeg holder øje med flere.

Signature"

Frø..

Frø. Af de tørre slags. Ikke de fugtige der hopper og siger quark quark.
Raslende, tørre frø. Liv. Gentagelse. Forventning. Den stemning rammes jeg af, når jeg tænker på hvad de tørre frø fra haven bringer mig af skønhed næste år.

Jeg er ikke altid sikker på hvordan og hvornår alle frø spirer bedst. Det tager jeg hen ad vejen. Prøver mig frem. Gode råd, havebøger, magasiner, nettet. Faktisk sidder jeg og kommer i tanke om bogen “Frøbogen” af Ulla Hasselmark. Den kan jeg varmt anbefale. Jeg skal have opstøvet den et sted. Det er sjovere, at have den lige ved hånden, end at skulle frem og tilbage på biblioteket. Bogen indeholder utroligt mange fifs om alt, hvad damen Ulla har afprøvet med frø. Således havde jeg da også op til flere forskellige frø i køleskabet hen over vinteren. Hun har nogle gode ideer og råd, ja vel nærmere eksakt viden om hvornår og under hvilke forhold frøene er gladest og mest gavmilde.

De frø jeg samler i øjeblikket er akeleje, tobaksplante, klokketræ og den flotte lyserøde pom pom valmue “Pink Bombast” som jeg har haft for første gang i haven i år. Akelejerne, en skøn forårsplante, har nu allerede sået sig selv flittigt. Flotte genkendelige blade rundt om i haven. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan drysse lidt flere hist og pist.

 

Sidste år fandt jeg frøposer i Søstrene Grene og har heldigvis stadig en rest tilbage. For en start ligger frøene dog og tørrer helt inden de kommer i poser og system.

I England har jeg købt en metalkasse til frøposer og -breve. Den er tom. Indtil videre. Står og bidrager til havestemningen i mit havehus. Snart bliver den fyldt op med gode sager.

Frø fra RHS. Royal Horticultural Society. Det engelske haveselskab. Jeg meldte mig ind på en haverejse tilbage i september. Senere på året modtog jeg den herligste medlemsmail om, at jeg, ud fra en alen lang liste, kunne vælge frø til en billig penge. Frø samlet ind i de 4 haver selskabet har rundt om i England. 15 små frøposer for under 10 pund! Hva´be´har? Det kan jeg da ikke lade være med. Og jeg hyggede mig virkelig i de mørke vintertimer. Googlede oversættelser af diverse spændende engelske og latinske navne inden jeg nøje udvalgte min samling blandt hundredevis.

England har et mildere klima end Danmark, grundet Golfstrømmen der passerer i Atlanten. Jeg undlod derfor, at vælge frø af de mest frostsårbare stauder, da jeg formentlig ikke ville få særlig glæde af dem her i Danmark. Det må afprøves en dag i fremtiden når jeg har det der lækre orangeri med brændeovn eller anden form for varmeforsyning. Hm..

En af de meget vellykkede fra RHS frøposerne, det er Rehmannia Elata “Chinese Foxglove. Jeg har fået enormt mange planter ud af den pose frø. Givet en del væk, men nyder stadig en ti stykker her i haven. Og den første der har skabt en stængel og flotte pink klokker er denne skønhed.

Og se så her. Et hav af bittesmå, spæde, grønne digitalisplanter. Allerede! Det er få uger siden jeg skrev om, at have drysset jorden fuld. Fantastisk.

Signature"