Kransebinderi..

..det var hvad jeg oplevede i onsdags. Sammen med en håndfuld dejlige veninder. Hjemme hos mig. Med en skøn, anerkendende, glad blomsterbinder som instruktør. Hun hjalp os i gang efter vi havde fyldt maverne med lækkert brød, ost og pølse. Vi var klar og også spændte på opgaven. I forvejen havde blomsterbinderen sørget for grønt at binde med. Fem forskellige slags vækst som vi findelte i små buketter inden vi gik i gang. Buskbom, sølvblad, hortensia, hyben fra rosa multiflora samt elkogler. Humøret og selvironien var til stede, blandt ja-hatte og god snak. Vi bandt på helt traditionelle halmkranse med kraftig vindseltråd/ståltråd. God og nem begyndertråd sagde damen.

Processen var god og alles fokus var intenst. Familie, arbejde, ting vi burde gøre..alt var glemt, skubbet til side til fordel for det at skabe. Når man skaber noget hver for sig, sammen. Helt tæt på hinanden. Så sker der noget magisk. Det skete for os i onsdags. Det er sådan jeg oplever det. Og se lige resultatet:

Sådan kan man fylde sin fødselsdag med noget godt. Fylde minde-kontoen med noget pragtfuldt. Give inspiration til andre og glædes ved at se dem få ideer (og måske bagefter stjæle nogle af dem..høhø..)

Det er faktisk allerede endt med, at vi i vores euforiserende rus har aftalt en dag om nogle uger hvor vi igen mødes. Og øver os i mere kransebinderi. Hooked? Det tror jeg vist nok!

Og nu vil jeg pakke det sidste, kører op i en svensk skov tre timer herfra. Deltage i et retreat med yoga, meditation, badesø, sauna og RO. Jeg glæder mig SÅ meget. Rigtig god weekend til alle!

Signature"

Moder..

Moder jord. Moderplante. Moder, mor, mama…you name her.

Jordkloden indeholder milliarder af dem. Både floralt og humant.
Og jeg kommer til, at tænke på det fordi mine børn har været ekstraordinært meget sammen med deres de seneste 4 uger. Hver.eneste.dag.faktisk. Og fordi jeg i, hvor end vi i ferien har befundet os i øget befolkningstæthed, har hørt betegnelsen, kaldenavnet, igen og igen og igen.

Der er noget virkelig smukt over det (især når der kaldes på andre mødre end en selv, hø hø..) og fordi det med ganske få bogstaver viser så tydeligt hvilke bånd der unægtelig er mellem fødemaskine og output. Mor kaldes der først på. Jamen, hey, det gør der. Det er ikke for, at negligere en eneste far. De er der også, de er også vigtige. Nu beskriver jeg bare hvordan mekanismen er som flest. Og det kommer jo ikke bag på nogen, det er ikke nyt, eller pludselig sket hen over sommeren. Sådan har det altid har været. Det er bare ganske pudsigt, at stoppe op og lægge mærke til. Lyt selv hvis I har en ledig stund på håndklædet i sandet, ved poolen sydpå, i supermarkedet, på cafeer og stræder.

“moder” bruges foran et navn eller en betegnelse for et sted for at markere at stedet opfattes som udgangspunkt, forudsætning eller ophav”. Citat sproget.dk

Lige så elskeligt det er, at blive kaldt mor, lige så flænsende er det for mit nervesystem (eller hvad hulen det er der blive belastet), at blive tiltalt betegnelsen hyppigt en hel ferie igennem. For nogle mødre er en masse samvær med børn og familie lig opladning. Og jeg tror virkelig de mener det når de siger det. Jeg er bare vævet fuldstændig anderledes. Jeg varierer.

Jeg er nålen der vipper frem og tilbage i “egen indre tid”-barometeret. Og jeg vil svare forskelligt på spørgsmålet om hvilken tyngde moderrollen har, alt efter hvilken dag eller hvornår på dagen du spørger mig. Jeg føler mig det ene øjeblik let, glad og i den dejligste feriestemning, det andet øjeblik klemt, mast, begrænset, træt, fyldt.

I min have lader jeg op og får rystet sindet let igen. Altså hvis der ingen bagkant eller forventning er til mig mens jeg nulrer rundt derude. Og det er lige den balance sådan en ferie udfordrer.

