Nåletræer og sne..

…i stille vind. Knirkende frostkrystaller under skiene og ditto i lungerne. En ny tyk og ualmindelig blød halsdisse, bevægelse af den stive kontorkrop, mange nybagte sprøde boller til morgenmad. Og lösgodis. Ja, det er de små detaljer der gælder.

Som fx at jeg vælger at nævne at jeg har erhvervet en ny halsdisse. Det gør jeg fordi den har ydet ekstra lækker varme og blødhed. To vigtige ting for en der elsker at lukke enhver sprække der skaber gåsehud. Sprækker der forstyrrer mig i at opleve nuet. Sensitiv, ja!

Jeg har lige været på ski. I Lindvallen, Sälen. Min egen lille familie og en anden på fem. Det er alpin, løjpe op og ned. Og i år en særlig fornøjelse fordi der nærmest ingen vind var. Ingen brainfreeze på stoleliften. Lidt mindre sne end andre år. Løjperne fine at stå på dog. Det var mere tyngden af sne på de flotte nåletræer rundt om i terrænet der var anderledes end fx sidste år.

Nåletræer udstråler en fantastisk ro som de står der. Og bare står. Ligeglade med barske vejrforhold og sneen der til tider ligger i tykke forpuppede lag på de elastiske grene. Dette billede er fra sidste år:

20190127_115435

I år anede man de grønne nåle i højere grad. Ja bortset fra på toppen hvor rimfrosten på smukkeste vis indhyller enhver overflade:

20190126_091637
20190126_091921

Jeg bliver aldrig træt af at betragte dem uanset hvor meget sne, eller ej, der måtte være faldet på dem. Stoppe op og knipse billeder, nyde de forskelligartede faconer på de tusindvis af træer mellem hytter og løjper.

Denne gang kom jeg lidt tættere på. Både fordi jeg kørte ind i et træ på en sjov skovtur..

20190126_095528

…men også fordi jeg i år lejede langrendsski i nogle timer. Tempoet og roen tiltalte mig og jeg drog afsted uden at have haft de smalle ski på før. Det gik fint, ingen skulle jo skynde sig. Altså dvs dem der sprintede afsted i sporet i det fedeste slimwear og alene med konditionstræning for øje, ja de var jo samtidig gode til uden problemer at drøne ud af sporet, forbi mig og ind på de to smalle spor igen.

Efter noget tid med øjnene fast naglet i sporet og fokus på balance og bevægelse kunne jeg i højere grad løfte hovedet (og lyne jakken op og tage lufferne af, for nu havde jeg da fået varmen!). Jeg nød lyden af stilhed og synet af sne og nåletræer.

20190125_152556
20190125_150827
20190125_151711
20190125_144225

I mens min varme krop arbejdede rytmisk i sporet og tilbagelagde 9 km, drømte jeg om en hytte-til-hytte tur på langrendsski. Bevægelse og ro, sove primitivt i naturen, ud og afsted og indånde en langsom sneisoleret verden.

Den sidste hyttelignende bygning jeg så i Sverige i nat var nu blot et WC på en p-plads. Men se lige hvor idyllisk sådan en simpel fornødenhed kan se ud i et vinterlandskab:

20190126_195356
20190126_195432

Hvor kan naturen bare noget. Som intet menneskeskabt nogensinde ville kunne. Det var bare det jeg ville sige.

Signature"

En ny oplevelse..

..der intet har med havefordybelse at gøre. Og måske alligevel. Hvis man reflekterer over hvorfor oplevelsen er ny for mig.

Helt uvant bød årets første uger på både HBO og Netflix. To steder jeg ikke ellers begår mig. Og på sigt heller ikke kommer til at benytte i samme omfang. Men det har faktisk været en god oplevelse. På Netflix har jeg set Biers nye Birdbox.
En genre jeg efterhånden helt udelukker at se. Scary shit. Og alligevel gav den mig et pust af en svunden tid med den type dvdfilm, venner, dyner, chips og ingen bagkant. Ja dengang var Bullock der også!

Det der dog har gjort mest indtryk og er grunden til, at jeg skriver om det, er HBOserien “My brilliant friend”. Jeg må bare anbefale den. Jeg har set den første og indtil videre eneste sæson, otte episoder. Hvad? Det er pænt mange timer. Hvordan kan det lade sig gøre for mig, er der måske nogen der kan tænke. Det tænker jeg i hvert fald selv.

