Mit havehus..

Mit. Ja, det kalder jeg det uden at tøve. Det gør jeg vist også med haven. Selvom det ret beset også er de tre andre familiemedlemmers. Men kaldenavnet afspejler brugerne. Og jeg er enormt meget enebruger. Særligt når det kommer til havehuset. På instagram tagger jeg det #sivshavehus. Og vores yngste datter kaldte det fornylig “mors hus”. Herligt. For det er fuldstændig rigtig set. Denne sommer har jeg hver morgen lusket derud med morgenteen. Jeg har siddet i min gode stol omgivet af havebøger og notesbøger, plantepinde, beskærersakse, frøposer og jutegarn, stiklinger i små potter og andre fremelskede planter.

Luk bagdøren op, mærk den friske morgen, bare tæer, fire trin ned, to skridt hen. Der ligger mit havehus. I det slidte murede skur. Opført i 1923, lige som vores hus. Havehuset udgør halvdelen af skuret. Det er dannet af to sprossede vinduesrammer hvor der før var muret gavl. I fronten hvor der før var dør og et vindue, er der nu åbent kig til haven.

Skuret omdannede vi til havehus i sommeren 2015. På det tidspunkt havde jeg nok talt pænt meget om muligheden. Så meget, at jeg nok pressede det ud over kanten. Jeg målte og talte mursten, til beregning af vinduesvæggen. Handlede vinduer i passende størrelser på dba. Og så kom min kæreste om bord i det. Måske mest for, at få fred for sin plageånd. Mig. Senere opdagede han hurtigt hvor glad jeg blev for havehuset og det arbejde han havde lagt i det.

Efter vinduesvæggen var etableret rensede og vandskurede jeg indervæggene. Sidste år blev gulvet nivileret. Før det var gulvet temmelig skævt grundet et for længst funktionelt afløb. Vandtilførelsen i den gamle metalledning blev sløjfet og vandet i skuret ført hen på hovedhuset i form af en udendørshane som jeg siden har haft meget glæde af når krukkerne skal vandes.

Gennem de tre år har stole, bænke, borde, potter, planter, billeder og diverse skiftet plads utallige gange. Om vinteren fjerner jeg det der ikke tåler kulde og fugt. Havehuset bliver fyldt med krukker og planter der skal skærmes for sne og slud. Bladene fra pæretræet hvirvler ind og det hele ser lidt tamt og forladt ud. I løbet af foråret når varmen kommer, begynder jeg lige så stille, at feje, tørre af, rykke krukker ud, rykke rundt og omplacere.

Det er ikke ligefrem et sted man ruller sig på gulvet, her er støv og plante-snuller, jord, edderkopper og vandskjolder, efter mine uhæmmede vandinger. Og skjolder fra de utallige krus med te jeg har haft stående hist og pist. Men her er rart og hyggeligt, grønt og inspirerende.

Taget er (næsten) intakt. Noget alm.bølgeeternit. Jeg drømmer sommetider om glastag eller blot termotag med godt lysindfald. Denne sommer har jeg nu elsket den kølige skygge. Med et glastag ville jeg dog selv kunne vælge sol eller skygge – der kunne etableres lyse lette gardiner hvis vi får flere af disse dejlige solrige somre. Jeg tænker vindrue og flere solelskende blomster. Samtidig kunne resten af det gamle skur få et sedum tag. Et grønt tag. I vækst. Hvor hyggeligt ville det ikke være, at betragte inde fra huset? Og fra haven? Det ville være enormt smukt og frodigt! Drømme, drømme..

Hvad der befinder sig i havehuset og hvilke krukker, planter, sten og finurlige ting der er opstillet foran havehuset, det varierer. Både fra år til år, men også mange gange i løbet af sæsonen. Noget visner og bliver kedeligt, andet gives væk, nyt kommer til. Det hele skaber en naturlig forandring i indtrykket. Det må også gerne rode lidt. Ting efterlades ofte som de blev brugt dagen før.

I havehuset dannes og gror ideer og drømme om kap med forårets fremspirede spæde haveglæder, med sommerblomster og bier, med sensommerens kulør og efterårets varme glød. På det tidspunkt begynder havehuset at blive forladt af sin ellers faste beboer. Der krammes farvel og på gensyn til alle de gode stunder.

Men for nu er sæsonen langt fra slut. Langt fra.  Her er stadig en masse grønt, at nyde..