Jeg trives bedst med, at være i mindre forsamlinger når mine mor-kaldere er tilstede. Så har jeg stadig et vist overblik og flænses ikke af et rodet oprørsk indre. Forventes det, at jeg taler med mange, lytter til en masse, brænder jeg sammen. Fordi mor-kalderne har en så stor og naturlig del af min, åbenbart begrænsede, fokuserede nærværskapacitet.

På billedet i toppen af indlægget har jeg netop skubbet ryglænet tilbage på en stol i min mors have. Tid til en afslappende stund. Snip snap fluepapir. Så sidder der to larmende sommerpiger og vælter rundt i hovedet på mig. Jeg var naturligvis også fristende med tæppe og det hele. Og jeg kunne med fast tone have sendt dem væk (det burde jeg nok blive bedre til), men det var så hyggeligt. Og så alligevel ikke. Det blev for meget. Sommetider vælter jeg væk i skjul, andre gange lader jeg dem gøre det for, ikke at begrænse deres glade udladning, alt imens jeg selv apatisk overlever seancen.

På vægtskålen over herlige sommerminder er der dog en helt særlig ting. At blive vækket tidligt er aldrig fedt, men når det er solens stråler der i stueetagen rammer det lille røde hjerter hvor pigerne har indtalt en besked til mig, ja så føler jeg mig let og glad i de tidlige morgentimer.

Er det ikke en kær måde, at blive revet ud af søvnen på? Så må de i hvert fald gerne, 100 gange (?), sige “mor”, spørge om noget og ikke høre svaret for så igen, at sige “mor”, spørge og måååske høre svaret.

Den mulighed har en moderplante ikke. De har ikke nær så gode betingelser som os humane mødre. Hvis de alligevel har, er det modsat os, for en stakket frist. I hvert fald i planteskole øjemed. Her udvælges de efter vækstkraft, blomsterdannelse, bladmasse, stængelstivhed, frugtbarhed, ensartet modning osv osv. (Tænk hvis vi kom igennem den vurdering!!). Moderplanterne afmærkes, bevares og bruges i en periode. Indtil de ikke længere bevarer standarden. De bliver gennemgået og bedømt og dårlige eksemplarer udskiftes med nye. Jeg siger ikke, at jeg spejler mig i en plante (crazy plant lady, argh…), men at drage parallellen hjælper mig til, midt i alt det hårde ved morrollen, at sætte pris på hvor heldig jeg trods alt er.

Nu er ferien endt. I morgen sidder der ingen kollegaer på kontoret og råber moaaar. Det er i hvert fald min forventning.

Signature"

Lyden af siv er sprød..


Sivene, hvis spidse, sprøde blade knitrende strejfer hinanden når vinden leger sig gennem dem, laver den skønneste beroligende lyd, da vi går over dæmningen ved Nyord. Det får mig til at stoppe op og lytte med hovedet i skiftende retninger. Ørerne indfanger lyden på forskellig vis, mens vinden fjumrer rundt i mit hår. Det er sjovt.

Nogle er på arbejde, andre er til eksamen, jeg er her. Med intet andet formål end at være. Og uden anden bagkant end at nå frem til næste B&B. Jeg føler mig heldig. Og afslappet.

Jeg forestiller mig hvordan alle skulle forkæle sit sind ved, at gå over dæmningen. Over de åbne vidder på Nyord, til haven på Lollesgård og spise krebinetter og nye kartofler, til en gæstfri seng hos naboen Nyord B&B, og til dagen efter atter, at blive blæst igennem. Lade vinden tage alle unyttige tanker med sig, ud over dæmningen og sivene, lade dem synke i Østersøen. Med de utallige svalers sang som afsked.
 
 
 
Jeg har lige været 4 dage på Møn. Med min mor. For, af hvad jeg kan erindre, første gang.

Vi har vandret langs en del af Camønoens afmærkede stier, men også ad veje væk fra alfarvej.

Ad smalle stier langs hede, folde, moser, skove. Tilbagelagt kilometervis af strand, på tang, sten, over høfder. Lyttet til gøgen, gulspurven, svaler og fasaner, i krat, træer, på himlen. Nydt synet af smukke græs- og kornarter svaje yndefuldt i vinden på hver side af bugtende hjulspor.

 

Opslugt af den pragtfulde park omkring Liselund Slot hvor vi sov i nat, nød jeg nysgerrigt alle de hver især fremadartede lysthuse rundt om i parken. Sådan et ville jeg gerne have plads til i min have!