Forklaringen findes i Napoli-romanerne. Elena Ferrantes fire velskrevne bøger om to veninders opvækst i et arbejderkvarter i Napoli. Bøgerne skildrer 50’erne og 60’erne og videre frem gennem pigernes voksenliv.

Jeg mangler at læse den fjerde og sidste bog “Det forsvundne barn”. Jeg “sparer” lidt på den. I stedet kastede jeg mig som sagt over den første sæson som udkom i november og som udspiller den første bog der på dansk hedder “Min geniale veninde”. Fantastisk filmet og spillet. Historiens begivenheder er meget sammenlignelige de indre billeder jeg dannede ved læsningen. Barske livsvilkår og langsom fordybelse.

Og hvorfor nu gøre så meget ud af at have set film og serier…de fleste jeg kender gør det på fast basis hver dag, hver uge…jamen det ved jeg ikke. Måske fordi indholdet alligevel har tilført mig noget. En oplevelse at fordøje og en masse at reflektere over. Blandt andet hvorfor jeg føler at tv er en udefinerbar virkelighedsflugt som jeg da holder af i små mængder og med mellemrum, men ikke som et dagligt fix. Det ville gøre mig trist. Jeg vil gerne være tilstede i den verden jeg ånder i. Også selvom den verden ofte overmander mig med stimulans så jeg glemmer at ånde. I hvert fald at ånde fuldt ud. Kender I det?
 
Vejrtrækningen er kun placeret i toppen af lungerne indtil jeg bliver opmærksom og i få minutter trykker stemplet i bund, fylder de hungrende lunger for derefter at sende stemplet til tops så den sidste kuldioxid i lungernes mørke bund presses ud og væk.
 

Det er også derfor jeg søger haven og planterne, finder værdi i min tid der. Hvor der godt nok er nye tanker og stimuli, men hvor jeg for det meste får fordøjet det hele. Husker at trække vejret og er til stede. Vi er jo forskellige. For alle I serie og film folk, I får nok nøjagtig samme velvære og følelse når I har været inde i det jeg tillader mig at kalde virkelighedsflugt.

Nu er bog nr fire pakket ned. Den skal med på skiferie, læses langsomt, den skal holde længe. For efter den stopper alle de dejlige billeddannende ord i Napolis gader. Derefter den søde ventetid til sæson to udgives og jeg igen kan hoppe ind og gense Lenú og Lila´s verden i billeder dannet af andre end jeg.

Signature"

Roser #2

Roser tiltrækker mig. Jeg ævler ofte om dem, jeg fylder min have med dem, nyder dem i bøger og med lurende blikke over hække og stakitter. Familie og venner ved det og jeg beriges med gaver der relaterer sig til denne gudesmukke stikkende plante.

En af julens særlige overraskelser til haven, er et gavekort til David Austin Roses i England. Fik jeg lige ekstra julelys i øjnene? Det skaber dog et enormt dilemma. En af de dejlige slags dilemmaer; hvilke roser blandt hundredevis af sart rosa, lyserøde, pink skal jeg denne gang kaste min kærlighed på og hjembringe til min lille have? Hvilken ledig plet er mest solrig, hvor skal de slå deres rødder.

Dernæst opstår endnu et væsentligt spørgsmål; Skal jeg netshoppe eller bringer gavekortet mig ud i endnu en magisk rundtur i engelske haver. Naturligvis med laaangvarigt rutestop i Austins plantecenter, rosenhave og tesalon.

Spørg mig om jeg allerede har tjekket flypriser til Birmingham! Tilset mine på googlemaps gemte “where-to-go” garden and manors i en god radius af Austin Roses. Svaret er et rungende JAAA!! Beslutningen er langt fra taget. Drømmen bobler ulmende mens jeg nyder den farverige og velillustreret 250 siders håndbog der fulgte med gavekortet.
 

Udover Torben Thims rosenbog og en stående invitation til rosenplanteskolen i Løwe, fik jeg også min første barrodsrose i fødselsdagsgave i efteråret. Sendt med posten fra min kusine i Odense. Herligt. Og hendes valg af rose var formidabelt. En rose jeg allerede havde købt det forgange efterår. Spot on på min smag. Og dobbelt op på skønhed, nu da jeg har to af samme slags.