Signature"

Vand. Regnvand..

Vindstille. Vindue på klem. Frisk luft strømmer ind. Presses nærmest ind. Af regnen. Den massive regn der buldrer ned over veje, tage, plæner og træer. Mmm. Det dufter himmelsk. Sådan oprindeligt. På en måde. Så simpelt. Jeg elsker, at den smukke indviklede natur fremstår så simpel. Sol, tørke, tung luft, regn, opklaring, storm, vindstille.

Dryp. Lyden er mild og afrunder seancen af buldrende regn. Dryp, dryp. Fra tagrender, grene og havemøbler. Jeg nyder lyden fra det åbne vindue her inden sengetid. Det har været en god dag. 1.skoledag-dag og tid til det hele uden, at gøre det hele. Vejrmæssigt har det været en meget blandet dag. Den har indeholdt en masse regn. Og sol. Den har været lidt kølig, men også ret varm.

Efter et kæmpemæssigt regnskyl (som naturligvis kom lige som vi forældre forlod skolen efter fælles morgenmad!), ankom vi hjemme, ret fugtige. Og selvom det stadig dryppede lidt, måtte jeg bare runde haven. For solen havde afløst regnen. Haven stod grøn, sprød og frisk i sollyset.

 

 

 

 

 

Nu vil jeg sige farvel til dagen. Indsnuse den sidste kubikmeter og sige godnat godnat..

 

 

 

Signature"

Kæmpejernurt..

En af mine ynglingsblomster. Yndig, let og svævende. En staude, og så alligevel ikke, altid. Jeg købte 2 for nogle år siden. Efter hver af de første par vintre, dukkede der fint blade og senere blomster frem. I år er det kun den ene plante der har overlevet. Flere steder sælges den også som 1-årig da de ofte ikke klarer den danske vinter.

Heldigvis er det en plante der er enormt god til, at sikre sig efterkommere. Måske er det dens lange vejrende stilke. Der i efterårsvindene svinger sine tørre frø vidt omkring. Jeg finder dens babyplanter spirende frem temmelig langt fra selve moderplanten. På bar jord, i krukker hos andre vækster eller i flisebelægningens smalle fuger.

Jeg er ret glad for blomster der svæver. Lidt løftet over resten af bedet. I evig bevægelse med deres små nydelige hoveder.

Som med violfrøstjerne. Jeg har en almindelig og en dobbelt. Især den dobbelte havde jeg glædet mig til, at skulle se blomstre i år. Plantet i efteråret. Ak, den tørre sommer krøllede knopperne sammen inden de sprang ud. Så den har jeg stadig til gode. Bladene er grønne, så den er fint i vækst, og jeg har klippet den lidt tilbage. Måske når den at komme med nye blomster? Vi får se.

En anden sprællende staude på høje spinkle stilke er den vinrøde blåhat. Ja navn og farve matcher ikke rigtig vel? Den hedder altså blåhat, på dansk. Ellers Knautia Macedonia “Mars Midget”. Den blomstrer længe. Jeg har kun en enkelt. Skulle lige se hvor meget den bredte sig ved selvsåning. Det er den så ikke pokkers ihærdig med (eller også er jeg utålmodig..). Jeg har noteret i mine efterårsplaner, at bedet skal have en blåhat mere. Der skal fylde på så de fine stilke kan støtte hinanden.

Kæmpejernurt, eller Kæmpeverbena om du vil, lader jeg gro hvis den kommer egnede steder. Ellers lirker jeg dem forsigtigt op og omplacerer i egen have eller giver væk til glæde andre steder.

I år har jeg lavet en lille koloni i en høj spand. I et hjørne af haven. Nær cykelparkeringen i carporten, der i øvrigt altid kan trænge lidt cover up. På nær de to uger i maj hvor Klematis Montana Rubens lyserøde blomster danner det smukkeste tæppe omkring carporten.

Det andet sted kæmpejernurt er samlet i flok, ud over moderplanten i mit lillabed, er i en zinkbalje der egentlig indeholder rosen Dronning Margrethe. Rosen er afblomstret og kæmpejernurten har taget over. Helt af sig selv. Som en af dette haveårs overraskelser. Tænk de bare dukker op og ser så forbandet godt ud. Og så lige ved indgangen til vores hus. Hvilken velkomst!

Signature"

Kinesisk fingerbøl..