Jeg har stukket snuden i kridten ved klinten og fundet lidt fossiler. Indsnuset duften af sommervarme markveje. Helt ind hvor det hele huskes og føles.

Som du har gættet har jeg nemlig haft tid. Tid til at tage verden ind. Uploade det pragtfulde og massive indtag af syn, dufte, vind, lyde. Jeg har nydt, at tage det ind efterhånden som naturen har budt mig det. Og taget det ind når vi har pauset på Naturcenteret Ulvshalevej med medbragt te, på en dejlig kollegas sommerhusterrasse til synet af heden og forfriskningen hun kærligt havde efterladt os, i Borre foran Dagligbrugsen fordi der lige var en bænk og sulten meldte sig, på uendeligt smukke og afvaskede træstammer på stranden nedenfor klinten..Ahhhh. Blide bølgeskvulp og synet hvilende i horisonten langt borte. Der uploadede jeg på fuld skrue. Langsomt.

 

 

Nu har jeg givet staffen, som i det her tilfælde er min mor, videre til min moster. Idag vandrede vi alle 3. Imorgen vandrer de. Så med vind i håret, sol i kinderne og nussede bukser, støvede sko og saligt smil, i busser og tog op gennem Sjælland, på vej hjem og kysse på min lille familie, sad jeg henført og drømte om hvornår jeg igen skulle betræde Møns rigdom.

Samtidig sad jeg og afklimatiserede mig selv ved tanken om, at jeg imorgen møder kontrasten; Jeg er inviteret med 22 stk. 0.klasse børn i Tivoli.

Tak møn og tak natur. Tak fordi I begge er langsomme. Det gør mig godt.
Vi ses med sikkerhed igen!

Lad dig friste og inspirere til en fantastisk naturoplevelse. Læs mere om Camøno her
Signature"

Velkommen til..


Mit første indlæg. De ord skrev jeg, og sad så og stirrede lidt på mine fingre. Hvordan skaber jeg direkte forbindelse mellem hjernen og fingrene dernede på tastaturet. Sådan en slags forbindelse der let som ingenting filtrerer og omdanner tanker, fornemmelser og ideer til sorte fine bogstaver.

Ja, det lyder egentlig enkelt. Vi gør det jo hver dag. Omdanner. Til talte ord og tekst. Jeg har virkelig bare meget i pulterkammeret deroppe. Vi snakker ikke verdensøkonomi, politik, sorg eller andet tungt stof. Det er simpel hverdagslogistik i en familie på 4, og den hverdag oplever jeg i flere lag og nuancer end jeg kan holde styr på. Jeg har mere input end jeg når, at fordøje og lægge på plads. Og det trives jeg ikke så godt med.

Min indlærte visuelle hukommelse har i mange år hjulpet mig med de særeste ting. Gennem flere år er de visuelle aftryk af en oplevelse dog begyndt at smuldre. Hverdagsoplevelserne når simpelthen ikke til et blivende billedestadie. Det stadie jeg på et senere tidspunkt kan hive frem på nethinden som et hjælpeværktøj midt i en sætning. Uploadingen afbrydes af nye dejlige oplevelser, nye livsbekræftende indtryk. Moder jord løber hurtigt. Og jeg halser stakåndet efter.

Jeg gider ikke halse mere. Derfor har jeg købt lagerplads ude i byen. Jeg har købt dette værelse på et webhotel. Pulterkammer hjemme, webhotel ude. Så kan jeg fordele mine massive masser 2 steder og få mine billeder igen. Jeg savner dem sådan.

Haven er noget nær det eneste sted jeg opnår, at fuldende uploading af indre billeder. Og det var også her jeg en aften i sidste uge, hvor haven og jeg rigtig var gået i sync, fik ideen om en blog.  Jeg har aldrig haft planer om, at udbasunere og uploade tanker på nettet. Jeg synes derimod det er hyggeligt, at dele havebilleder. At udveksle ideer, planter, historier og tips om vækster med andre der bare har snerten af en grøn lillefinger. Denne blog vil indeholde en blanding af lille have og store tanker.

Min blog er et forsøg, et eksperiment, en impulsiv idé, en udladning. Et ønske om (fra alle der kan og lyster at bidrage til det), at lære mig flere tips om vækster og have, om foto og om mig selv. Særligt er det et ønske, at genetablere min gode hukommelse. Og det gør jeg ved, at muge ud, og skabe lagerplads. Og jeg er lige begyndt med første flyttelæs til webhotellet. Det bliver SÅ godt!

Signature"