Jeg modtog også et tip om en rundrejse i Bulgarien hvor der er rosenfestival i starten af juni. En rejse jeg siden har drømt en del om fordi den er skruet så fantastisk sammen. Og fordi jeg vil det hele. Hvilket kun lader sig gøre for ganske få. Lottomillionærer og sådan nogen. Men tjek lige rejsen ud. Den er da for lækker.

Tilbage til slutningen af årets anden sidste dag har jeg nydt, at den milde vinter gør det muligt fortsat at se blomster på Ingrid Bergmann, Willestrup og Gertrud Jekyll og at jeg har fået den lækreste rosensaks der kribler i hånden for at komme ud og skyde sæsonen i gang. Men. Vi skal vel lige have en vinter først. Og et nytår først. Og i det nye år er der både blomsterbinderkursus, flere havebesøg, etablering af ny køkkenhave og hvad der HELT sikkert ellers bliver tilføjet af fantastiske haveoplevelser jeg vil dele med jer. Vi ses i 2019!

Signature"

Julefred. Hvad er det?

..ja jeg ved det altså ikke. Hvis du troede jeg ville komme med forklaringen, så må jeg skuffe dig. Jeg sad bare og tyggede lidt på ordet efter at have ledt efter den stemning, der var i mig lige nu.

Den kan både opstå og sænke sig. Mærkelig modsætning egentlig. Er den der når vi er lige ved at nå klimaks d.24. om aftenen. Eller er det lige nu. Hvor fridagene fra den almindelige hverdag starter. Ingen madpakker, vækkeure, bagkanter. Er det turen i kirken med ungernes skole i dag, julebingo i klassen eller den konfekt vi trillede rundt med i eftermiddags, til playlisten “Christmas Crooners”. Mens vi både fik jogget marcipan og flormelis i gulvtæppet, hældt flydende chokolade på den nye stol i papirflet og i øvrigt glemte klokken fordi den ikke var vigtig.

Det stritter lidt i mig at bruge ordet. Julefred. Her er sgu ingen fred. December. Det er december. Hvem filan finder rigtig fred i december. Helt ærligt? Det er en måned med hverdag plusset med flere arrangementer end sædvanligt. Og de er hyggelige. Det er de faktisk. Plusset med gaver og indkøb. Og det meste har jeg da godt nok nået uden stress. For jeg har den frihed at kunne prioritere at være på nedsat tid, så en del har jeg kunne ordne mens mine kollegaer har arbejdet. Og jeg har nydt det og er taknemmelig for muligheden.

Det betyder ikke jeg ikke har travlt. Det synes jeg altid jeg har. Med at nå hen til næste opgave, glemme en anden, komme i tanke om en tredje og løse en fjerde. Det ruller. Ind mellem benene på mig. Datoen skifter hurtigere end jeg nærmest får øje på.

Jeg har af samme årsag ikke prioriteret, at lave indlæg her på bloggen i mere end en måned. Det gik der lige pludselig. En måned og tre dage faktisk. Men nu fik jeg et øjeblik. En dejlig stemning af minus opgaver i pipeline. Et nyt spisebord at sidde ved, der er hvidt og lyser ethvert sind let. Her er ro. Intet tv. For Ulrik er på bar. Her er ingen Christmas Crooners. Ingen søde døtre der i hvert mit øre spørger og fortæller. De sover. En let brummen fra den bærbare. Let regn på ruden.

Min sjæl har i et sjældent øjeblik indhentet mig. Jeg er forenet med den. Det føles rart. Det er ikke tit det sker. Oftest halser den efter mig. Jeg har savnet den. Måske er det derfor ordet julefred kom til mig. Da jeg ledte efter at sætte ord på den stemning inden i. Men hvad hedder stemning så hvis den opstår i februar, i maj eller august?

Det finder jeg ud af til den tid. Hvis den rammer mig.
Måske er det sjælefred? Ja den tager jeg!

Men for nu kalder jeg den julefred. Og med den følger også lidt konfekt til teen. Jeg er jo alene i stuen. Ingen ser jeg hapser lidt godter i kagedåsen.

Glædelig jul til jer alle. Find din fred og nyd den. I smug eller sammen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Signature"

Kransebinderi..