“Nu skal I høre alle tre, jeg har lige opdaget noget helt vildt specielt” siger jeg, med dryssende havehandsker og store øjne. Midt i stuen. Der kan jeg altid finde min familie. Jeg overdriver mit tonefald, bare for sjov. Ungerne tror jeg har fundet en fyldt og forladt Hjem-is bil. Det har jeg ikke. Jeg har opdaget noget der er meget bedre!

Den største og fremmeste plante af mine fremspirede kinesiske fingerbøl, har sat en ordentlig håndfuld sideskud. Det vidste jeg da ikke den gjorde sådan en? Jeg troede den spirede ved frø. Senere på året havde jeg tænkt mig, at samle frø fra den. Så jeg blev noget overrasket da jeg, for at vande den grundigt, løftede de mange takkede blade, og opdagede de små babyer moderplanten havde sat omkring sig i krukken.

I virkeligheden var jeg bare ved at vande krukkerne for derefter, at banke de 3 andre i lynkrig, som er denne uges favorit kortspil inden sengetid.

Kortspillet blev hurtigt udsat. Jeg var alt for nysgerrig omkring, at komme retur i haven. Retur for lige så stille, at lirke de små sprøde babyplanter væk fra deres mor. Hen i hver deres potte med plads til at vippe rødderne.

Det var først efter omplantning og kortspil, at jeg igen søgte efter et dansk navn til denne skønne plante. Og fandt, at kaldenavnet er kinesisk fingerbøl. Jeg var klar over den var i slægtskab med digitalis/alm.fingerbøl, men jeg havde kun det latinske og engelske navn på frøposen fra Det Engelske Haveselskab. Rehmannia Elata og Chinese foxglove.

Jeg kan læse, at den ikke er særlig vinterhårdfør. Så måske mister jeg den snart store familie med de takkede blade og fine pink fingerbøl. Heldigvis kunne jeg samtidig læse mig til, at der til efteråret kan samles frø. Så skulle planterne ikke overleve vinteren, er der håb i frøene.

De kom med posten og udviklede sig til en simpel glæde for mig.

Og i virkeligheden er det ikke simpelt, for hey, hvor enestående er det lige, at et bitte frø kan skabe så meget skønhed? Jeg kan blive ved, at undres over det. Min glæde ved planternes udvikling blev bekræftet med den glæde der boblede i mig ved mit fund. Jeg lignede en lottovinder, en glad julegris, en kvinde der så to streger. Her var der bare mindst 10 babyer. Og I kan tro jeg holder øje med flere.

Signature"

Frø..

Frø. Af de tørre slags. Ikke de fugtige der hopper og siger quark quark.
Raslende, tørre frø. Liv. Gentagelse. Forventning. Den stemning rammes jeg af, når jeg tænker på hvad de tørre frø fra haven bringer mig af skønhed næste år.

Jeg er ikke altid sikker på hvordan og hvornår alle frø spirer bedst. Det tager jeg hen ad vejen. Prøver mig frem. Gode råd, havebøger, magasiner, nettet. Faktisk sidder jeg og kommer i tanke om bogen “Frøbogen” af Ulla Hasselmark. Den kan jeg varmt anbefale. Jeg skal have opstøvet den et sted. Det er sjovere, at have den lige ved hånden, end at skulle frem og tilbage på biblioteket. Bogen indeholder utroligt mange fifs om alt, hvad damen Ulla har afprøvet med frø. Således havde jeg da også op til flere forskellige frø i køleskabet hen over vinteren. Hun har nogle gode ideer og råd, ja vel nærmere eksakt viden om hvornår og under hvilke forhold frøene er gladest og mest gavmilde.

De frø jeg samler i øjeblikket er akeleje, tobaksplante, klokketræ og den flotte lyserøde pom pom valmue “Pink Bombast” som jeg har haft for første gang i haven i år. Akelejerne, en skøn forårsplante, har nu allerede sået sig selv flittigt. Flotte genkendelige blade rundt om i haven. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan drysse lidt flere hist og pist.

 

Sidste år fandt jeg frøposer i Søstrene Grene og har heldigvis stadig en rest tilbage. For en start ligger frøene dog og tørrer helt inden de kommer i poser og system.

I England har jeg købt en metalkasse til frøposer og -breve. Den er tom. Indtil videre. Står og bidrager til havestemningen i mit havehus. Snart bliver den fyldt op med gode sager.

Frø fra RHS. Royal Horticultural Society. Det engelske haveselskab. Jeg meldte mig ind på en haverejse tilbage i september. Senere på året modtog jeg den herligste medlemsmail om, at jeg, ud fra en alen lang liste, kunne vælge frø til en billig penge. Frø samlet ind i de 4 haver selskabet har rundt om i England. 15 små frøposer for under 10 pund! Hva´be´har? Det kan jeg da ikke lade være med. Og jeg hyggede mig virkelig i de mørke vintertimer. Googlede oversættelser af diverse spændende engelske og latinske navne inden jeg nøje udvalgte min samling blandt hundredevis.

England har et mildere klima end Danmark, grundet Golfstrømmen der passerer i Atlanten. Jeg undlod derfor, at vælge frø af de mest frostsårbare stauder, da jeg formentlig ikke ville få særlig glæde af dem her i Danmark. Det må afprøves en dag i fremtiden når jeg har det der lækre orangeri med brændeovn eller anden form for varmeforsyning. Hm..

En af de meget vellykkede fra RHS frøposerne, det er Rehmannia Elata “Chinese Foxglove. Jeg har fået enormt mange planter ud af den pose frø. Givet en del væk, men nyder stadig en ti stykker her i haven. Og den første der har skabt en stængel og flotte pink klokker er denne skønhed.

Og se så her. Et hav af bittesmå, spæde, grønne digitalisplanter. Allerede! Det er få uger siden jeg skrev om, at have drysset jorden fuld. Fantastisk.

Signature"

Moder..

Moder jord. Moderplante. Moder, mor, mama…you name her.

Jordkloden indeholder milliarder af dem. Både floralt og humant.
Og jeg kommer til, at tænke på det fordi mine børn har været ekstraordinært meget sammen med deres de seneste 4 uger. Hver.eneste.dag.faktisk. Og fordi jeg i, hvor end vi i ferien har befundet os i øget befolkningstæthed, har hørt betegnelsen, kaldenavnet, igen og igen og igen.

Der er noget virkelig smukt over det (især når der kaldes på andre mødre end en selv, hø hø..) og fordi det med ganske få bogstaver viser så tydeligt hvilke bånd der unægtelig er mellem fødemaskine og output. Mor kaldes der først på. Jamen, hey, det gør der. Det er ikke for, at negligere en eneste far. De er der også, de er også vigtige. Nu beskriver jeg bare hvordan mekanismen er som flest. Og det kommer jo ikke bag på nogen, det er ikke nyt, eller pludselig sket hen over sommeren. Sådan har det altid har været. Det er bare ganske pudsigt, at stoppe op og lægge mærke til. Lyt selv hvis I har en ledig stund på håndklædet i sandet, ved poolen sydpå, i supermarkedet, på cafeer og stræder.

“moder” bruges foran et navn eller en betegnelse for et sted for at markere at stedet opfattes som udgangspunkt, forudsætning eller ophav”. Citat sproget.dk

Lige så elskeligt det er, at blive kaldt mor, lige så flænsende er det for mit nervesystem (eller hvad hulen det er der blive belastet), at blive tiltalt betegnelsen hyppigt en hel ferie igennem. For nogle mødre er en masse samvær med børn og familie lig opladning. Og jeg tror virkelig de mener det når de siger det. Jeg er bare vævet fuldstændig anderledes. Jeg varierer.

Jeg er nålen der vipper frem og tilbage i “egen indre tid”-barometeret. Og jeg vil svare forskelligt på spørgsmålet om hvilken tyngde moderrollen har, alt efter hvilken dag eller hvornår på dagen du spørger mig. Jeg føler mig det ene øjeblik let, glad og i den dejligste feriestemning, det andet øjeblik klemt, mast, begrænset, træt, fyldt.

I min have lader jeg op og får rystet sindet let igen. Altså hvis der ingen bagkant eller forventning er til mig mens jeg nulrer rundt derude. Og det er lige den balance sådan en ferie udfordrer.

Jeg trives bedst med, at være i mindre forsamlinger når mine mor-kaldere er tilstede. Så har jeg stadig et vist overblik og flænses ikke af et rodet oprørsk indre. Forventes det, at jeg taler med mange, lytter til en masse, brænder jeg sammen. Fordi mor-kalderne har en så stor og naturlig del af min, åbenbart begrænsede, fokuserede nærværskapacitet.