..det var hvad jeg oplevede i onsdags. Sammen med en håndfuld dejlige veninder. Hjemme hos mig. Med en skøn, anerkendende, glad blomsterbinder som instruktør. Hun hjalp os i gang efter vi havde fyldt maverne med lækkert brød, ost og pølse. Vi var klar og også spændte på opgaven. I forvejen havde blomsterbinderen sørget for grønt at binde med. Fem forskellige slags vækst som vi findelte i små buketter inden vi gik i gang. Buskbom, sølvblad, hortensia, hyben fra rosa multiflora samt elkogler. Humøret og selvironien var til stede, blandt ja-hatte og god snak. Vi bandt på helt traditionelle halmkranse med kraftig vindseltråd/ståltråd. God og nem begyndertråd sagde damen.

Processen var god og alles fokus var intenst. Familie, arbejde, ting vi burde gøre..alt var glemt, skubbet til side til fordel for det at skabe. Når man skaber noget hver for sig, sammen. Helt tæt på hinanden. Så sker der noget magisk. Det skete for os i onsdags. Det er sådan jeg oplever det. Og se lige resultatet:

Sådan kan man fylde sin fødselsdag med noget godt. Fylde minde-kontoen med noget pragtfuldt. Give inspiration til andre og glædes ved at se dem få ideer (og måske bagefter stjæle nogle af dem..høhø..)

Det er faktisk allerede endt med, at vi i vores euforiserende rus har aftalt en dag om nogle uger hvor vi igen mødes. Og øver os i mere kransebinderi. Hooked? Det tror jeg vist nok!

Og nu vil jeg pakke det sidste, kører op i en svensk skov tre timer herfra. Deltage i et retreat med yoga, meditation, badesø, sauna og RO. Jeg glæder mig SÅ meget. Rigtig god weekend til alle!

Signature"

Moder..

Moder jord. Moderplante. Moder, mor, mama…you name her.

Jordkloden indeholder milliarder af dem. Både floralt og humant.
Og jeg kommer til, at tænke på det fordi mine børn har været ekstraordinært meget sammen med deres de seneste 4 uger. Hver.eneste.dag.faktisk. Og fordi jeg i, hvor end vi i ferien har befundet os i øget befolkningstæthed, har hørt betegnelsen, kaldenavnet, igen og igen og igen.

Der er noget virkelig smukt over det (især når der kaldes på andre mødre end en selv, hø hø..) og fordi det med ganske få bogstaver viser så tydeligt hvilke bånd der unægtelig er mellem fødemaskine og output. Mor kaldes der først på. Jamen, hey, det gør der. Det er ikke for, at negligere en eneste far. De er der også, de er også vigtige. Nu beskriver jeg bare hvordan mekanismen er som flest. Og det kommer jo ikke bag på nogen, det er ikke nyt, eller pludselig sket hen over sommeren. Sådan har det altid har været. Det er bare ganske pudsigt, at stoppe op og lægge mærke til. Lyt selv hvis I har en ledig stund på håndklædet i sandet, ved poolen sydpå, i supermarkedet, på cafeer og stræder.

“moder” bruges foran et navn eller en betegnelse for et sted for at markere at stedet opfattes som udgangspunkt, forudsætning eller ophav”. Citat sproget.dk

Lige så elskeligt det er, at blive kaldt mor, lige så flænsende er det for mit nervesystem (eller hvad hulen det er der blive belastet), at blive tiltalt betegnelsen hyppigt en hel ferie igennem. For nogle mødre er en masse samvær med børn og familie lig opladning. Og jeg tror virkelig de mener det når de siger det. Jeg er bare vævet fuldstændig anderledes. Jeg varierer.

Jeg er nålen der vipper frem og tilbage i “egen indre tid”-barometeret. Og jeg vil svare forskelligt på spørgsmålet om hvilken tyngde moderrollen har, alt efter hvilken dag eller hvornår på dagen du spørger mig. Jeg føler mig det ene øjeblik let, glad og i den dejligste feriestemning, det andet øjeblik klemt, mast, begrænset, træt, fyldt.

I min have lader jeg op og får rystet sindet let igen. Altså hvis der ingen bagkant eller forventning er til mig mens jeg nulrer rundt derude. Og det er lige den balance sådan en ferie udfordrer.

Jeg trives bedst med, at være i mindre forsamlinger når mine mor-kaldere er tilstede. Så har jeg stadig et vist overblik og flænses ikke af et rodet oprørsk indre. Forventes det, at jeg taler med mange, lytter til en masse, brænder jeg sammen. Fordi mor-kalderne har en så stor og naturlig del af min, åbenbart begrænsede, fokuserede nærværskapacitet.