På billedet i toppen af indlægget har jeg netop skubbet ryglænet tilbage på en stol i min mors have. Tid til en afslappende stund. Snip snap fluepapir. Så sidder der to larmende sommerpiger og vælter rundt i hovedet på mig. Jeg var naturligvis også fristende med tæppe og det hele. Og jeg kunne med fast tone have sendt dem væk (det burde jeg nok blive bedre til), men det var så hyggeligt. Og så alligevel ikke. Det blev for meget. Sommetider vælter jeg væk i skjul, andre gange lader jeg dem gøre det for, ikke at begrænse deres glade udladning, alt imens jeg selv apatisk overlever seancen.

På vægtskålen over herlige sommerminder er der dog en helt særlig ting. At blive vækket tidligt er aldrig fedt, men når det er solens stråler der i stueetagen rammer det lille røde hjerter hvor pigerne har indtalt en besked til mig, ja så føler jeg mig let og glad i de tidlige morgentimer.

Er det ikke en kær måde, at blive revet ud af søvnen på? Så må de i hvert fald gerne, 100 gange (?), sige “mor”, spørge om noget og ikke høre svaret for så igen, at sige “mor”, spørge og måååske høre svaret.

Den mulighed har en moderplante ikke. De har ikke nær så gode betingelser som os humane mødre. Hvis de alligevel har, er det modsat os, for en stakket frist. I hvert fald i planteskole øjemed. Her udvælges de efter vækstkraft, blomsterdannelse, bladmasse, stængelstivhed, frugtbarhed, ensartet modning osv osv. (Tænk hvis vi kom igennem den vurdering!!). Moderplanterne afmærkes, bevares og bruges i en periode. Indtil de ikke længere bevarer standarden. De bliver gennemgået og bedømt og dårlige eksemplarer udskiftes med nye. Jeg siger ikke, at jeg spejler mig i en plante (crazy plant lady, argh…), men at drage parallellen hjælper mig til, midt i alt det hårde ved morrollen, at sætte pris på hvor heldig jeg trods alt er.

Nu er ferien endt. I morgen sidder der ingen kollegaer på kontoret og råber moaaar. Det er i hvert fald min forventning.

Signature"

I den seneste tid i haven..

..har jeg

  • rullet gulvmaling på hvad jeg kom i nærheden af, udover altså bryggersgulvet, som var det malingen var tiltænkt. Indtil videre 2 trætte skamler samt en mur i havehuset. Jeg er absolut vild med den farve
  • fået datters havekunst i pæretræet. Fint dekorerede muslingeskaller fra Portugal
  • i drivhuset fået en krog i den dør, som grundet minus vater, lukker i af sig selv. Nu kan begge døre stå åbne, på alle de herlige varme dage
  • set livstegn fra blommestenene der blev plantet i efteråret. Mon det viser sig rent faktisk, at være små blommetræer og ikke noget andet spændende der er drysset ned. DET vil tiden vise. Jeg holder øje med dem i spænding
  • fundet ro i, at nyde havens blomster på en anden måde end i bedet
  • flyttet rundt på de spæde digitalisbabyer og kæmpe jernurt og som ekstra bonus drysset frø fra de lange digitalis-spir. Frøene dalede ned i tusindevis. (Det kræver nok en gevaldig udtynding senere på året).
  • nydt aftensolen de få steder den kommer ind i haven
Signature"

Vand..

Og ikke så meget om, at det mangler gevaldigt på marker, plæner og haver i disse uger. Det har de fleste af os fået drøftet til hudløshed. Mere om, at vand skaber liv i haven. Vand i kar, baljer, fade. Til fugle, katte, insekter. Og til os mennesker, at nyde synet af. Og lyden. Hvis man skulle være heldig, at have plads til at etablere det. Jeg har intet rislende vand i min have. Det kunne jeg godt tænke mig en dag.

Istedet har jeg vand i kar hist og pist. For at insekterne kan gurgle lidt vand i et hurtigt pitstop mellem 2 pollenstationer. Og for at tiltrække fuglene. Ikke vildkattene. Altså de må gerne liste forbi og drikke vand. Og lade sig friste af fuglene, det er jo deres natur. De skal bare dumpe deres efterladenskaber et andet sted end i mine bede. Helt gode venner bliver vi aldrig, men det er en anden sag.

Jeg har et stort keramikfad. Nærmest en underskåle. Glaseret. Der er god plads til solsortenes morgenbad.

Et granitfad på regnvandstønden ved det lille hvide fodrehus. Og et tilsvarende på fod, bag den store rosenbusk tuscany superb. Ganske tæt på min havestol. Spurve ænser ikke altid, at jeg lige så stille sidder og betragter dem.

I skyggebedet med bregner og hosta står et aflangt granitfad. Velbesøgt af både fugle og katte. Heldigvis på hver deres tidspunkt..

Et lille kar, opført i mursten. Der bidrager til hyggen ved krukkerne. Et jeg lavede for nogle år siden. I år har jeg forsøgt mig med sumpplanter i karet. De er vokset og har blomstret med fine små lette hvide knopper. Nu ser de lidt sølle ud. De overlever vist ikke til mere end denne sæson.

Det lille murede kar er opført ved væggen til havehuset og var mit første, og indtil videre eneste, forsøg med en murerske. Jeg havde en bunke gamle mursten tilovers fra da havehuset og dennes vinduesvæg opstod. Den tilblivelse tænker jeg, at skrive om i et senere indlæg.

Fuglene holder sig væk, alligevel er jeg svært glad for karet. Der kan nemt stå en lille bakke med te og diverse, når jeg sidder i stolen ved siden af. Ynglingsssted!

Nyd varmen, fyld fuglebadene, sæt dig og stands tiden. Inden længe kommer en spurv, en musvit, en brumbasse eller en halvsløv hveps. Tanker op og flyver på nye eventyr.

 

Signature"

Haven i Hune..

Pastelhaven, Keramikpavillonen, Sydhaven, Rosentårnet, Den gule have, Eriks drivhus, Lysthuset, Griseslottet, Værkstedet, Plantebutikken, Pergolaen og flere stednavne endda. Her er hver en krog navngivet. For at holde overblik, for det er et stort areal. Men også for, at give stedet stemning. Haven stemning. Havestemning. Og intet andet sted i Danmark har jeg oplevet hvad jeg netop er i gang med, at opleve. Det har mange før mig sagt. Og det er fuldstændig med rette. For Haven i Hune er et mesterværk. Et mesterværk i, at skærpe sanserne, gribe og fastholde beskueren. Et mesterværk der i et herligt samsurium indeholder tusinde vækster, vand, keramik, metal, arkitektur, malerier. Opstået ved hånden af den nu afdøde multikunstner Anne Just og hendes mand Claus Bonderup.

Jeg sover 2 nætter med min familie i Værkstedet. Grundens oprindelige hus. Omdannet til havehotel. Fantastisk ide´! Ind i haven, forbi butikken, langs pergolaen, gennem griseslottet og der ligger det, midt i alt det grønne. En tung æblegren over stien, en bred fugtig hosta, gamle gule tegl på stien. Sort træhus med hvide vinduer. Placeret med view over sydhaven og et ocean af frodighed.

Vi skal rejse herfra i morgen. Jeg tror det bliver uden mig. Jeg får i hvert fald umådelig svært ved, at sige farvel og tage det sidste skridt ud af haven. Indeni mig selv har indgået den aftale, at jeg vil tilbage og opleve haven igen. Jeg kan nemlig på ingen måde tage hele ideen med hjem. 7500 kvm ind på 304 kvm. Det kan man ikke.

Jeg har nydt de utallige haverunder ad de mange snørklede og spændende stier. Hver gang har jeg opdaget nye detaljer. Og lyset morgen, eftermiddag og aften, gør haven ny, at opleve igen og igen. Haven har været lukket for besøgende siden søndag kl.16.00, så oplevelsen har været helt enestående. Det har tillige været vindstille, hvilket jeg holder utroligt meget af. Jeg har oplevet en ro der har rørt mig. En ro det vil glæde mig, at vende tilbage til i tankerne.

Endnu har jeg ikke fordøjet alle havens fortællinger og dens skønhed, så jeg vil slutte med, at skrive flere ord. Og vise havens frodighed i billeder.

 

 

 

 

 

Tjek havens hjemmeside her. Overnatning eller “blot” et dagsbesøg. Dit sind vil takke dig for oplevelsen. Jeg siger det bare!

 

Signature"

Havens farver i disse dage..

Ingen store tanker denne gang. Blomster. Bare blomster, i billeder. Opdelt i farver. Haven avler skønhed. Trods tørt vejr. Nyd dem..

 

20180711_105336
Signature"