På billedet i toppen af indlægget har jeg netop skubbet ryglænet tilbage på en stol i min mors have. Tid til en afslappende stund. Snip snap fluepapir. Så sidder der to larmende sommerpiger og vælter rundt i hovedet på mig. Jeg var naturligvis også fristende med tæppe og det hele. Og jeg kunne med fast tone have sendt dem væk (det burde jeg nok blive bedre til), men det var så hyggeligt. Og så alligevel ikke. Det blev for meget. Sommetider vælter jeg væk i skjul, andre gange lader jeg dem gøre det for, ikke at begrænse deres glade udladning, alt imens jeg selv apatisk overlever seancen.

På vægtskålen over herlige sommerminder er der dog en helt særlig ting. At blive vækket tidligt er aldrig fedt, men når det er solens stråler der i stueetagen rammer det lille røde hjerter hvor pigerne har indtalt en besked til mig, ja så føler jeg mig let og glad i de tidlige morgentimer.

Er det ikke en kær måde, at blive revet ud af søvnen på? Så må de i hvert fald gerne, 100 gange (?), sige “mor”, spørge om noget og ikke høre svaret for så igen, at sige “mor”, spørge og måååske høre svaret.

Den mulighed har en moderplante ikke. De har ikke nær så gode betingelser som os humane mødre. Hvis de alligevel har, er det modsat os, for en stakket frist. I hvert fald i planteskole øjemed. Her udvælges de efter vækstkraft, blomsterdannelse, bladmasse, stængelstivhed, frugtbarhed, ensartet modning osv osv. (Tænk hvis vi kom igennem den vurdering!!). Moderplanterne afmærkes, bevares og bruges i en periode. Indtil de ikke længere bevarer standarden. De bliver gennemgået og bedømt og dårlige eksemplarer udskiftes med nye. Jeg siger ikke, at jeg spejler mig i en plante (crazy plant lady, argh…), men at drage parallellen hjælper mig til, midt i alt det hårde ved morrollen, at sætte pris på hvor heldig jeg trods alt er.

Nu er ferien endt. I morgen sidder der ingen kollegaer på kontoret og råber moaaar. Det er i hvert fald min forventning.

Signature"

Lyden af siv er sprød..


Sivene, hvis spidse, sprøde blade knitrende strejfer hinanden når vinden leger sig gennem dem, laver den skønneste beroligende lyd, da vi går over dæmningen ved Nyord. Det får mig til at stoppe op og lytte med hovedet i skiftende retninger. Ørerne indfanger lyden på forskellig vis, mens vinden fjumrer rundt i mit hår. Det er sjovt.

Nogle er på arbejde, andre er til eksamen, jeg er her. Med intet andet formål end at være. Og uden anden bagkant end at nå frem til næste B&B. Jeg føler mig heldig. Og afslappet.

Jeg forestiller mig hvordan alle skulle forkæle sit sind ved, at gå over dæmningen. Over de åbne vidder på Nyord, til haven på Lollesgård og spise krebinetter og nye kartofler, til en gæstfri seng hos naboen Nyord B&B, og til dagen efter atter, at blive blæst igennem. Lade vinden tage alle unyttige tanker med sig, ud over dæmningen og sivene, lade dem synke i Østersøen. Med de utallige svalers sang som afsked.
 
 
 
Jeg har lige været 4 dage på Møn. Med min mor. For, af hvad jeg kan erindre, første gang.

Vi har vandret langs en del af Camønoens afmærkede stier, men også ad veje væk fra alfarvej.

Ad smalle stier langs hede, folde, moser, skove. Tilbagelagt kilometervis af strand, på tang, sten, over høfder. Lyttet til gøgen, gulspurven, svaler og fasaner, i krat, træer, på himlen. Nydt synet af smukke græs- og kornarter svaje yndefuldt i vinden på hver side af bugtende hjulspor.

 

Opslugt af den pragtfulde park omkring Liselund Slot hvor vi sov i nat, nød jeg nysgerrigt alle de hver især fremadartede lysthuse rundt om i parken. Sådan et ville jeg gerne have plads til i min have!

Jeg har stukket snuden i kridten ved klinten og fundet lidt fossiler. Indsnuset duften af sommervarme markveje. Helt ind hvor det hele huskes og føles.

Som du har gættet har jeg nemlig haft tid. Tid til at tage verden ind. Uploade det pragtfulde og massive indtag af syn, dufte, vind, lyde. Jeg har nydt, at tage det ind efterhånden som naturen har budt mig det. Og taget det ind når vi har pauset på Naturcenteret Ulvshalevej med medbragt te, på en dejlig kollegas sommerhusterrasse til synet af heden og forfriskningen hun kærligt havde efterladt os, i Borre foran Dagligbrugsen fordi der lige var en bænk og sulten meldte sig, på uendeligt smukke og afvaskede træstammer på stranden nedenfor klinten..Ahhhh. Blide bølgeskvulp og synet hvilende i horisonten langt borte. Der uploadede jeg på fuld skrue. Langsomt.

 

 

Nu har jeg givet staffen, som i det her tilfælde er min mor, videre til min moster. Idag vandrede vi alle 3. Imorgen vandrer de. Så med vind i håret, sol i kinderne og nussede bukser, støvede sko og saligt smil, i busser og tog op gennem Sjælland, på vej hjem og kysse på min lille familie, sad jeg henført og drømte om hvornår jeg igen skulle betræde Møns rigdom.

Samtidig sad jeg og afklimatiserede mig selv ved tanken om, at jeg imorgen møder kontrasten; Jeg er inviteret med 22 stk. 0.klasse børn i Tivoli.

Tak møn og tak natur. Tak fordi I begge er langsomme. Det gør mig godt.
Vi ses med sikkerhed igen!

Lad dig friste og inspirere til en fantastisk naturoplevelse. Læs mere om Camøno her
Signature"

Velkommen til..


Mit første indlæg. De ord skrev jeg, og sad så og stirrede lidt på mine fingre. Hvordan skaber jeg direkte forbindelse mellem hjernen og fingrene dernede på tastaturet. Sådan en slags forbindelse der let som ingenting filtrerer og omdanner tanker, fornemmelser og ideer til sorte fine bogstaver.

Ja, det lyder egentlig enkelt. Vi gør det jo hver dag. Omdanner. Til talte ord og tekst. Jeg har virkelig bare meget i pulterkammeret deroppe. Vi snakker ikke verdensøkonomi, politik, sorg eller andet tungt stof. Det er simpel hverdagslogistik i en familie på 4, og den hverdag oplever jeg i flere lag og nuancer end jeg kan holde styr på. Jeg har mere input end jeg når, at fordøje og lægge på plads. Og det trives jeg ikke så godt med.

Min indlærte visuelle hukommelse har i mange år hjulpet mig med de særeste ting. Gennem flere år er de visuelle aftryk af en oplevelse dog begyndt at smuldre. Hverdagsoplevelserne når simpelthen ikke til et blivende billedestadie. Det stadie jeg på et senere tidspunkt kan hive frem på nethinden som et hjælpeværktøj midt i en sætning. Uploadingen afbrydes af nye dejlige oplevelser, nye livsbekræftende indtryk. Moder jord løber hurtigt. Og jeg halser stakåndet efter.

Jeg gider ikke halse mere. Derfor har jeg købt lagerplads ude i byen. Jeg har købt dette værelse på et webhotel. Pulterkammer hjemme, webhotel ude. Så kan jeg fordele mine massive masser 2 steder og få mine billeder igen. Jeg savner dem sådan.

Haven er noget nær det eneste sted jeg opnår, at fuldende uploading af indre billeder. Og det var også her jeg en aften i sidste uge, hvor haven og jeg rigtig var gået i sync, fik ideen om en blog.  Jeg har aldrig haft planer om, at udbasunere og uploade tanker på nettet. Jeg synes derimod det er hyggeligt, at dele havebilleder. At udveksle ideer, planter, historier og tips om vækster med andre der bare har snerten af en grøn lillefinger. Denne blog vil indeholde en blanding af lille have og store tanker.

Min blog er et forsøg, et eksperiment, en impulsiv idé, en udladning. Et ønske om (fra alle der kan og lyster at bidrage til det), at lære mig flere tips om vækster og have, om foto og om mig selv. Særligt er det et ønske, at genetablere min gode hukommelse. Og det gør jeg ved, at muge ud, og skabe lagerplads. Og jeg er lige begyndt med første flyttelæs til webhotellet. Det bliver SÅ godt!

Signature"